Dagbog fra Afghanistan
DAGBOG FRA AFGHANISTAN Turen til Kandahar går fra København via Istanbul, hvor vi skulle mellemlande for derefter at flyve direkte videre til Kabul International Airport. Hvad skal jeg lave? Da vi skulle videre med flyet mod Kandahar Airfield, var der en del forsinkelser grundet pludselige ændringer på de forskellige flyvninger. Det betød blandt andet at to soldater der var sendt af sted som erstatningspersonel for de sårede soldater ved den lette opklaringseskadron, ikke nåede med flyet direkte til Camp Bastion, hvor de fleste danske enheder er placeret. På vej til Kandahar Airfield fik jeg min første oplevelse med Afghanistan. Vi skulle flyve videre med en C-130 Herkules fra det engelske Royal Air Force (RAF). Ved start og landing skulle vi være iført vores hjelm og fragmentationsvest. Desuden blev alt lyset slukket, og pludselig sad jeg bare der i mørket i den larmende maskine. Forholdsreglerne blev selvfølgelig taget for at undgå nedskydning ved start og landing, hvor flyet er meget sårbart på grund af den lave hastighed og højde. Det var en pudsig oplevelse at man pludselig har en reel trussel for nedskydning i tankerne, hvilket yderligere blev understreget af at piloten nærmest tog turen lodret op og ned for hurtigst muligt at komme op og ned i højden. Da vi ankom til Kandahar Airfield, var klokken 20.00, og alting var totalt mørkt. Vi stod på landingsbanen i mørket, hvor vi blev modtaget af nogle soldater fra det Nationale Støtte Element (NSE) på Kandahar Airfield. De gav os en kort velkomst med den tilhørende korte sikkerhedsbriefing om bunkere, raketalarmer m.v., inden vi blev sendt ind i det nærmeste spisetelt eller Dining Facility (DFAC) for at få lidt tiltrængt aftensmad. 
Tirsdag den 29. august 2006
Klokken er 23.35. Så er jeg endelig kommet af sted. Siden jeg sagde farvel til min ekskone, Didde, og min søn, Hjalte, i søndags, har jeg blot ventet på at komme af sted.
Jeg har kunnet mærke på min kæreste, Lone, at hun ikke har været glad ved tanken om at jeg skulle rejse til Afghanistan. I går aftes have vi en lang snak hvor der var både smil og salte tårer fra os begge. Hvad skulle der ske? Ville jeg komme hel hjem? Var der en stor trussel? Alle de naturlige spørgsmål der presser sig på når man ved at det er mere end blot en ferie eller en tur til det „fredelige“ Kosovo.
Jeg havde været professionelt nysgerrig og spændt, men ikke nervøs. Jeg ved at jeg er forberedt, men derfor kan man godt være ængstelig. Det eneste jeg virkelig har frygtet, er at blive taget til fange af Taleban (TB) eller nogle af vores andre modstandere hernede. Jeg vil for alt i verden ikke ende mit liv på alverdens tv-skærme iført en orange fangedragt mens jeg beder for mit liv, samtidig med at jeg undsiger alt hvad jeg har kært og tror på.
Jeg ringede til Det Danske Internationale Logistik Center (DANILOG) i formiddags for at sikre mig at jeg havde de rigtige afgangstider. Det viste sig at være heldigt, da jeg derved slap for at vente fire timer ekstra i lufthavnen.
Vi havde fået oplyst at vi skulle møde i lufthavnen kl. 17.00 og derefter flyve kl. 19.00. Det skulle vi ikke. Vi skulle være der klokken 19.20 og først flyve klokken 22.20.
Jeg skulle mødes og rejse sammen med de to andre danskere, der ligesom jeg skulle gøre tjeneste i hovedkvarteret i Regional Command South (RC(S)). Det var oberstløjtnant Aksel Bech, der skulle være chef for J9 (sektionen for civilt og militært samarbejde), samt hans kører, overkonstabel af første grad, Ole Wilhelmsen. Vi havde aftalt at vi skulle nyde den sidste øl sammen inden vi drog af sted på eventyret, der ville byde os på seks måneder uden øl.
Men eftersom flyet var lidt forsinket, blev det til at par stykker.
Efter planen skulle vi være fremme klokken 07.30, hvilket svarer til klokken 10.00 afghansk tid.
På turen forsøgte jeg flere gange at sove, men sov kun ganske lidt. Jeg prøvede forgæves at bilde mig selv ind at det var fordi sæderne var dårlige. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så var det nok mere fordi virkeligheden var ved at gå op for mig.
I stedet læste jeg, skrev dagbog og talte med min gode ven Peter, der skulle derned for at rekognoscere før hans enhed skulle ned og overtage opgaverne for den lette opklaringseskadron til februar.
Men endelig faldt jeg i søvn.
Jeg vågnede op ved at personalet i flyet var ved at dele mad ud. Samtidig kunne jeg se hvordan solen stod op i horisonten.
Eftertanke
Jeg er spændt på om min uddannelse er tilstrækkelig. Jeg kommer jo direkte fra skolemiljøet og min videreuddannelse på Hærens Officersskole. Efter hvad jeg har hørt og lært om stabsarbejde, så vil jeg være klædt godt på i forhold til mine udenlandske kolleger, men jeg ved jo stadig ikke hvad jeg helt nøjagtigt skal lave.
Forsvaret burde have kunnet give mig en jobbeskrivelse, men hvis skal jeg være ærlig, tror jeg de har været helt ligeglade siden de i sin tid fik min forgænger sendt af sted.
Men som alle gode førere ved, så skaber manglende information usikkerhed blandt soldaterne.
Derfor har mit eget motto altid været at informere mine soldater. Både når det er gode, og når det er dårlige beskeder. Kun på den måde kan man standse rygtedannelse og usikkerhed.
Soldater er sjovt indrettet, men uanset hvad så tilpasser de sig den givne situation og virkelighed.
Onsdag den 30. august 2006
Jeg ankom til Kabul International Airport som planlagt klokken 10.00 (lokal tid) om formiddagen. Vi skulle gøre et kort ophold inden vi skulle videre til mit bestemmelsessted for de næste seks måneder, Kandahar International Airfield (KAF).
Selve opholdet i Kabul International Airport gik ganske problemfrit, men det hele virkede meget uorganiseret. Det virkede som om det danske personel ved det Danske Nationale Støtte Element (NSE) var uforberedt og ikke rigtig havde styr på detaljerne. Der var ikke våben nok, og informationsniveauet var dårligt eller mangelfuldt. Derudover virkede den ansvarlige transportofficer stresset og urutineret. Det sidste kan dog ikke være tilfældet, da han havde været der siden februar.
Men det må heller ikke være nemt at skulle holde styr på alle lige fra yngste konstabel til generaler, der alle har deres egen mening om hvordan tingene burde gøres. Og det tilmed i et så uorganiseret land som Afghanistan, hvor flyafgange bliver ændret eller aflyst hele tiden.
Klimaet i Kabul var varmt, men ikke ulideligt som jeg havde forventet. Der var omkring 32 grader, men luftfugtigheden var meget anderledes end hjemme, så det var ganske behageligt. Dog var der støv overalt. Men slet ikke noget i forhold til det jeg skulle opleve senere samme dag.
Kort tid efter lå jeg i mørket og tænkte over turen inden jeg faldt i en dyb søvn.
