På sikker afstand

Hør bogbidden her. Indtalt specielt til Bogbidder; er netop udgivet som lydbog.

JEG FIK ØJE PÅ HENDE, en dag da jeg var på vej hjem fra tandlægen. Min overlæbe var helt følelsesløs i venstre side. Det var næsten fem år siden, vi havde mødt hinanden første gang. Det vrimlede med folk på juleindkøb på Portobello Road, og de bevægede sig i forudsigelige kolonner uden at afvige fra deres opgaver. En hær af farvestrålende myrer. Jeg var ved at blive kvalt af menneskemængden, men vinterluften krystalliserede alt dårligt humør ud i mine frosne fingerspidser.
Gennem årene havde jeg forestillet mig, at hundredvis af rygge var hendes, set den samme, tykke hestehale på en hel række af forskellige hoveder. Engang hørte jeg en stemme i en svømmehal, som jeg mente måtte være hendes, hvorefter jeg tålmodigt ventede på, at en kvinde i omklædningsrummet ved siden af mit skulle komme ud. Men denne gang var jeg sikker.
Jeg standsede op og var fristet til at følge efter hende, men blev pludselig bange. Regnen havde lagt et slør af krystaldråber over hendes hår, og jeg stod og så hende forsvinde ned ad en sidegade i retning af Westbourne Grove. Så bevægede jeg mig instinktivt fremad og satte farten op. Jeg fik øje på hende igen, da jeg slog ind på en smal gade fyldt med boder. Også hun gik hurtigt, og jeg kæmpede for at følge med. Foran mig trak en kvinde en hund ind til sine ben og sendte mig et anklagende blik, idet jeg tumlede forbi.
"Så se dig dog for, menneske!"
En gruppe unge længere fremme spredte sig, og pludselig vendte hun sig om, som om hun kunne mærke, at jeg var der. Folk stødte ind i vores albuer, og deres poser slog mod hinanden, når de gik forbi os, men Beth stod bare der og så på mig, midt i det hele, og ventede på, at jeg skulle tage de to skridt, der ville føre mig hen til hende.
"Hej."
"Hej."
"Bor du i London nu?" hørte jeg mig selv spørge høfligt.
"Det har jeg gjort i de sidste to et halvt år."
Vi stod foran en pub med terrassevarmere som ved en parisisk café, og jeg spekulerede på, om hun mon havde fået den samme association. Så på trods af decemberkulden var de udendørs stole og borde fulde af mennesker, der sad med indkøbsposer ved fødderne og holdt om deres ølglas med vanter på.
"Skal vi sætte os lidt?"
Først nu opdagede jeg barnet. Jeg havde troet, at det var nogle andres, men nu kunne jeg godt se, at det var hendes, på den blege, fregnede næse og de nærmest gennemsigtige, blå øjne.
"Vi kommer for sent, mor."
"Nej, det gør vi ikke, skat. Vi skal hente en hamster," forklarede hun mig.
Jeg pegede kejtet på et bord, der lige var blevet ledigt.
"Skal vi?"
"Ja, lad os det."
Det her var måske den første samtale i mit liv, hvor der ikke var plads til at lade som om. Beth var den, der først sagde noget.
"Du ser godt ud." Hun smilede sit helgenagtige smil, med et strejf af tristhed. "Du har ikke forandret dig spor."
Det lød som en anklage.
"Og du ser smuk ud – som altid," sagde jeg.
"Hvad skal I have?" En rundhovedet teenager – sikkert en studerende, der tjente lidt ekstra i ferien – stod og så afventende
ned på os.
"Vi vil gerne have to glas rosévin." Beth så på mig: "Hvem siger, at man kun kan drikke det om sommeren? Og hvad vil du have skat? Nej, ikke cola – en appelsinjuice, tak."
"Lige præcis."
"Undskyld?"
"Du har ret. Med rosévinen, mener jeg. Det behøver ikke kun være noget, man drikker om sommeren." Jeg følte mig meget ung og genert igen. Men Beth havde kontrol over situationen.
"Hvad laver du i øjeblikket?"
"Åh, jeg arbejder på et galleri. Det er ikke et af de store, så lønnen er ikke høj, men, øh, det er lidt mere interessant end det, jeg lavede før, da vi ... i Paris, mener jeg."
Jeg så, hvordan det trak i hendes kind. Hun tog en ruskindsbehandsket hånd op og børstede en øjenvippe væk, og med denne lille bevægelse vældede minderne så heftigt op i mig, at jeg blev helt svimmel.