Om så det gælder
Hør Bogbidden her. Indtalt specielt til Bogbidder Kusadasi 1 
Halvt i skygge, på en altan i Kusadasi sidder en meget gammel mand. Alt ved ham er tyndt. Hans hår, hans læber, han vejer ingenting, de lange ben drukner i et par lyse hørbukser. Han er meget solbrændt, man kan se ham for sig på stranden i en liggestol; fødderne, der virker alt for store for enden af de pibetynde ankler, fødderne med deres knyster og skæve tæer, som har han vandret på jorden siden Tollundmanden.
En person, han i øvrigt har flere lighedspunkter med. Blandt andet den mørkebrune, garvede hud. Viggo Jensen hedder den gamle mand, der denne formiddag er generet af en kriller i halsen, som ikke vil gå væk, ligegyldigt hvor meget citronte han hælder ned gennem svælget.
Årsagen til Viggo Jensens efterhånden smertende halskriller sidder lige ved siden af ham. Det er en midaldrende kvinde, midt i den blændende sol. Hun ryger den ene cigaret efter den anden, det er ikke med sin gode vilje, at hun sidder dér på altanen og bliver stegt. Men nu er det ni måneder siden, Milly begravede sin far, Maxmillian Smith, og hun er stadigvæk in the dark. Hvad angår arven. Helt præcist drejer det sig om tre millioner, der er blevet væk. Arven fra hendes far er forsvundet i den blå luft, og Milly håber, at Viggo måske ved, hvor den er blevet af. For hun har virkelig brug for de penge.
Intet mindre end en katastrofe er det, at pengene er blevet væk. Ellers sad hun ikke her. Med den alt for søde neongule citronte i latterlige små glas, i en hede hvor hun ikke ville blive forbavset, hvis hendes fars oldgamle ven pludselig selvantændte i det, der må være tæt på fyrre graders varme.
Millys økonomi har skrantet igennem en del år. De har prøvet at skære ned, men det er jo svært at forklare børnene, at de pludselig ikke kan tage på sommerferie, eller at der ikke er råd til en ny mobil. Kassekreditten er i overtræk, lejligheden er belånt, kontokortene på maksimum. Mandens firma kører med underskud for tredje år i træk. For at sige det kort: Milly står med den ene fod på en bananskræl og den anden på randen af den totale ruin. Med søvnløse nætter, lidt for meget rødvin, alt for meget hovedpine, trøstespiseri og hård mave som daglige følgesvende. Derfor bliver Milly nødt til at finde ud af, hvor arven er blevet af.
Det burde have været lige ud ad landevejen. Millys far var et både civiliseret og kultiveret menneske. Maxmillian Smith, højt estimeret ingeniør, han har bygget broer i Danmark og udlandet, blev interviewet i både Børsen og Berlingske Tidende anledning af sin halvfjerds års fødselsdag. Var berømt i sin store bekendtskabskreds for sin exceptionelle vildsvampesuppe. Havde aldrig fået så meget som en parkeringsbøde og betalte sin skat med glæde. Med andre ord en gevinst for samfundet.
Milly og han har ikke haft så meget med hinanden at gøre, men det skyldes kun, at de begge har haft travlt. Hun med arbejdet, hjemmet, børnene, veninderne, badminton om lørdagen, som det nu er. Han med bridgeklubben, vildsvampesuppen og naturligvis også en god lang middagslur, for han var jo en ældre herre, højt oppe i firserne, men frisk som en havørn, pertentlig med sig selv og huset i Køge. Milly fik et chok, da det gik op for hende, hvilket rod han havde i sine personlige papirer, at der ikke var nogen penge på kontoen, og at huset var belånt til op over skorstenen.
I snart et år har hun ledt forgæves efter arven, rendt fra Herodes til Pilatus: banker, forsikringsselskaber, Skifteretten, investeringsselskaber. Naboer, gamle kolleger, venner, bekendte, hele faderens telefonbog, plus hvem hun ellers overhovedet kunne komme i tanke om. Men hele vejen rundt har der været lukket. Millys arv er forsvundet.
Den dag man kunne læse i Statstidende, at deres lejlighed var på tvangsauktion, gjorde Milly noget desperat. Hun købte en flybillet til Kusadasi i Tyrkiet, hvor faderens gamle ven Viggo nyder pensionisttilværelsen. Viggo har kendt faderen i en menneskealder; han må vide noget.
Men Viggo lader sig ikke så let bore i. Han hoster og virker på én gang lige så skrøbelig, ufremkommelig og hemmelighedsfuld som et godt gammeldags dansk mosefund. Og spørgsmålet er, om ikke en arkæolog med graveske og pensel havde haft bedre vilkår her end Milly, så kan hun have været på nok så mange kurser i forandringsprocesser og spørgeteknik.
Det er derfor, Milly sidder og ryger så utålmodigt. Hun undrer sig også over, hvad der foregår på byggepladsen overfor. Der er de i gang med endnu et hotelbyggeri, de er nået til anden etage, hvor jernwirerne stritter op fra betongulvet, og tre-fire mand går rundt, selv om det er søndag. Ingen af dem har hjelm på hovedet; det var aldrig gået på en dansk byggeplads.
En af mændene lægger sig på knæ og stikker hovedet ned igennem et stort rundt hul. Hvad det skal bruges til, fatter Milly ikke. Elevatorskakt er det næppe, eftersom hullet er placeret midt i det, der sikkert bliver til hotelgangen. For Milly ligner det mest hullet til en hemmelig faldlem, men en mere plausibel forklaring er nok, at der er tale om en decideret byggefejl. Det kunne også forklare, hvorfor manden, der har stukket hovedet ned igennem hullet, råber så højt. De andre bygningsarbejdere farer ned ad trapperne for at iagttage hullet nedefra. Det er tydeligt, at der er noget i vejen med det hul.
Viggo hoster igen, han plejer at have sin altan for sig selv. Milly skodder cigaretten i den underkop, han kom med, da hun tog cigaretterne frem. Hun er til besvær, ingen tvivl om det. Dybest set ville hun også ønske sig selv – om ikke hen hvor peberet gror – men der er i hvert fald mange andre steder, hun hellere ville befinde sig netop nu. Hjemme i lejligheden for eksempel. Med benene oppe i sofaen, imens hun studerer biografannoncerne, for det er søndag, og en film kunne der vel blive råd til. Eller måske på café med en af
veninderne. Jamen, sågar hellere på arbejde, selv om det ville være usædvanligt på en søndag. Men som politiassessor kan man nogle gange blive nødt til det. Det er også dét, der irriterer Milly. Hun, som ellers er vant til folks modstand, hun, der dagligt beskæftiger sig med at vende vrangen ud på løgnene og organisere puslespillet sådan, at sandheden kommer frem, hun kan ikke få et eneste fornuftigt ord ud af denne gamle mand. Allerede i telefonen vægrede Viggo sig og påstod, at han sådan set aldrig har kendt hendes far særlig godt. Men han er hendes sidste håb, og hun giver ikke op. Foreløbig har hun dog ikke fået andet ud af ham, end at han mødte faderen første gang i 1933. Hvordan skulle begivenheder, der udspillede sig for over halvfjerds år siden have betydning for Millys liv i begyndelsen af det enogtyvende århundrede? Det er jo sindssygt! Især fordi hun er kommet i et yderst pragmatisk ærinde.
Milly er svimmel. Hvis ikke den bygningsarbejder snart får hovedet op af det hul, ender det altså med, at han falder ned.
Viggo er på sin side heller ikke tryg ved situationen. Selv om Millys hår klistrer til panden og kraven på kjolen sidder skævt, er hun vel ikke Maxmillians datter for ingenting? Og sådan som hun skiftevis drejer halsen af led for at studere bygningsarbejderne og stirrer på ham. Med vilde øjne: "Hvor er pengene? Fortæl mig sandheden!"
Som om Viggos hjernevindinger var et garnnøgle, man blot skal hive i, så vikler tråden sig ud, og for enden findes sandheden.
Milly siger, han roligt kan fortælle, hun kender alt til menneskelig svaghed og verdens ondskab, siger hun. For hendes skyld skal han ikke holde sig tilbage.
Åh, Gud! Hvordan kan man dog være en veluddannet kvinde midt i fyrrerne og alligevel opføre sig så naivt? Viggo sukker, han ved jo godt hvordan. Milly tilhører en meget lille og privilegeret gruppe af mennesker. Som i deres levetid aldrig har oplevet en krig. Hvor mange mennesker – historisk set og på verdensplan – har haft det grundvilkår? Det er privilegeret, men der er omkostninger. Når man lever sit liv i en gummicelle. Blød og foret, væggene giver efter. Man kan ikke falde og slå sig i en gummicelle. Selvfølgelig er det i en eller anden forstand behageligt. Men man bliver også lidt dum af det. Tror man bare kan komme anstigende med sine
grundlovsfæstede rettigheder og få sandheden at vide. Milly mener, det er enkelt. Det gør Viggo usikker. Dybt i tvivl om, hvad han dog skal sige til hende. Hvad kan det ikke også få af konsekvenser for ham selv?
Derfor vil han foreslå, at de går indenfor og laver frokost, det er en god måde at trække tiden ud på, imens han overvejer, om han overhovedet skal sige noget som helst.
Det går meget langsomt for Viggo at få sig stablet på benene. I øvrigt har han også vendt opmærksomheden mod frokosten, måske noget med agurk og chili, så ham skal vi nok ikke regne med. Han får ikke fortalt noget lige med det samme.
Så lad os for en stund forlade den meget gamle mand og den midaldrende kvinde på altanen i Kusadasi og i stedet selv kaste os ud i det.
