Efter Fujiyama

Billedets ejendommelige blanding af liv og ro fascinerer mig. Det forblæste landskab, vinden i træerne, folkene på vej hjem fra rismarkerne med redskaberne over skulderen og de flade hatte dinglende i en snor på ryggen, langt ude i horisonten en rød sol på vej ned bag Fujiyamas sneklædte top. Det er naturen, når den er allermest storslået. Det er livet fanget i et hvirvlende øjeblik, hvor alt står stille. Det er en illusion af streger og farver på et tyndt stykke papir.
Jeg lader fingerspidserne glide hen over den glittede flade, inden jeg for tredje gang går ud foran huset. Der er stille herude, især om natten. Det eneste, man hører, er havet, nogle gange brølende som et vildt dyr, andre gange hviskende blidt som en forelsket kvinde. Lige nu det sidste. Jeg åbner alle sanser og lader det strømme ind i mig ligesom dengang, lader det fylde mig helt ud, så der ikke er plads til andet, ingen tanker, ingen følelser, ingen ønsker, kun en sagte hvisken. Det bliver godt vejr i morgen, luften er ren og klar og fyldt med forventning. Jeg overvejer et øjeblik at gå ned til vandet, men opgiver med det samme idéen. I stedet tager jeg et par dybe indåndinger og går ind igen. Her finder jeg den bog frem, jeg lige har fået med posten og kun nået at bladre igennem et par gange. En stor, uhåndterlig sag på adskillige kilo og næsten lige så dyr, som den er tung. Hokusai igen, selvfølgelig. Heldigvis behøver jeg ikke længere tænke på, om der er en, der hellere ville have haft et par nye sko i stedet for eller bare er træt af at se endnu en bog om japanske træsnit i huset. Jeg bladrer hen til den berømte serie Seksogtredive udsigter til Fujiyama og finder hurtigt det billede, de fleste kender som Bølgen, men som i virkeligheden hedder I bølgens dal ud for Kanagawas kyst. På billedet ser man Fujiyama forsvinde som en lille hvid top mellem to kæmpestore bølger. Jeg brækker bogens ryg, der er næsten ti centimeter bred, så siden bliver fri helt ind til limen, inden jeg går ud i køkkenet og henter den skarpeste kniv, jeg har.
Et kort, præcist snit, og jeg står med billedet i hånden. Det er Hokusai, når han er bedst. Den blågrønne farve er præcis den, havet har en kold efterårsdag med en storm på vej. Jeg fryder mig over papirets tyngde, farvens dybde, trykkets kvalitet. Det er næsten som at stå med den ægte vare, ja, på en måde bedre. Det er i hvert fald bedre end dengang, jeg så en stor Hokusai-udstilling i Berlin, hvor billederne hang på rad og række i store, mørke rum kun oplyst af et sært dæmpet lys, der fik dem til at ligne efterbillederne af en ubehagelig drøm. De havde været så tæt på og alligevel aldrig været længere væk. Her kan jeg i det mindste røre ved dem.
Jeg finder noget tape og sætter billedet fast på væggen. Så anbringer jeg bogen i reolen sammen med de andre. Hvor mange har jeg efterhånden? Fyrre, halvtreds, hundrede? Jeg ved det ikke, og jeg er også ligeglad. Nu har jeg en mere.
Jeg sætter mig i gyngestolen og ser hen over de mange hundrede billeder, der fylder væggene fra gulv til loft. Et af billederne er Toyonobus Efter badet. En smuk kvinde får rakt en kop te af sin tjenestepige efter at være kommet op af badet. Hendes kimono er gledet ned over skuldrene, så brysterne og maven er synlige, et slankt ben træder frem mellem kimonoens folder, selv ser hun væk, optaget af nogle flyvende insekter over sit hoved. Billedet er charmerende og enkelt, fra tiden før man begyndte at trykke med mange farver. Med kun rød, gul og grøn, lagt hver for sig på fladen, er det alligevel lykkedes Toyonobu at skabe både harmoni og spænding. Billedet minder mig om Christine.
Lidt væk hænger Jeheis billede af digteren Sho-Shikibu, der læser et digt, som er så smukt, at en nattergal udskåret i træ giver sig til at synge. Den slags kunne Christine også.
Gulvet knirker, mens jeg gynger. Jeg elsker den lyd, en beroligende, sammensat lyd. Der sker noget, og alligevel sker der ingenting, tiden går og står samtidig stille. Heldigvis nåede jeg trods utallige opfordringer fra Christine aldrig at få gjort noget ved knirkeriet, inden det var for sent. Kan man forestille sig noget hyggeligere end ilden, der brænder i pejsen, gulvet, der knirker under gængerne, japanske træsnit, der fylder væggene? Er det muligt at komme længere væk fra alt, eller tættere på?
Jeg farer sammen, da det pludselig banker på døren. Udenfor står Oscar, den eneste, der kan finde på at besøge mig på denne tid af natten.
"Jeg var lige en tur nede på stranden for at se, om der skulle blæse en herreløs idé rundt, og da jeg på vej tilbage så, at der var lys herovre, tænkte jeg, at jeg lige ville stikke hovedet indenfor og sige hej."
Det er pænt af Oscar at skjule sin bekymring bag en omstændelig forklaring, men det er unødvendigt. Han er altid velkommen, også selv om det bare er for at se, om jeg er i live.
"Har du tid til en whisky?" frister jeg og kender allerede svaret.
Mens jeg hælder op, spørger jeg: "Hvordan går det med skriveriet?"
"Joh …"
"Ikke så godt, måske?"
"Lad mig sige det sådan: Det kunne gå bedre, men det kunne også gå værre."
Typisk Oscar, på den ene side, på den anden side. Ikke mærkeligt, at han aldrig bliver færdig med den bog.
"Du er måske gået i stå?"
Han virrer lidt med hovedet.
"Det vil jeg ikke kalde det. Jeg sidder i hvert fald foran computeren hver dag."
"Men får du skrevet noget?"
"Indimellem. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er det rigtige."
"Unægtelig."
Oscar er min nærmeste nabo. Jeg kan se over til hans gamle, firlængede gård, når jeg står i udkanten af de træer, der omgiver min grund. Oscar er en fin fyr, langsom og fremkommelig og meget omhyggelig med alt, hvad han foretager sig. En god nabo, opmærksom uden at blande sig for meget.
"Nå," siger han, da han har fået glasset og sat sig ned. "Sker der ellers noget?"
"Jeg fik en ny bog med posten her til morgen."
"Japanske træsnit velsagtens?"
"Selvfølgelig."
"Hokusai igen?"
"Det er klart, men også nogle af dem, der gik forud. Moronobu og Shunsho og den slags."
Oscar løfter afværgende hånden.
"Jeg tager virkelig hatten af for din interesse i de der træsnit. Jeg ville ønske, det var mig, der kunne være så … fokuseret, så ville jeg for længst have været færdig. Bliver du aldrig træt af dem?"
"Bliver du træt af at trække vejret?"
"Det sker."
"Men ikke nok til, at du er holdt op."
"Det har du ret i."
"Skål."
"Skål."