|
|
Bogbidder
"Om så det gælder" af
|
Tre unge mennesker mødes i Brønshøj i 1933. Søskendeparret Viggo og Vita og vennen Max har hver deres drømme, dagsordener og kaos. Det er en tid med venskab og forelskelse, men under overfladen lurer krigen - både den store og den lille. Som voksne bliver Vita og Max lidenskabeligt besat af hinanden og tidens politiske og eksistentielle tanker. De kaster sig ud i modstandskampen, mens Viggo lever en stille tilværelse, tilsyneladende uden de samme store perspektiver. Alle deler de dog længslen efter at trænge ind i hinandens liv. Men det viser sig, at de ved skræmmende lidt om hinanden.
Dramatiske begivenheder adskiller dem, og da deres veje igen krydses, myldrer fortidens dæmoner frem. Ingen forbliver upåvirket af krigen, som også kaster skygger over den næste generation.
Hanne Richardt Beck er født på Bellahøj i København i 1959 og er cand. mag. i dansk og engelsk. Hun debuterede i 1993 med "De brune øjne, Arthur" og har siden udgivet bøgerne "Understrømme" (2003), "Wonderland" (2003) samt novellesamlingen "Gennemtræk" (2005). Hun modtog i 2005 Statens Kunstfonds 3-årige arbejdsstipendium. Hendes far, Kai Richardt Jørgensen, var aktiv i modstandsbevægelsen. "Om så det gælder" er tilegnet ham.