Dem inde ved siden af
NÅR DU DREJER FRA HOVEDGADEN i Belford ned ad Miller's Lane - smøgen, der løber bag O'Briens Kvalitetskød, Kennedy's Skomagerværksted og Nøglebar - er der umiddelbart ikke meget at se. Til højre er der højt oppe på Kennedys blå, graffiti-bemalede mur et par små, snavsede vinduer. På modsatte side ses slagterens stålbagdør og lidt længere fremme en række skraldespande med det sædvanlige rod af affaldsposer og krøllede papæsker lænet op ad dem, og af og til en gammel, mager kat, der smutter væk ved lyden af dine skridt på de slidte brosten. 24. maj 
Omkring femogtyve skridt længere væk fra skraldespandene, svinger smøgen til højre om bag Kennedys skomagerværksted. Nu er der ikke længere brosten, men kun en flosset stribe asfalt, hvor nikkende mælkebøtter breder sig om sommeren. På den ene side står der en stor mur, som er høj nok til at skjule hvad der end ligger bag den (i dette tilfælde Miller's Lanes fuldstændigt tilskoddede mølle) og på den anden side et højt, grønt jernrækværk.
Bag rækværket ligger en lille park. Der står en række uanselige træer, nogle klynger af buske i forskellige farver, hist og her et par rødmalede træbænke og spredte bede med årstidens blomster. I det fjerneste hjørne ligger der en lille, afrakket legeplads med to gynger, en rutsjebane, en vippe og en sandkasse med groft sand og bag den en stor, ikke særlig velholdt græsplæne.
Og så, for enden af smøgen, mellem tre hoftehøje metalpullerter, åbner Miller's Lane sig og bliver til Miller's Avenue. Over for de tre pullerter ligger tre høje, smalle rødstenshuse.
Giv dig nu tid til at betragte disse tre sammenbyggede huse med deres små forhaver og sorte hegn og låger af smedejern. Måske opdager du messingtallene, der er skruet fast på de tre forskelligfarvede hoveddøre: syv på den første (mørkeblå), otte på den næste (vinrød) og ni på den tredje (gul).
Og når du nu er kommet så langt, er der intet, der forhindrer dig i at åbne lågen til nummer syv og gå op ad den korte havegang - tre-fire skridt, mere er det ikke - og trykke på den lille messingdørklokke, der sidder ved siden af den mørkeblå dør.
NUMMER SYV
"DU BEHØVER IKKE TAGE MED." Yvonne O'Mahony tog buketten med de mælkegule fresiaer op af den hvide skål i køkkenvasken og viklede lidt køkkenrulle om de dryppende stængler. Deres pikante duft bølgede op mod hende. "Jeg mener, hvis du er træt. Det har været en lang dag for dig, og jeg har ikke noget imod at tage derhen alene."
Hendes datter rejste sig, børstede krummerne af folderne i sin grønne bluse og strøg det mørkeblonde hår væk fra panden. "Selvfølgelig tager jeg med. Gør jeg ikke altid det?" Varmen gjorde ofte Clara lidt tvær. "Her, giv mig dem der."
Hun rakte hånden ud efter Brians blomster, og efter et lille øjeblik gav Yvonne hende dem. Så gik Clara med hurtige skridt ud ad døren og ned ad grusstien. Yvonne lukkede hoveddøren efter sig og kiggede sig omkring i haven. Magoo var ikke at se nogen steder - den var nok ude på en af sine vandreture, på udkig efter et sted, hvor nogen med sikkerhed ville give den en godbid.
Inde i nabohaven sad en lille, grå kat på en sort skraldespand, der stod i et hjørne af terrassen. Katten løftede hovedet og gloede på hende.
"Hej, Picasso. Du har vel ikke set Magoo?" Katten lagde atter hovedet på poterne og lukkede øjnene, og Yvonne fulgte efter Clara ned ad stien.
"Mand, hvor er det varmt." Clara stod ved bilen og viftede lidt med sin nederdel. "Og så på den her tid af dagen."
"Ja, mon ikke." Yvonne åbnede døren for Clara og gik om til førersiden. Der var som en smelteovn inde i bilen. Hun rullede alle vinduerne ned, satte tændingsnøglen i den røde Micra og bakkede om hjørnet ud på gaden.
Hun rettede bilen op, og de bumpede blidt af sted ned til landevejen. Hun kastede et blik på Clara, der sad med stram mund, skuldrene oppe om ørerne og blomsterne dinglende på knæene, og overgav sig så til tankerne om Brian, som hun havde gjort det hele dagen.
Hans ansigtsudtryk, da hun dengang for mange år siden havde fortalt ham, at hun var gravid. De var begge kun atten år. Brian havde i næsten et år været ansat i kommunen, hvor han stod bag skranken på motorkontoret. Yvonne skulle til at begynde på Galway universitetet, hvor hun endelig havde fået plads efter to forsøg på at blive optaget.
"Jeg er gravid." Hun borede neglene ind i håndfladerne og bed tænderne sammen i forventning om det, der nu måtte komme. De sad på en hård bænk uden for biblioteket.
Han vendte sig om mod hende. Hans rædselsslagne ansigtsudtryk gav hende lyst til at smadre en knytnæve i fjæset på ham - helt urimeligt, for havde hun ikke selv været lige så rædselsslagen, da hun opdagede det?
"Hvad?" Han havde set dybt chokeret ud med forvrænget mund, som om hun havde gjort noget virkelig ækelt lige for næsen af ham.
Hun var ikke i stand til at svare. Hun sad bare med hænderne knyttet i skødet. Hun så væk fra hans ansigt og kiggede i stedet på hans sko. Et lille stykke af det venstre snørebånd var plettet af noget grønt.
"Er du sikker?"
Hun nikkede, stadig med blikket fæstnet på hans sko. De var af brunt, nopret ruskind og havde runde snuder. Der var en ridse på den venstre snude. Yvonne spekulerede på, om den ville revne helt, hvis hun pressede på den indefra. Hun bed sig hårdt i kinden.
"Var det den aften, du fik resultatet?"
Hun nikkede. Den eneste gang, de havde glemt at bruge kondom. Døren til biblioteket gik op bag dem, og da hun vendte sig om, så hun en ældre mand komme ud.
"Fandens også."
Brian sparkede til bænkens ene ben og rystelsen forplantede sig op gennem hende.
Hun havde været så glad, da hun opnåede point nok til at komme ind på det kunststudium, som hun så længe havde ønsket. Det havde været det ekstra år i skolen værd. De var gået på pub med deres venner klokken halv fire, og klokken ni var de vaklet hjem til hans værelse i det hus, han delte med to andre fra kommunen.
Det var kun den femte gang, de var i seng med hinanden. Hun kunne ikke huske ret meget.
Brian tog en af hendes knyttede hænder. "Nej, det er okay, det er det virkelig." Hans hånd var kold og gav ingen trøst. "Det er okay, helt ærligt, det var bare lidt af et chok."
Hun nikkede, stadig ude af stand til at se på ham.
"Yvonne... skat, det er helt i orden." Han gav hendes stadig knyttede hånd et klem. "Det er okay, vi skal nok klare det." Han lagde den anden hånd under hendes hage og løftede blidt hendes hoved. "Jeg elsker dig. Vi skal nok klare det."
Hun nikkede igen, mens hun så på hans mund, hvor ordene kom ud. Nu smilede han, men det var et temmelig anstrengt smil, og det var værre, langt værre end før.
"Jah." Hun smilede ikke. "Vi skal nok klare det."
