Black Swan Green
Januarmand "Det er bedre at blive hængt for et får end at blive hængt for et lommetørklæde." Det lærte Miss Throckmorton os i underskolen for en evighed siden. Nu jeg alligevel havde haft en slags grund til at gå ind på fars kontor, kiggede jeg forsigtigt ud under den knivskarpe persienne, ud over markerne, forbi hanetræet, ud over flere marker, op mod Malvern Hills. En bleg morgen, isbidt himmel, et lag af frost over bakkerne, men intet spor af sne, der ville blive liggende, desværre. Fars skrivebordsstol minder en hel del om lasertårnet på Tusindårsfalken. Jeg fyrede løs på en himmelfuld russiske MIG'er, der kom susende ind over Malvern Hills. Snart skyldte tusinder af mennesker fra her til Cardiff mig livet. Smadrede flykroppe og sodsværtede vinger flød overalt på markerne. Når de sovjetiske piloter udløste deres katapultsæder, skød jeg dem med bedøvelsespile. Vores infanteri skulle nok feje dem op. Jeg ville nægte at tage imod medaljer. "Tak, men nej tak," ville jeg sige til Margaret Thatcher og Ronald Reagan, når mor bød dem indenfor, "jeg gjorde bare mit arbejde." Dåren har flere bumser end nogensinde. Han får også flere og flere dun på hagen. "Du gætter det aldrig!"
Det er forbudt at gå ind på mit kontor. Sådan lyder fars regel. Men telefonen havde ringet femogtyve gange. Normale mennesker giver op efter ti eller elleve, hvis det da ikke lige er et spørgsmål om liv eller død. Gør de ikke? Far har en telefonsvarer med store spolebånd, ligesom den James Garner har i Rockford. Men på det sidste er han holdt op med at slå den til, når han går. Tredive gange havde telefonen nu ringet. Julia kunne ikke høre den oppe på det ombyggede loft, fordi Human Leagues "Don't You Want Me?" dunkede ud for fuld hammer. Fyrre gange. Mor kunne ikke høre noget, fordi vaskemaskinen var på bersærkerprogram, og hun støvsugede inde i stuen. Halvtreds gange. Det er bare ikke normalt. Hvad nu, hvis far for eksempel var blevet mast af en kæmpestor lastvogn ude på M5, og politiet kun havde det her nummer til kontoret, fordi alle hans andre papirer var gået op i røg? Vi risikerede at gå glip af den sidste mulighed for at se vores forkullede far på intensivafdelingen.
Så jeg gik derind, mens jeg tænkte på bruden, der gik ind på Blåskægs værelse efter at have fået at vide, hun ikke måtte. (Faktisk var det sådan, at Blåskæg bare ventede på, hun skulle gøre det). Fars kontor lugter af pundsedler - af papir - men også af metal. Persiennen var trukket ned, så det føltes som aften og ikke som klokken ti om morgenen. På væggen hænger et stort ur af samme slags som dem, der hænger på væggene i skolen. Der er et fotografi af far, hvor han trykker Craig Salt i hånden, dengang far blev udnævnt til regional salgschef i Greenland. (Supermarkedskæden Greenland, ikke Grønland). Fars IBM-computer står på et skrivebord af stål. IBM-maskiner koster kassen. Telefonen på kontoret er rød som en atomhotline, og den har knapper, man skal trykke på, ikke en drejeskive som normale telefoner.
Nå, men jeg tog en dyb indånding, løftede røret og sagde vores nummer. Det kan jeg da i det mindste sige uden at stamme. For det meste.
Men personen i den anden ende svarede ikke.
"Hallo?" sagde jeg. "Hallo?"
En anstrengt vejrtrækning, som om nogen lige havde skåret sig på et stykke papir.
"Kan du høre mig? Jeg kan ikke høre dig."
Meget langt borte genkendte jeg lyden af musikken fra Sesame Street.
"Bank én gang på telefonen" - jeg var kommet i tanke om en skolebiofilm, hvor det her skete - "hvis du kan høre mig."
Der kom ikke nogen bankelyd, bare mere Sesame Street.
"Det er muligt, du har fået forkert nummer," sagde jeg tøvende.
Et lille barn begyndte at græde, og røret blev smækket på.
Når folk lytter, laver de en lyttelyd.
Jeg havde hørt den, så de havde også hørt mig.
Far har denne her superblyantspidser, der sidder fastskruet til skrivebordet. Blyanterne bliver så spidse, at man kan gennemhulle en skudsikker vest med dem. H-blyanter bliver mest spidse, dem kan far bedst lide. Jeg foretrækker 2B'ere.
Det ringede på døren. Jeg fik persiennen til at sidde som før, tjekkede, at jeg ikke havde efterladt andre spor efter min indtrængen, listede ud og fløj nedenunder for at finde ud af, hvem det var. De sidste seks trin tog jeg i ét dødsforagtende spring.
"Hvad?"
"Søen, du ved godt, inde i skoven?"
"Hvad er der med den?"
"Den er bare" - Dåren tjekkede, at ingen hørte os - "gået hen og blevet helt tilfrossen! Alle de andre drenge fra byen er der nu. Er det ikke bare kodylt fedt eller hvad?"
"Jason!" Mor kom ud fra køkkenet. "Du lukker kulden ind! Enten byder du Dean indenfor - goddag Dean - eller også lukker du døren."
"Øhm... jeg smutter lige ud lidt, mor."
"Øhm... hvorhen?"
"Bare ud for at få lidt frisk luft."
Det var en strategisk fejl. "Hvad er du nu ude på?"
Jeg ville gerne sige "ikke noget", men Bødlen besluttede, at jeg ikke skulle have lov til det. "Hvad skulle jeg være ude på?" Jeg undgik hendes blik, mens jeg tog min sømandsjakke på.
"Hvad har din nye sorte parkacoat gjort dig, om man må spørge?"
Jeg kunne stadig ikke sige "ikke noget". (Det er sådan, at sort tøj betyder, man selv synes, man er en hård fyr. Det kan man ikke forvente, at de voksne skal forstå). "Min sømandsjakke er bare lidt varmere. Det er koldt udenfor."
"Vi spiser frokost klokken et præcis." Mor gik tilbage til at skifte støvsugerposen. "Far kommer hjem og spiser. Tag den varme hue på, ellers fryser du ørerne af."
Varme huer er bøssede, men jeg kunne proppe den i lommen på et senere tidspunkt.
"Men så, farvel, mrs. Taylor," sagde Dåren.
"Farvel, Dean," sagde mor.
Mor har aldrig brudt sig om Dåren.
