Fire dage i marts

Hør bogbidden her  Indtalt specielt til Bogbidder.

torsdag

Hun har taget den ene ørering på og rækker ud efter den anden, da telefonen ringer. Det pulserende signal virker lige så uvedkommende som værelsets anonyme møblement. Hun bliver stående foran spejlet. Den læbestift er for rød, det var et eksperiment, hun plejer at vælge en blegere nuance. Det er sikkert Morten, hendes projektkoordinator, der som sædvanlig vil være på forkant. Der er stadig nogle minutter til, at de har aftalt at mødes nede i hotellets lobby. Han ved, hvor restauranten ligger. I det hele taget er det ham, der har styr på de logistiske detaljer, men hun var god i dag, igen i dag. Præsentationen forløb som planlagt, selv bygherrernes spørgsmål holdt sig inden for det forudsete, og hun var klar og fokuseret. Hun giver sig selv lov til at dvæle ved sit spejlbillede, nu, da hun alligevel har besluttet sig for at lade, som om hun ikke er her. Telefonens tilbagevendende summen får hende til at føle sig overvåget. Hun burde se at få stukket den anden ørering , finde kuverttasken, lægge sin frakke over armen og trække døren til sig ude i den tyste korridor. Hun møder sit eget blik. Ingrid Dreyer, 48 år. Enlig, vellykket, i nogles øjne endnu køn. I det mindste i de øjne, der betyder noget, men hun er blevet for tynd. Man ser det i den kjole, hun har valgt til i aften, man ser alderen. Det er noget med kravebenet og huden på overarmene, men ikke kun.
Kjolen er smuk, empiresnit, falmet grøn som dunene på salvieblade. Overraskende feminin, vil nogle mene, og det er også hensigten. Hun har taget den på for at overbevise repræsentanterne for Svensk Energi om, at hun også er et menneske, kvinde og endda mor. Når man er så tæt på at betro hende en byggesag til en halv milliard, er det vel også det mindste, man kan forvente.Til daglig går hun med slacks, taljerede jakker og saglige T-shirts. Ingen makeup, ingen smykker, til nød et par remsko med tangohæl for lige at markere, men når bygherren inviterer, kan hun lige så godt give efter for sin anden side. Den er der jo. Det er hendes erfaring, at en smule sårbar almenmenneskelighed kun styrker den faglige integritet, i hvert fald når man er af hunkøn, men telefonen er ikke holdt op med at ringe.
Fra sit vindue på syttende etage kan hun langt ude ane Skærgården som en hvidglødende prikken i det mørkeblå vand. En klynge høje kontorbygninger spærrer for udsigten, men glasfacaden på en af dem sender en refleks af klart martslys ind i hendes polstrede, lavloftede logi. Hun sætter sig på sengekanten og løfter røret, stadig med den ene ørering i hånden. Den hvide perle lyser i aftensolen. Det er en gave fra Frank, hendes elskede. Det er ikke ham, der ringer. Hun havde håbet det, forstår hun, da hun hører den fremmede stemme præsentere sig. Han gav hende øreringene i Rom, det er ved at være mange år siden. Hun kan huske, at hendes første tanke var, hvordan han kunne lade så stort et beløb trække på sit kort, uden at hans kone opdagede noget. Hun havde endnu ikke fundet ud af, at han er en mand med mange konti.
Bagefter ærgrer det hende, at hun ikke fik spurgt politiassistenten på Station City, hvordan han havde fundet frem til hende på et hotelværelse i Stockholm. Hun tænder sin mobiltelefon, da hun har lagt på, og aflytter de indgående beskeder. Jonas har i det mindste prøvet at ringe. Hun bliver tør i munden, mens hun lytter til hans uartikulerede femtenårige stemme, som altid kort for hovedet. Han er blevet anholdt. Han får det til at lyde, som om han bare ringer for at sige, at han ikke spiser hjemme. Som regel falder det ham slet ikke ind at dele den slags praktisk viden med sin mor. Det slår hende, at han måske har glemt, at hun skulle herop. Hun har da fortalt ham det? Selvfølgelig har hun det. Telefonen på natbordet ringer igen, denne gang er det Morten. Hvor hun bliver af? Hun siger, at hun kommer ned med det samme.
Politiassistenten var mere uformel, end hun brød sig om, og hun fornemmede en undertone af jovial bebrejdelse. Jonas havde egentlig kun haft ret til et enkelt opkald, men da hun ikke svarede, havde de givet ham lov at ringe til sin farfar. Knægten var jo stadig mindreårig, selv om man ikke skulle tro det. Politiassistenten sagde det i et tonefald, som om Jonas’ alder var en form for snyd i betragtning af hans overdrevne skonummer. Hun spurgte, hvad der var sket, og politiassistenten blev mere formel, mens han refererede. Jonas var blevet anholdt i en smøge nær Christiania. Det var et tilfælde, at der var kommet en patruljevogn forbi, mens han og hans kammerater stod rundt om en liggende dreng og sparkede ham i hovedet og maven.
Havde Jonas sparket?
Hendes stemme blev tynd, og hun kunne høre, at politiassistenten bemærkede det lille skift i hendes tonefald, det korte anfald af åndenød. De unge mennesker var jo ikke særlig meddelsomme, og det lod også til at være magtpåliggende for offeret, at han ikke havde nogen som helst erindring om, hvem der havde gjort hvad. Under alle omstændigheder var hele bundtet under den kriminelle lavalder, så det blev en sag for de sociale myndigheder, men hun burde lære sin søn at vælge sine venner med større omhu. Det var gamle kendinge, flere af dem, og vi snakkede ikke bare graffitihærværk og smårapserier. Der var tale om organiseret hæleri og hashhandel, og det var ikke småting, der var blevet konfiskeret i eftermiddags. Vi snakkede springknive og knojern, så hvis han var hende, ville han tage en alvorlig snak med sønnike, når hun engang kom hjem fra Stockholm.
Der var noget ved måden, han sagde "engang" på, eller var det bare hende, der var hudløs? Hun spurgte, om Jonas kendte offeret. Politiassistenten lød, som om han smilede, da han svarede.Han kunne jo ikke vide, hvem hendes søn kendte og ikke kendte, og han måtte under alle omstændigheder ikke røbe den unge mands identitet, men det gjorde i hvert fald ikke sagen mindre betændt, at der var tale om en fyr med anden etnisk baggrund end dansk. Så det kunne da godt være, at hendes søn i den kommende tid skulle se sig over skulderen en ekstra gang, når han gik i skole, for det tilfælde at han blev indhentet af en krumsabel.
Ingrid spurgte, hvor han var. Politiassistenten spurgte, om det var offeret, hun mente, for i så fald kunne han berolige hende med, at skadestuen havde sendt den unge mand hjem med besked om at holde sig i ro et par dage. Han var sluppet med en hjernerystelse, så medmindre han gik hen i moskeen og gav sig til at banke panden ned i gulvtæpperne, skulle han have en chance for at slippe fra dagens oplevelser uden varige men. Det var faktisk et under, at han ikke var mere medtaget, i betragtning af hvor grundigt hendes søn og hans kammerater var gået til makronerne. Politiassistenten holdt en kunstpause. Men hvad hendes egen pode angik, så sad han netop nu og ventede på at blive hentet af sin farfar.
Hun forestiller sig Sven, der parkerer sin lille Peugeot ude på Halmtorvet og lidt forvirret, med strittende hvide lokker, kommer ind på Station City og henvender sig til den vagthavende, der kunne være hans søn, bortset fra at det er svært at se Anders for sig med trimmet overskæg og skulderstropper. Goddag, jeg er kommet for at hente mit barnebarn, som jeg for lidt siden havde med i Tivoli, hvor jeg gav ham en ballon, der lignede Mickey Mouse og var forsvundet på himlen over Kalvebod Brygge, før vi nåede at få set os om.