Alting plyndret, alting brændt
Nogle gange, nogle gange, efter seks store drinks eller deromkring, virker det som en fornuftig idé at ringe til min lillebror. Det kræver meget opløsningsmiddel at blege de mørke erindringer, som for eksempel min niårs fødselsdag, hvor Stephen, der var seks, løb hen til mig ved guldfiskedammen i Umstead Park og skubbede mig forlæns ned i dyndet. Vandet gik mig kun til knæene, så jeg lavede lidt Bambi-på-glatis vaklen inden jeg faldt på maven. Mine venner grinede så tårerne strømmede. Vores mor lagde Stephen over sine knæ og smækkede hans lægge røde med den hårde side af hårbørsten, hvilket, i mine gæsters øjne, blot bekræftede at Stephen var en heroisk lille komiker der var villig til at lide for sin kunst.
Eller dengang i første g, hvor jeg skulle spille over for en pige ved navn Dodi Clark i vores skoles opsætning af Grease. Vi spillede et stort set usynligt par blandt de spjættende masser i dansescenerne og vi havde måske fire replikker tilsammen. Dodi var en museagtig pige med vigende hage og et ekstra sæt overlappende hjørnetænder. Hun interesserede mig ikke det ringeste, men synet af Dodi og mig sammen drev Stephen ud i vanvittig jalousi. Han kurtiserede hende med en tæppebombning af plakater, specielle kuglepenne, klistermærker og krystaldingenoter der kunne lave regnbuer i hendes vindueskarm. Stormløbet virkede, men da Dodi endelig skilte sine ængstelige læber for Stephens kys, vægrede han sig, som han fortalte mig flere år senere. "De tænder! Det var som at prøve at kysse en sandtigerhaj. Aner ikke hvorfor jeg gik efter hende til at begynde med." Men jeg ved hvorfor, og det gør han også: Som Stephen ser det bør intet godt tilflyde mig medmindre han har fået tilbuddet først.
Eller den forårsdag da jeg var seksten og Stephen tretten hvor han fandt mig i sit værelse i færd med at lytte til hans plader. At mine ører skulle høre den musik han holdt af var en ubodelig besudling, så han samlede alle de plader jeg havde spillet og smadrede dem, en efter en, mod kanten af sin kommode, mens han beordrede mig til at udpege andre plader jeg kunne lide, så han også kunne smadre dem.
Eller den vintermorgen hvor vores mor var væk og jeg låste Stephen ude i en time kun iført pyjamas og vrængede ad ham gennem ruden, mens han stod på den frosne trappe og hamrede på døren og hulkede tilfredsstillende af arrigskab. Jeg kan ikke forklare hvorfor jeg gjorde nogen af tingene, bortset fra at sige at jeg har en lille djævel i mig hvis ambrosia er min brors vrede. Stephens raserianfald er underværker af ekstatisk had, nærmest pornografiske, lige så fascinerende som at betragte folk under elskovsakten, men med omvendt fortegn. Jeg lo stadig, da jeg efter en kold time bød Stephen indenfor igen med en kop varm forsoningskakao. Han tog koppen med sine lyserøde fingre, tømte den, og tog så en dåseåbner fra køkkenbordet og kastede den efter mig, så jeg fik en fem centimeter lang flænge under min underlæbe. Jeg har stadig en hvid parentes i skægstubbene på min hage, min indre djævels varige, skæve smil.
Men seks ordentlige genstande, og vores knudrede historie retter sig ud til en trist og simpel affære. Jeg får våde øjne over min bror og fyldes af sorg over de niogtredive år vi har tilbragt tabt for hinanden.
Hvorom alting er, så begyndte jeg at få det sådan en aften i oktober, halvvejs gennem en flaske Meyer's Rom. Jeg stod på et bjerg jeg havde købt kort forinden i Aroostook County, Maine. Mens skumringen indfandt sig, travede jeg op til toppen. Luften var tung af fugtig sødme fra lupiner, mos og bregner. Over mig jagede flagermus dansemyg gennem den mørknende himmel. Jeg havde været der i fire måneder, men stedets skønhed påvirkede mig hver dag. Stephen og jeg havde ikke talt sammen siden foråret, men denne aften, mens solnedgangen stadig ulmede bag de appalachiske bjerges kindtænder, følte jeg at jeg havde så megen pragt og herlighed at jeg ikke vidste hvad jeg skulle stille op med det. Vinteren var på vej, og jeg ville høre Stephens stemme. Der var lige akkurat dækning på bjergtoppen, så jeg tastede hans nummer. Han tog den.
"Det er Stephen Lattimore," sagde han. Stemmen var lav og reserveret, klar til at blive fornærmet. Tre ord fra ham var nok til at slå skår i mit humør.
"Stephen. Det er Matthew."
"Matthew," gentog han, på samme måde som man ville sige "cancer" efter at lægen havde givet diagnosen. "Jeg har lige en klient." Stephen tjener til livets ophold som musikterapeut.
"Ja," sagde jeg. "Et spørgsmål til dig: Hvad er din holdning til bjerge?"
Der var en vagtsom pause. I Stephens ende hørtes lyden af en eller anden der øvede vold mod en tamburin.
"Jeg har ikke noget imod dem," sagde han omsider. "Hvorfor?"
"Jamen, jeg har købt et," sagde jeg. "Jeg ringer fra min mobil fra toppen af det."
"Tillykke," sagde Stephen. "Er det Popocatepetl? Eller anbringer du 7-Eleven butikker på Matterhorn?"
