Bare sammen

1

   Paulette Lestafier var slet ikke så skør som man sagde. Selvfølgelig kunne hun kende forskel på dagene, andet havde hun jo efterhånden ikke at tage sig til. Tælle dem, vente på dem, glemme dem. Hun vidste udmærket at det var onsdag i dag. I øvrigt var hun parat! Hun havde taget sin frakke på, havde fundet kurven frem, havde samlet sine tilbudskuponer. Hun havde endda hørt Yvonnes bil i det fjerne ... Nu var der så bare det at hendes kat stod foran døren, den var sulten, og det var da hun havde bøjet sig ned for at stille skålen at hun var faldet og havde knaldet hovedet ned i det nederste trappetrin.

   Paulette Lestafier faldt jævnligt, men det var hendes hemmelighed. Ingen måtte få det at vide, ingen overhovedet.
   “Ingen overhovedet, forstår du,” truede hun tavst sig selv. “Hverken Yvonne eller lægen, og da slet ikke knægten ...”

   Man måtte rejse sig langsomt, vente på at genstandene blev normale igen, gnide sig med lidt Synthol og skjule de dér forbandede blå mærker.

   Paulettes blå mærker var aldrig blå. De var gule, grønne eller lilla, og de var synlige på hendes krop i lang tid. I alt for lang tid. Nogle gange i flere måneder ... Det var svært at skjule dem. Velmenende mennesker spurgte indimellem hvorfor hun altid klædte sig som om det var midt om vinteren, hvorfor hun altid havde strømper på og aldrig tog sin vest af.
   Det var især knægten der plagede hende med det:
   – Hvad så, Bedste? Hvad er alt det der for noget? Tag dog noget af det der af, du får jo hedeslag!

   Nej, Paulette Lestafier var overhovedet ikke skør. Hun vidste kun alt for godt at hendes kæmpemæssige blå mærker, der aldrig forsvandt, en skønne dag ville volde hende problemer ...
   Hun vidste udmærket hvad der skete med nytteløse gamle kvinder som hende. Dem der lader kvikgræsset brede sig i køkkenhaven og må støtte sig til møblerne for ikke at falde. Dem der ikke længere kan træde en nål og som ikke længere kan finde ud af at skrue op for lyden på fjernsynet. Dem der forsøger sig med alle knapperne på fjernbetjeningen og grædende af afmagt ender med at slukke for apparatet.
   Bittesmå, forbitrede tårer.
   Med hovedet i hænderne foran det slukkede fjernsyn.

   Men hvad så? Slet ikke noget? Ingen lyde længere overhovedet i hele huset? Ingen stemmer mere? Aldrig mere? Bare fordi man har glemt farven på knappen? Knægten havde da ellers sat små farvede mærkater på ... Han havde klæbet dem på, ikke? En for kanalerne, en for lyden, en for afbryderknappen! Kom nu, Paulette! Hold nu op med at græde og se på mærkaterne!

   Gider I godt at holde op med at råbe af mig ... Mærkaterne er røget af for længst ... De røg af næsten med det samme ... Jeg har nu i flere måneder ledt efter knappen, jeg kan ikke høre noget, jeg ser kun billederne og hører en ganske svag mumlen
...
   Lad være med at råbe sådan op, jeg bliver bare døv oven i købet ...