Dinosaurens fjer
KAPITEL 1 Solnhofen, Sydtyskland, den 5. april 1877 Anna Bella drømte, at hun selv havde fundet Archaeopteryx, urfuglen fra Bayern. Det var ekspeditionens sjette uge, og en tynd hinde af jord lå for længst over alles ansigter, og stemningen var i knæ. Ekspeditionens leder, Friedemann von Molsen, var den eneste, der fortsat var i godt humør. Om morgenen, når Anna søvndrukken kom ud af teltet og klapperfrøs, sad Friedemann allerede ved bålet og drak kaffe, og man kunne se på grøden i gryden, at han for længst havde kogt og spist sin morgenmad. Anna var træt af grød, træt af støv, og træt af at ligge på knæ på jorden, som kun åbenbarede alt for unge knogler, som, bevares, var interessante nok, men ikke var grunden til, at hun havde læst biologi, og slet ikke grunden til at hun havde brugt fem ugers semesterfri på at leve under kummerlige forhold. Året var 1877, og på dette tidspunkt i drømmen fik Anna følelsen af, at noget ikke stemte. Hun havde sin dunforede militærjakke på og tykke pelsstøvler med gummisål, og Friedemann von Molsen så ikke ud til at undre sig, selvom han selv sad i tredelt habit i riflet fløjl med vest og lommeur, ulden kasket, der hvilede på ørerne, og Drømmen fortsatte. Solen stod højt over Solnhofen. Efter en kort rådslagning om dagens arbejde og en kop kaffe så sort som døden kastede alle mand sig over arbejdet. Anna arbejdede på en blød skråning bag resten af holdet og behøvede blot at løfte hovedet for at følge med i, hvor de andre var, og hvad de lavede. Den litografiske kalkskifer bredte sig ud under Anna som en enorm tavle. Hun skrabede, vippede et par lag bort, penslede sand og jord væk, lirkede, tog jakken af og smøgede ærmerne op. Et isoleret vindpust kom fra syd, og Anna måtte lukke øjnene for ikke at få dem fulde af støv. Da hun fik synet igen og kiggede ned, så hun fossilet. Vindpustet havde fjernet alt overflødigt materiale, og selvom endnu to lag skulle præpareres væk, før dyret lå blottet, var der ikke noget at tage fejl af. Under hende, badet i lyset fra en gul sol, lå Archaeopteryx lithographica, et af verdens mest kostbare fossiler, som hun kendte til bevidstløshed fra litteraturen. Lidt mindre end en nulevende høne, med den ene vinge spredt smukt ud. På den 
en pibe i munden.
Den eftermiddag gik det med raske fjed. De befandt sig i Solnhofen, nord for München, og foruden Anna og Friedemann von Molsen bestod ekspeditionen af to lokale bærere, yderligere to specialestuderende samt von Molsens cognacfarvede retrievertæve, der også hed Anna Bella, en detalje ved drømmen, der var virkelig irriterende. Mens de traskede over samme højdedrag som i går, fortalte von Molsen anekdoter. Ja, anekdoter var det vel egentlig ikke, men Anna havde lagt så mange ører til nu, at hun ikke længere kunne glæde sig over at være dumpet ned et sted i historien, som enhver naturvidenskabsmand ville give sin højre arm for at opleve. Når Friedemann von Molsen lagde an til at sige noget, rev han snadden ud af munden og pegede mod England. Det var Darwin, der forstyrrede hans orden.
Evolutionstanken var på det tidspunkt begyndt at få fodfæste, men der var fortsat stor uenighed om, hvilken mekanisme der drev den, og lige så optaget von Molsen var af tanken om evolution, lige så kategorisk afviste han Darwins idé om at det, der drev evolutionen, skulle være naturlig selektion. Når bølgerne gik højt, kaldte von Molsen Darwin for en hundestejle, selvom Anna ikke rigtig kunne forstå, hvordan hundestejle kunne være det værste skældsord, von Molsen kunne komme i tanke om.
I begyndelsen af ekspeditionen var Anna kommet med indvendinger, og her var von Molsens sympati for den unge kvinde blevet grundlagt. Von Molsen var en mand, der opfordrede til nysgerrighed over for naturvidenskabelige fænomener, og det var i orden, betonede han, at man legede djævlens advokat for at fremme en udbytterig diskussion, bare man ikke var enig i det, hundestejlen mente ville blive sund fornuft i løbet af få årtier. At alle levende organismer, mus som mænd, fugle som løbebiller, skulle have udviklet sig fra samme udgangspunkt, og at forskellene i individernes morfologi, fysiologi og adfærd hovedsageligt afhang af tilpasning og konkurrence. Hvad var konsekvensen, ville von Molsen vide og pegede pludselig på Anna med piben, men inden hun nåede at svare, svarede han selv.
Konsekvensen, sagde han muntert, var, at arvemassen ikke var konstant. At den kunne forandres, og at ingen på forhånd kunne sige, hvad der ville forandre den, som om det hele, naturen og eksistensen, var fuldkommen tilfældigt og uovervejet, jamen, det var jo forrykt!
Darwin havde netop under en allerede berygtet forelæsning på Oxford University påstået, at de store huller i fuglenes fossile vidnesbyrd udelukkende skyldtes, at man endnu ikke havde fundet fossilerne. Så snart de blev fundet, og det var kun et spørgsmål om tid, ville den evolutionære kabale og alle dens sammenhænge gå op, og det ville blive tydeligt, også for andre end Darwin og hans tætte kreds, at evolutionens altoverskyggende drivkraft var den naturlige udvælgelse. Manden måtte være gal, havde von Molsen understreget og havde set årvågent på Anna.
Det var på ekspeditionens femte dag, hvor Anna havde lagt ud med at gøre indtryk ved at være kvik til skak, som de havde spillet på et lille bræt med brikker af horn, som von Molsen havde fremtryllet fra venstre jakkelomme, modsat snadden, og klappet op på højre lår. Her havde Anna dummet sig, for hun havde i sit forsøg på at understrege Darwins synspunkter nævnt et fossil, der først ville blive fundet 74 år senere, og havde for at dække over fadæsen, gravet sig selv endnu dybere ned ved at nævne den fjerede dinosaur fra Kina, som to kinesiske palæontologer ville finde og beskrive 123 år senere. Her var von Molsen blevet så fortørnet, at han kom til at slå sin egen dronning af brættet, og Anna havde haft lyst til at dunke hovedet ind i en af teltpælene.
Det her var videnskab, ikke pjat og pjank, havde von Molsen sagt og samlet sin dronning op, og Anna havde givet op. Det var jo alligevel bare en drøm.
Siden da var Annas humør gået støt ned ad bakke, og den morgen, hvor von Molsen var i perlende humør og igen gav sig til at fægte mod England med sin pibe, besluttede Anna sig for, at dette skulle blive ekspeditionens sidste dag for hendes vedkommende. Hun ville tilbage til München og spise et ordentligt måltid mad, og herfra ville hun tage toget først til Berlin og derfra videre til København. Hun kneb øjnene sammen og prøvede at vågne, men vinden føg uanfægtet hen over den bayerske slette, von Molsenhavde nu vendt sig 90 grader mod nord og genparkeret piben i munden, og langt væk så Anna en kanin vejre på to ben, før den forsvandt i krattet. Anna sukkede.
Om dagen, når Anna var vågen, var året 2007, og hun var indskrevet som specialestuderende ved Københavns Naturvidenskabelige Fakultet, helt præcis på Afdelingen for Cellebiologi og sammenlignende Zoologi på Biologisk Institut, og havde her brugt det forgangne år på at skrive speciale om et videnskabeligt skænderi, der havde stået på i mere end 150 år. Var fugle nulevende dinosaurer eller nedstammede de fra et endnu tidligere primitivt reptil? Hun havde netop afleveret rapporten, og om fjorten dage skulle specialet forsvares.
Historisk set var videnskabelige kontroverser almindelige. Man havde diskuteret, om jorden var flad eller rund, man havde diskuteret menneskets slægtskab med aberne og mælkevejens status i forhold til resten af universet, og lige så heftigt som man havde diskuteret, lige så brat var man holdt, når der var indsamlet nok evidens. Jorden er rund. Mennesket er en primat, og mælkevejen består vitterligt hovedsageligt af røde kæmpestjerner. Men med kontroversen om fuglenes oprindelse var det tilsyneladende anderledes. Den blev ufortrødent ved, selvom der videnskabeligt set intet var at diskutere.
Von Molsen gik i gang med at stoppe piben på ny, og en sød, filtret duft nåede Annas næsebor, og der blev sat kaffe over, hun kunne både se og høre, hvordan Daniel, en af de andre studerende, skramlede med kasserollen, mens han sagde noget til von Molsen, og hev op i sine bukser, der havde tendens til at glide ned, fordi Daniel havde været godt i stand for fem uger siden, da udgravningen begyndte, og siden da havde levet af det, de alle levede af:
bønner, grød, kål og kaffe. Anna havde en mistanke om, at Daniel i det skjulte også var skeptisk over for von Molsens affærdigelse af den naturlige selektion. Den dag, hvor hun havde diskuteret med von Molsen og skudt sig selv så eftertrykkeligt i foden ved at inddrage to fossiler, der endnu ikke var fundet, havde hun et kort øjeblik udvekslet blikke med Daniel, der stod lidt væk under dække af at forsøge på at fæste et par teltbarduner, og hun syntes, der var noget i hans øjne. Noget der sagde hende, at han var oprigtigt i tvivl om, hvorvidt Darwins tanker om udvælgelse nu også var så langt ude, som særligt samtidens ældre, etablerede videnskabsmænd hævdede.
Anna forstod udmærket, at de nye tanker om evolution var næsten ubegribelige. Gennem århundreder havde den brede forståelse været, at Gud egenhændigt havde skabt alle dyr og planter, og at musen og katten, bøgetræet og ahornen derfor ikke var mere i indbyrdes familie med hinanden end ørknen var med himmelhvælvingen og solen med græssets dug. Alt var Herrens værk, og det ene kunne ikke sådan udvikle sig til noget andet, og dyr og planter kunne heller ikke sådan uddø, medmindre det var Herrens ønske at tage det pågældende dyr ud af produktion. For fuglenes vedkommende gjaldt det derfor, at spurven ikke var beslægtet med hverken stæren, flamingoen, skråpen eller nogen anden fugl, og at fuglene som gruppe hverken var indbyrdes beslægtet eller beslægtet med dinosaurer eller krybdyr eller noget andet dyr. De var blevet sat aerodynamiske og avancerede på jorden af Gud. Voilà.
Evolutionstanken brød totalt med doktrinen om, at jorden og alle dens organismer var blevet dannet samtidig af én guddommelig skabelse, og det var lidt af en udfordring for mange. Hvordan skulle de i samme mundfuld kunne kapere, at udviklingen skete af sig selv, uden indflydelse fra Gud, bare sådan?
måde var drømmen lidt snyd, tænkte hun, fordi hun jo omgående vidste, hvad det var, hun havde fundet. Hun kendte den lille fugl fra hundredvis af billeder, og hun havde så sent som forrige uge siddet i vertebratsalen på Zoologisk Museum og arbejdet med modpladen fra netop Berlin-eksemplaret, som en af de danske palæontologer allernådigst havde fået lov at tage under et besøg i Tyskland. Hun kendte svingfjerene, der lå som perfekte, udspredte lameller mod den mørke baggrund, hun kendte den relativt store halefjer, hun kendte bag- og forlemmernes mageløst perfekte placering og det fuldendte kraniums bagoverbøjede position, som fik dette eksemplar til at adskille sig fra det, man allerede kendte. I 1861 var det såkaldte London-eksemplar blevet fundet, og solgt til naturhistorisk museum i London for 700 pund, men nu havde Anna fundet det smukkeste og vigtigste af alle de ti fossiler, som verden ville komme til at kende til. Berlin-eksemplaret.
