Menneskehavn

Da Simon nåede frem, lå katten stille ved siden af den yderste pullert. Det som den havde leget med, var ikke et reb, eftersom det bevægede sig. Det var et insekt af en eller anden art, et larveagtigt insekt. Simon ignorerede det og satte sig på hug ved siden af katten.
"Dantemis, hvad er der med dig?"
Kattens øjne var opspærrede, og kroppen skælvede et par gange som af hulken. Noget løb ud af dens mund. Simon løftede kattens hoved op og så at det var vand. En strøm af vand løb ud af kattens mund. Dante hostede en enkelt gang, og vand sprøjtede ud. Så lå han stille. Øjnene stirrede tomt.
En bevægelse ud ad øjenkrogen. Insektet kravlede på bådebroen.
Simon bøjede sig ned over det, studerede det nærmere. Det var helt sort, tykt som en blyant og langt som en lillefinger. Dets skind glinsede i solen. Dantes kløer havde lavet en rift et sted, og dér skimtedes rosaagtigt kød.
Simon gispede og så sig omkring. Der stod en glemt kaffekop på bådebroen. Simon rev den til sig og stillede den med bunden i vejret over insektet. Han blinkede et par gange og strøg hænderne hen over ansigtet.
Det er ikke muligt. Det kan ikke være ...
Dette insekt fandt man ikke i nogen bog om insekter, og han, Simon, var formodentlig det eneste menneske i miles omkreds som vidste hvad det var for noget. Han havde set et før, i Californien fyrre år tidligere. Men det havde været dødt, indtørret. Hvis det ikke havde været for det der var sket med katten, ville han ikke engang være kommet til at tænke på det.
Dante.
Den oprindelige Dante, den som alle Simons katte var opkaldt efter. Tryllekunstneren, den største af dem alle. Efter årtier med tournéer og filmindspilninger havde han slået sig til ro på en ranch i Californien, og dér havde Simon fået audiens da han var fireogtyve år gammel med en lovende fremtid.
Dante havde vist ham rundt i sit museum. Håndlavede rekvisitter fra forskellige epoker: de kinesiske springvand som var hans paradenummer i nogle år, substitution trunk i et antal udførelser, vandfyldte kister og skabe som  Dante var brudt ud af i cirkusmaneger verden over.
Da rundvisningen var afsluttet, havde Simon peget på en lille glasmontre i et hjørne. Midt i montren stod en piedestal, og på denne lå der noget som lignede et stykke lædersnor. Han havde spurgt hvad det var.
Dante havde hævet det ene øjenbryn dramatisk, en grundigt indøvet bevægelse, og på sin barndoms dansk spurgt Simon om han troede på magi.
"De mener ... rigtig magi?"
Dante nikkede.
"Jeg må vel sige at jeg er ... agnostiker. Jeg har ikke set nogen beviser, men jeg udelukker ikke muligheden. Hvis det lyder fornuftigt?"
Dante lod til at være tilfreds med svaret og løftede glasset af. Simon forstod at han forventedes at tage genstanden nøjere i øjesyn, og gjorde det. Han så nu at lædersnoren var et indtørret insekt som lignede et tusindben, bortset fra at det ikke havde ret mange ben.
"Hvad er det for noget?"
Dante stirrede så længe på Simon at det føltes ubehageligt. Så nikkede tryllekunstneren som om han havde truffet en beslutning, stillede glasset tilbage og tog en læderindbundet bog frem som han gav sig til at bladre i. Farvestrålende billeder flimrede foran Simons øjne indtil Dante standsede ved en side og holdt bogen frem. Billedet fyldte hele siden og var håndtegnet. Det forestillede et larvelignende insekt, som dygtigt var blevet afbildet sådan at lyset skinnede over dets blanke, sorte hud. Simon rystede på hovedet, og Dante sukkede, klappede bogen sammen.
"Det er en Spiritus, eller Spertus, som i siger i Sverige," sagde han.
Simon så på montren, på tryllekunstneren, på montren igen. Derpå sagde han: "en ægte én?"
"Ja."
Simon bøjede sig tættere på glasset. Den indtørrede skabning derinde så virkelig ikke ud til at besidde nogen specielle kræfter. Simon så længe på den.
"Hvordan kan den være død? For den er vel død?"
"Jeg ved det ikke, er svaret på begge spørgsmål. Jeg fik den i denne tilstand."
"Hvordan?"
"Det vil jeg ikke komme ind på."
Dante gjorde en håndbevægelse for at tilkendegive at audiensen i museet var ovre. Inden Simon fik sig løsrevet fra montren, spurgte han: "hvilket element?"
Tryllekunstneren smilede skævt. "Vand. Naturligvis."
Der blev drukket kaffe, der blev udvekslet høflighedsfraser, og så forlod Simon gården. To år senere døde Dante, og Simon læste i avisen at hans ejendele skulle bortauktioneres. Simon overvejede at tage over og byde på tingesten i montren, men dels befandt han sig midt i en turné rundt til folkeparkerne, dels ville det blive for dyrt med rejseudgifter og det hele. Han blev hjemme.
I de følgende år tænkte han undertiden på det møde. Kolleger som hørte at han havde mødt Dante, ville vide alt. Simon fortalte, men udelod det han huskede bedst, Dantes Spiritus.
Naturligvis kunne det have været en spøg. Tryllekunstneren havde været berømt ikke kun for sit trylleri, men også for den smarte måde hvorpå han havde markedsført sig selv med opsigtsvækkende offentlige arrangementer. Hvordan han havde skabt en aura af mystik omkring sin person. Hans udseende – fipskægget og de mørke øjne – var selve indbegrebet af en magiker i flere årtier. Det kunne være løgn fra ende til anden.
Noget der talte imod dette, var at Dante aldrig havde fortalt offentligt at han ejede en Spiritus, at Simon aldrig havde hørt nogen omtale det. Dante understøttede gerne spekulationerne om at han havde indgået en pagt med djævelen, at han var forbundet med mørkets magter. Det var god pr, og det rene vrøvl, naturligvis. Men ud fra tryllekunstnerens sidste replik i museet havde Simon spekuleret sig frem til en anden version, én som gjorde Dante til en løgner på en anden måde. At Dante i virkeligheden havde løjet om at han havde fået sin Spiritus da den allerede var død.
Vand. Naturligvis.
Det var sin vandmagi Dante var mest anerkendt for. Hans udbrydninger fra vandfyldte kar og beholdere stod ikke tilbage for Houdini. Det hed sig at han kunne holde vejret i fem minutter, mindst. Hans flytninger af vand fra et sted til et andet, et trick som gik ud på at store vandmængder viste sig dér hvor der lige havde været tomt.
Vand. Naturligvis.
Hvis Dante havde været ejer af en Spiritus af elementet vand, var alting let at forklare: det havde været ægte magi, og Dante havde kun begrænset den for ikke at lade folk finde ud af at det i virkeligheden var det sagen handlede om. Eller var Spiritus’ kræfter begrænsede? Simon læste alt hvad han kunne finde om emnet.
Hans agnostiske natur måtte mere og mere vige pladsen til fordel for en tro på det fantastiske, i hvert fald hvad Spiritus angik. Det lod til at nogle mennesker i tidens løb havde været ejere af den ægte vare. Det drejede sig altid om et sort insekt af den slags han havde set i Dantes museum, uanset om det var jord, ild, luft eller vand.
Han forsøgte at finde ud af hvad der var sket med den Spiritus han havde set, og fortrød bittert at han ikke havde taget en hurtig beslutning og var rejst over mens tid var. Han ville aldrig få en Spiritus at se igen.
Troede han.
Blikket flakkede mellem den døde kat og kaffekoppen. Det var en skæbnens ironi at det var Dante der skulle finde en Spiritus til ham, og oven i købet dø af det.
Nogle timer senere havde Simon tømret en kasse sammen, lagt Dante i den og gravet den ned ved hasselbuskadset, hvor katten plejede at sidde og spejde efter småfugle. Først på det tidspunkt begyndte ophidselsen over hans Spiritus at vige for en smule sorg.
Han var ikke sentimental af sig, havde haft fire forskellige katte med samme navn, men alligevel var det en epoke, en tidsepoke, som gik i graven med denne den fjerde Dante. Et lille vidne der havde smøget sig om hans ben i elleve år.
"Farvel, min ven. Tak for denne tid. Du var en fin kat. Håber du får det godt der hvor du havner. At der er strømminger som du selv kan fiske med poterne. At der er nogen som ... holder af dig."
Halsen snørede sig sammen, og Simon strøg en tåre ud af øjet. Han nikkede og sagde "Amen", gik så ind i huset.
På køkkenbordet lå der en tændstikæske.
Uden at røre ved insektet var det lykkedes Simon at få det ind i æsken og lukke den. Han nærmede sig forsigtigt æsken, lagde øret til den. Ikke en lyd.
Han havde sat sig ind i emnet. Han vidste hvad der forventedes af ham. Spørgsmålet var om han ville gøre det. Det var ikke let at afgøre hvad der var spekulationer og hvad der var sandt i bøgerne, men én ting mente han at vide: at binde sig til en Spiritus indebar en forpligtelse. Et løfte til den magt der havde givet den fra sig.
Er det det værd?
Nej, egentlig ikke.
Som ung ville han være blevet vild og gal alene over muligheden, men nu var han treoghalvfjerds og havde lagt de magiske rekvisitter på hylden to år tidligere. Han tryllede kun til husbehov når bekendte
bad om det. Partytricks. Cigaretten i jakken, saltkarret gennem bordet. Ikke noget bemærkelsesværdigt. Han havde med andre ord ikke noget behov for ægte magi.
Han kunne ræsonnere frem og tilbage så meget han lystede, alligevel vidste han at han ville gøre det. Han havde tilbragt et liv i salonmagiens tjeneste. Skulle han vige tilbage nu hvor den ægte vare lå foran hans fingerspidser?
Idiot. Idiot. Du gør det, eller hvad?
Varsomt skubbede han æsken åben og så på insektet. Der var ingenting ved det som antydede at det var et led mellem menneskenes verden og den vanvittige, smukke magi. Det var snarere ækelt. Som et indre organ der er blevet skåret væk fra sin plads og er blevet sort. Simon rømmede sig, samlede spyt sammen.
Og så gjorde han det.
Spytklatten trængte ud mellem hans læber. Han sænkede hovedet mod æsken og så det seje slim søge ned mod insektet. En tynd tråd hang stadig fast ved læberne da spyttet nåede sit mål og spredte sig over den glinsende hud.
En smag nåede Simon via læberne, som om den tynde tråd af spyt som forbandt dem, havde været en kanyle. Den blev omgående sprøjtet ind i kroppen, og det var en smag der ikke havde sin lige. Nærmest lå smagen af en nød der har ligget og er blevet dårlig i sin skal. Råddent træ, men bitter og sød på samme tid. En modbydelig smag. Simon gjorde en tør synkebevægelse og smækkede tungen op mod ganen. Den tynde streng bristede, men smagen fortsatte med at vokse i hans krop. Insektet sprællede, og såret i dets hud begyndte at hele.
Simon rejste sig, og hele kroppen var fuld af væmmelse.
Det her var en fejl.
Han hentede en lys øl ud af køleskabet, åbnede den og tog et par slurke, som han skyllede rundt i munden. Det hjalp lidt, men væmmelsen i kroppen blev siddende, og nogle brækfornemmelser løb gennem halsen.
Insektet var kommet sig og krøb nu ud af æsken, ud på køkkenbordet, med kurs mod Simon. Han bakkede hen mod køkkenvasken og stirrede på den sorte klump som kravlede frem til bordkanten hvor den lod sig falde ned på gulvet med en blød, fugtig lyd.
Simon veg til side, mod komfuret. Insektet ændrede retning, fulgte efter. Simon mærkede at han var på nippet til at kaste op. Han tog nogle dybe indåndinger og gned øjnene med fingerspidserne.
Slap nu af. Du vidste det her.
Alligevel formåede han ikke at stå stille da insektet næsten var nået hen til hans fod. Han flygtede ud i entréen og satte sig på sømandskisten hvor han opbevarede regntøj, pressede hænderne mod tindingerne og forsøgte at se situationen klart. Væmmelsen i kroppen var begyndt at aftage, smagen var ikke længere så intens.
Insektet krøb hen over dørtærsklen fra køkkenet, med kurs mod ham. Den efterlod et tyndt spor af slim bag sig. Simon vidste ting nu han ikke havde vidst for fem minutter siden. Viden var blevet injiceret ind i ham.
Det han oplevede som en smag i kroppen, oplevede insektet som en lugt. Det ville spore ham, følge efter ham indtil det fik lov til at være hos ham. Det var dets eneste formål. at være hos ham – til døden os skiller – dele sin kraft med ham. Han vidste det. Med spyttet havde han indgået en pagt som ikke kunne brydes.
Hvis ikke ...
Ja, der var en udvej. Men det var ikke noget der var aktuelt nu hvor insektet endnu en gang var på vej hen mod hans fod. Nu var det hans. For altid, indtil videre.
Han tog nogle hurtige skridt forbi insektet som omgående ændrede retning, og så hentede han tændstikæsken fra køkkenbordet.
Han lagde æsken over den sorte, kravlende krop og lirkede med hylstret. Drengen på etiketten vandrede af sted mod en lysende fremtid, og Simon vejede æsken i hånden.
Han pressede læberne sammen mod kvalmen da insektet bevægede sig inde i æsken, og han kunne mærke dets varme mod håndfladen.
Ja. det var varmt. Det havde det godt nu, havde fået føde og en ejer.
Han stoppede det i lommen.