Den afrikanske farm
I. I. Farmen ved Ngong Den vigtigste bestanddel i landskabet, og i livet herude, var luft en selv. Når man ser tilbage over et årelangt ophold i de afrikanske højlande, bliver man forbavset ved at føle det, som om man havde levet i lang tid oppe i luften. Himlen var aldrig stærkt blå, men oftest ganske bleg, og så lys, at det var svært at få øjnene op imod den, med en rigdom af vældige, vægtløse, omskiftende skyer, der tårnede sig op i horisonten og sejlede hen over den. Men den havde en skjult blå kraftkilde i sig, på ganske kort afstand farvede den højdedraget dybt, frisk himmelblåt. I middagsheden blev luften over sletten levende som en flamme der brændte, den blinkede, bølgede og randt som vand, genspejlede og fordoblede alle genstande og skabte store luftsyn. Her i denne høje luft trak man vejret let og indåndede et vildt håb, som vinger. I højlandet vågnede man om morgenen og tænkte: Nu er jeg der, hvor jeg skal være. 
Kamante og Lullu
Jeg havde en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong. Selve ækvators linje trak sig over højlandet femogtyve mil længere nordpå. Men min farm lå to tusinde meter over havet. Midt på dagen kunne man nok føle det, som om man var kommet højt op og tæt til solen, men eftermiddagene og aftnerne var klare og svale, og nætterne var kolde.
Den geografiske beliggenhed, og højden over havet forenede sig her om at frembringe et landskab, der ikke havde sin lige på hele jorden. Det var sparsomt, strakt i linjerne, der var ingen overflod noget steds og ingen pragt i farver eller vegetation, som i de lavtliggende tropelande. Farverne her var tørre og brændte som farverne i pott emagerarbejde. Træernes løv var tyndt og let, opbygget på en anden måde end løvet på træerne i Europa, det voksede ikke i kupler, men i brede, vandrette lag og i parabler. Denne særegne struktur gav de enligtstående træer en palmeagtig, bevinget silhuet, eller en romantisk og heroisk holdning, som en fuldrigger med sejlene givet op. Men de lange skovbryn fik derved et mærkeligt udseende, som om hele skoven dirrede. På græssletterne groede de gamle, krogede tjørnetræer spredt et og et, og græsset her var krydret som timian og porse, nogle steder var duft en så stærk, at den sved i næseborene. De blomster, som man fandt på sletten, eller på slyngplanterne i de jomfruelige skove, var bittesmå som klitflora, dog sprang der lige i begyndelsen af den lange regntid en mængde forskellige slags store, vægtige, tungtduft ende liljer ud på sletten. Der var vældige, uendelige udsigter til alle sider. Alt i denne natur stræbte imod storhed, frihed og høj adel.
Ngongbjerget strækker sig i et langt højdedrag fra nord til syd og er kronet med fire ædle bjergtoppe, som ubevægelige mørkere blå bølger mod himlen. Det er, hvor det er højest, syvogtyve hundrede meter over havet, og på østsiden syv hundrede meter over det omliggende land. Men imod vest falder det meget dybere og brattere, bjergskråningerne styrter sig næsten lodret ned imod det vældige dalstrøg: The Great Rift Valley.
Vinden i højlandene blæser til stadighed fra nord-nordøst. Det er den samme vind, som de nede ved kysterne af Afrika og Arabien kalder monsunen, østenvinden, som var kong Salomons livhest. Heroppe føles den som den lette modstand af æteren, idet jorden kaster sig fremover i rummet. Vinden kom vandrende lige ind imod Ngong, og bjergskrænterne her måtte være et ideelt sted at sætte en svæveflyver op, - luft strømmene ville løfte den nede fra foden af bjerget op over bjergkammen. Skyerne, som rejste med vinden, stødte mod bjerget og blev hængende der, eller blev spiddet på toppen og opløstes i regnbyger, men de skyer, der tog en højere kurs og sejlede fri af revet, fordampede straks vest for det, over Rift Valleys brændende ørkenegne.
Jeg har mange gange fra mit hus fulgt skyernes flugt over bjerget og undret mig ved at se de stolte masser, så snart de var nået over bjergåsen, opløse sig i luften, og forsvinde.
Set fra farmen forandrede bjerget udseende mange gange i dagens løb. Til tider tog det sig ud, som det var helt nær, og til andre tider var det uendeligt fjernt. Om aftenen, når det blev mørkt, var det, når man sad og så ud mod bjerget, først som om en tynd, fin sølvlinje blev trukket hele vejen langs det dunkle bjergs omrids på den mørknende himmel, og siden, når natten faldt på, som om de fire bjergtoppe blev jævnet og glattet ud, som om bjerget rakte og strakte sig og lagde sig til ro.
Fra Ngong Hills er der en enestående udsigt. Man ser mod sydøst de brede sletter, de store jagtdistrikter, der strækker sig hele vejen til Kilimanjaro, mod nordøst de lavere højders parklignende landskab og skovene bag dem, og længere borte kikuyu-reservatets bølgende landskab, som når hundrede halvtreds kilometer bort til det sneklædte bjerg Mount Kenya. Hele kikuyulandet er en mosaik, lagt af små fi rkantede og trekantede majsmarker, bananplantninger og græsland, her og der står midt i det den blå røg op fra en negerlandsby, der ligner en klynge små, spidse grå paddehatte. Men mod vest, dybt nede, ligger et månelandskab, det afrikanske lavland. Den brungrå ørken er spættet med bittesmå tjørnetræer, flodsengenes snoede løb er trukket op med brede, uregelmæssige, grønne linjer, det er de stormægtige, vidtgrenede mimosatræer med torne som sekstommersøm. Her gror der kaktus, her holder girafferne og næsehornene til.
Ngong Hills er når man kommer ind i dem, vældige, afvekslende, hemmelighedsfulde, med lange dalstrækninger, tykninger og krat, grønne skråninger og stenede kløft er. Højt til vejrs under en af toppene er der endogså en bambusskov. Der er kilder og vandløb i højderne; jeg har haft mit telt slået op ved siden af dem.
I min tid var der bøfler, eland-antiloper og næsehorn i Ngong-højderne, de meget gamle indfødte huskede den tid da der havde været elefanter, og jeg syntes, at det var sørgeligt, at hele bjerget ikke blev inddraget i vildtreservatet. Kun på en lille del af det var vildtet fredet, stendyssen på den sydlige top mærkede vildtreservatets grænse. Når Kenyakolonien trives, og hovedstaden Nairobi vokser op til en storstad, kunne de her have haft en dyrehave, som var enestående i verden. Men i de senere år, mens jeg var i Afrika, kørte de unge butiksfolk og kontorister fra Nairobi om søndagen på motorcykel ud i højene og skød på alt, hvad de så, og jeg tror, at det store vildt udvandrede fra bjerget og trak sig sydpå ind i den tættere skov og klippeegnene.
Det var ujævnt, ufarbart land på bjerget, men når man var nået helt op på bjergryggen, så var der let at gå. Græsset var kort som på en klippet plæne, den grå sten brød hist og her gennem grønsværen. Langs den smalle kam højest oppe, op og ned ad de fire toppe, som en milelang stilfærdig rutschebane, løb en dyresti. En morgen, mens jeg lå i lejr i højderne, klatrede jeg herop og fulgte stien, og da fandt jeg friske spor og gødning af en eland-hjord på den. De store yndefulde, fredsommelige dyr må have været oppe på toppen af bjerget ved solopgang og må have vandret ad stien i en lang række, den ene lige efter den anden, og af hvilken anden grund kan de være gået herop end for at se dybt ned til begge sider, på landet under dem?
Vi dyrkede kaffe på min farm. Egnen var i virkeligheden lidt for høj for kaffe, og det var svært at få driften til at gå rundt. Vi var aldrig nogensinde rige på farmen. Men en kaffeplantage er et foretagende, som får tag i de folk, der giver sig af med den, og ikke slipper dem fra sig igen. Der ligger altid store arbejder lige for hånden i plantagen, ja man er som oftest lidt for sent på det med dem.
Midt i det vilde landskab ser et stykke regelmæssigt anlagt og plantet land godt ud. Senere hen, da jeg fløj i Afrika og lærte min farms udseende at kende fra luften, blev jeg bestandig slået med beundring ved synet af selve min plantage, der lå så regelmæssig og frisk grøn midt i vildnis, slette og urskov, og det gik op for mig, hvor menneskehjertet elsker og længes efter geometriske figurer. Hele egnen omkring Nairobi, især nord for byen, var lagt ud på samme måde, og her boede der folk, hvis tanker drejede sig om kaffe, om at plante, beskære og plukke kaffe, og som lå vågne om natt en og udtænkte forbedringer for deres kaffefabrikker.
Kaffedyrkning er et langvarigt arbejde. Det går ikke så let, som man tænker sig i det øjeblik, da man i den strømmende regn bærer sine plantekasser med blanke, unge planter ud fra planteskolen og har hele farmens arbejdsstyrke i marken. De håb slår ikke til, som man gør sig, idet man ser på at planterne bliver sat i regelmæssige, dybe huller i den våde jord, hvor de skal gro, og bliver tæt overskyggede med afbrækkede grene fra underskoven - siden ubemærkethed jo er unge væseners forret. Det tager tre eller fire år, inden træerne kommer i bæring, og i mellemtiden kommer der tørke over landet, eller plantesygdomme, og det frække indfødte ukrudt gror op imellem træerne, Macdonaldia og Black-Jack, som har lange, skarpe frøhylstre, der sætter sig i strømperne og brænder som ild. Nogle af træerne er blevet skødesløst plantet og har fået deres pælerod bøjet, de træer går ud, netop som de skal til at blomstre.
Man planter noget over seks hundrede træer på hver acre land, og jeg havde seks hundrede acres med kaffe på farmen. Mine okser trak tålmodigt kultivatorerne mange tusinde mil op og ned ind imellem trærækkerne, medens vi ventede på de store afgrøder.
Der var mange gange dejligt i kaff eplantagen. Når planterne blomstrede i begyndelsen af den lange regntid var den et blændende syn, som en sky af kridt, i tågen og den fine regn over mine seks hundrede acres. Kaffeblomster har en fin, bitter duft som slåenblomster. Når marken rødmede af de modne kaffebær på alle træer, kaldte vi kvinderne og børnene, som på negersprog hedder totos, ud for at plukke bærrene af træerne sammen med mændene. Vogne og kærrer kørte kaffebærrene til behandling i møllen nede ved floden. Vort maskineri var aldrig helt hvad det skulle have været, men vi havde planlagt og bygget fabrikken selv, og havde høje tanker om den. Engang brændte hele fabrikken ned og måtte bygges op igen. Den store tørremaskine gik rundt og rundt, rystede og rumlede kaffen i sin svære jernbug med en lyd, som når bølger ruller med grus og ral på strandbredden. Det hændte, at kaff en blev tør nok til at tages ud, og at tørremaskinen måtte tømmes, midt om natten. Det var da et malerisk øjeblik, med lygter i fabrikkens store, mørke rum, hvor spindelvæv og kaffeavner hang i festoner på loftet og væggene, og med mange glødende, ivrige ansigter i lygteskæret rundt om tørremaskinen. Man følte, at fabrikken hang midt i den store tropenat som en juvel i negerpigens øre.
Sideneft er blev kaff en afskallet og sorteret, og pakket i sække der gik tolv sække på et ton - som blev syet til med en sadelmagernål.
Så til allersidst, tidligt om morgenen, medens det endnu var mørkt og jeg lå i sengen, hørte jeg vore svære vogne, der havde seksten okser foran hver vogn, og som nu var hushøjt lastet op med kaffesække, fem tons på vognen, sætte af ind til Nairobi jernbanestation. De kom op ad den lange bakke fra fabrikken med raslen, knagen og piskeknald og med råb fra kuskene, der løb ved siden af vognene. Jeg var glad ved at tænke på, at dette var den eneste bakke opefter, de havde for sig på vejen ind, for farmen lå fire hundrede meter over Nairobi by. Om aftenen gik jeg ud for at møde toget, når det kom tilbage. De trætte okser gik ganske langsomt med hængende hoveder foran de tomme vogne, de trætte små totos, der ledte dem, var helt tavse, og de udmattede kuske slæbte deres lange piske i vejstøvet. Nu havde vi gjort, hvad vi kunne gøre. Kaffen fra farmen ville være på søen om et par dage, og så måtte vi håbe på gode priser på de store markeder i London.
