Den rette beslutning

"You maaaake me feeeeel," sang Lottie Carlyle inderligt og af sine lungers fulde kraft, "like a natural womaaaaan."
Åh ja, det dejlige ved at synge, når ens ører var under vand, var, at det lød meget bedre end i virkeligheden. Selvfølgelig ikke helt overjordisk som Joss Stone eller Barbra Streisand – nogle kunne bare det dér – men heller ikke så utroligt dårligt, at små børn ville begynde at græde og gemme sig under bordene, hver gang hun åbnede munden for at synge.
Hvilket var sket inde på land.
Og hvilket var grunden til, at hun nød det så meget lige nu, i Hestacombe Lake. Det var en brændende varm dag i august, og hun havde eftermiddagen fri og lå og flød på ryggen i vandet og kiggede op i den skyfri, koboltblå himmel. Eller næsten skyfri. Når klokken var fire om eftermiddagen, og man var mor til to små børn, var der altid den der lille, irriterende sky, der svævede i horisonten:
Hvad skulle hun lave til aftensmad?
Helst noget, der ikke tog en evighed at tilberede, men samtidig var et ordentligt måltid mad. Noget der var vitaminer i. Og noget, som både Nat og Ruby ville nedlade sig til at spise.
Ha.
Måske pasta?
Men Nat, som var syv år, ville kun gå med til at spise pasta med oliven og mintsauce, og Lottie vidste, at der ikke var nogen oliven tilbage i køleskabet.
Okay, så måske bacon og svamperisotto. Men så ville Ruby pille svampene ud og anklage dem for at være lige så slimede som snegle og nægte at spise bacon, fordi bacon var – badr – gris.
Stegte grønsager? Nu var hun i fuld gang med at bevæge sig ud på fantasiens overdrev. I en alder af ni år havde Ruby aldrig bevidst spist en grønsag. De fleste børns første ord var Ma eller Ba. Rubys første ord havde været advr, da hun var blevet konfronteret med en broccolibuket.
Lottie sukkede og lukkede øjnene. Det kølige vand i søen skvulpede rundt om hendes tindinger, og hun knipsede dovent et insekt væk, der havde sat sig på hendes håndled. Det var træls at skulle lave mad til så utaknemmeligt et klientel. Hvis hun blev her i søen længe nok, ville nogen måske til sidst tilkalde de sociale myndigheder, og en eller anden harpe fra børneværnet ville dukke op. Ruby og Nat ville blive fjernet og anbragt på et dunkelt børnehjem a la Dickens, hvor de blev tvunget til at spise lever med vener i og kold roesuppe. Og efter sådan et par uger så kunne det måske være, at de ville begynde at se, hvor utaknemmeligt det var, evig og altid at skulle tænke på, hvad hun skulle lave af aftensmad til sine sippede børn.
Freddie Masterson stod ved vinduet i stuen på Hestacombe House og mærkede, hvordan udsigten, som altid, fik hans humør til at stige. Så vidt han vidste, var det den mest fantastiske udsigt i hele Cotswolds. På den anden side af dalen løftede bakkerne sig, spættet med træer, huse, får og køer. Under ham lå søen og glimtede i eftermiddagssolen, omkranset af siv og rør. Og endnu tættere på lå hans egen have i fuldt flor. Den nyslåede, smaragdgrønne græsplæne skrånede ned mod søen, fuchsiabuskene nikkede, og humlebier summede grådigt fra blomst til blomst.
Et par spætter, der sad i græsset og hakkede energisk efter orme, så sig tilbage og fløj forarget væk, da et menneske kom gående ad den smalle vej ned imod dem.
Så var det måske afgjort. Freddie stod og betragtede Tyler Klein. Han var nået ned til sommerhuset og standsede nu for at beundre udsigten, og Freddie vidste, at amerikaneren var lige så imponeret. Deres møde var gået godt.Tyler havde uden tvivl et lyst hoved, og de var kommet godt ud af det med hinanden lige fra begyndelsen. Han havde pengene til at købe virksomheden. Og indtil videre lod det til, at han kunne lide det, han så.
Og hvordan kunne han heller andet?