For evigt og altid
Hør Bogbidden her Indtalt specielt til Bogbidder; endnu ikke udgivet som lydbog. prolog "mor?"
Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg været træt så længe at jeg ikke helt kan huske hvornår det gik op for mig at der var noget virkelig galt med mig. Jeg fandt mig bare i det. Sagde til mig selv at jeg bare havde brug for at hvile mig, så ville det gå over. Men det gjorde det ikke.
Uanset hvor meget jeg sov, var jeg altid træt. Rigtig godt gennemtræt. Det var ikke før Tegan bad mig om at gå til lægen at det gik op for mig. Min firårige datter satte ord på det jeg ikke kunne – ville – indse, det faktum at jeg ikke var mig selv længere. Hun var træt af at jeg var for udmattet til at lege med hende. Af at jeg fik næseblod. Af at jeg blev forpustet af den mindste anstrengelse. "Mor, hvis du går til lægen, kan hun hjælpe dig med at få det bedre," sagde hun pludselig en dag. Hun sagde det bare, og så gjorde jeg det.
Jeg sad på lægens kontor og fortalte hvad der var galt, og hun tog nogle blodprøver. Så bad hun mig om at komme tilbage for at tage flere prøver. Flere prøver med navne jeg havde hørt i lægeserier i fjernsynet, og så var luften pludselig fuld af ord der i fjernsynet aldrig var forbundet med en lykkelig slutning. Men det kunne da ikke have noget med mig at gøre. Ikke mig. De udelukkede bare det værste.
Men så kom opringningen. Jeg skulle straks opsøge min læge. Selv da ... Og selv da hun fortalte mig det ... Da hun beklagede og begyndte at tale om behandlinger og prognoser, troede jeg ikke på det. Nej, det passer ikke. Jeg troede på det. Jeg forstod det bare ikke. Ikke hvorfor. Ikke hvordan. Ikke mig.
Det tog et par dage før jeg forstod det. Måske var det en hel uge. Hvert sekund talte, sagde de, men jeg kunne stadig ikke forstå det. Jeg så ikke så syg ud. Lidt blegere, lidt langsommere, men ikke rigtig og virkelig syg. Jeg blev ved med at tænke at de tog fejl. Det hører man om hele tiden, at folk får en forkert diagnose, at folk trodser lægens teori, folk finder ud af at de havde kyssesyge i stedet for ...
På vej til arbejde omtrent en uge senere kom jeg tidligt, supertidligt, til stationen som jeg plejer. Jeg var nemlig begyndt at finde på måder at kompensere – rutiner der gjorde normale aktiviteter nemmere – jeg tilpassede min verden til den sygdom der invaderede min krop: Jeg tog tidligt af sted til stationen så jeg aldrig behøvede at løbe efter toget; jeg tog madpakke med så jeg ikke behøvede gå ned til sandwichbutikken i min frokostpause; jeg lod barnepigen gå tidligere så jeg ikke blev fristet til at gå ud og tage en drink efter arbejde. Men netop denne dag kom der en kvinde hen og stillede sig ved siden af mig på stationen. Hun fandt sin mobiltelefon frem og ringede. Da personen i den anden ende svarede, sagde hun: "Hej, det er Felicity Hallidays mor. Jeg ringer fordi hun er sløj og ikke kommer i
skole i dag." Jeg brød sammen. Begyndte at græde. Netop da slog det mig at jeg aldrig ville få mulighed for at foretage sådan et opkald. Jeg ville ikke komme til at gøre noget så hverdagsagtigt for en mor som at ringe til sin datters skole. Der var en million ting jeg ikke ville komme til at gøre, og det var kun én af dem.
Alle var forfærdeligt britiske og ignorerede mig mens jeg græd og snøftede og hylede. Ja, jeg hylede. Jeg lavede en forfærdelig larm da jeg brød sammen og gik i tusind små stykker.
Så kom en mand, en engel, hen til mig, han satte sig ned og lagde armen rundt om mig mens jeg græd. Toget kom, og toget kørte. Det samme gjorde det næste og det næste. Men manden blev siddende hos mig. Han blev siddende mens jeg græd og græd. Skulderen på hans fine jakkesæt blev helt gennemblødt og snottet til, men det virkede ikke som om det gjorde noget, han ventede og holdt om mig indtil jeg holdt op med at hyle. Så spurgte han mig venligt hvad der var i vejen.
Gennem mine hulk var det eneste jeg kunne sige: "Jeg skal fortælle min lille datter at jeg skal dø."
