Så var det slut

1
Fyringer - Toms sidste time - Janine Gorjancs tragedie – Nedgangen - Drastiske forholdsregler - Diskussionen om Tom - Uhyggelige billeder - Historien om Tom Motas stol – At gå spansk hen ad gangen - Sanderson - To mails - Historien om Tom Motas stol, 2. del - Pro Bono-annoncerne for fundraisingkampagnen - Sedimentær syre - Lynn Mason

Afskedigelser var over os. Der var gået rygter om dem i månedsvis, men nu var det officielt. Hvis man var heldig, kunne man lægge sag an. Hvis man var sort, gammel, kvinde, katolik, jøde, bøsse eller fed eller fysisk handicappet, havde man i det mindste grund til det. På et eller andet tidspunkt er vi alle sammen blev afskediget. Vi regner med at blive afskediget til Toms retssag - vi nærer ingen tvivl om at der vil komme én. Selv om han ikke har nogen grunde, medmindre røvhul er blevet føjet til listen. Og det er ikke bare os der siger det. Hans ekskone hader fyren. Polititilhold. Han må ikke se sine to små børn uden tilsyn. Hun flyttede til Phoenix bare for at komme væk fra ham. Vi kunne ikke kalde ham et røvhul uden at være nået frem til en meget høj konsensus. Amber Ludwig protesterer mod dette specielle udtryk, fordi hun har protesteret mod bandeord efter at hun er blevet gravid, men der er faktisk ikke andet udtryk for det, og hendes protest er i virkeligheden bare det samme som at undlade at stemme.
Da Tom fandt ud af at han skulle afskediges, ville han smide computeren ind i sit kontorvindue. Benny Shassburger var derinde sammen med ham. Det var ikke fordi Benny var en nær ven af Tom eller sådan noget, men han var den som af og til spiste frokost sammen med Tom og bagefter rapporterede tilbage til os andre. Det rygtedes hurtigt at Tom var blevet afskediget, og naturligvis var Benny den der gik derned. Han sagde at Tom gik frem og tilbage i kontoret som en mand der lige var blevet sat i fængsel. Han sagde at han ikke kunne forestille sig hvordan Tom havde set ud den aften han tog hen til huset i Naperville med aluminiumsbattet, og myndighederne blev tilkaldt for at holde ham tilbage. Vi havde aldrig hørt den historie før. Vi måtte lige på stedet bremse Benny i at fortælle historien om Toms sidste time, så han først kunne fortælle historien om aluminiumsbattet. Benny var chokeret over at vi aldrig havde hørt den historie; det var han sikker på vi havde. Nej, det havde vi aldrig. "Arh, hold op," sagde han. "Den historie har I hørt." Nej, vi havde ikke. Sådan gik den slags samtaler altid. Så Benny fortalte historien om Tom og battet, og så fortalte han historien om Toms sidste time. Det var gode historier begge to, og tilsammen slog de godt og vel en time ihjel. Nogle af os elskede at slå en time ihjel på firmaets regning, og andre følte sig skyldbevidste bagefter. Men hvad ens personlige følelser end var desangående, skulle man jo gøre regnskab for den time, så man satte den på klientens regning. Når regnskabsåret var omme, havde vores klienter betalt os en betydelig sum for at sidde og pladre, udgifter de så videregav til dig, til forbrugeren. Det var omkostningen ved at gøre forretninger, men nogle af os var bange for at det var et tegn på at enden var nær, ligesom de udsvævelser der gik forud for Romerrigets undergang. Der var så mange penge involveret, og nogle af dem sivede endda ned til os, et lille beløb som tillod os at bo blandt den allerøverste procent af de mest velhavende i verden. Det var lutter sjov og ballade, indtil afskedigelserne kom.
Tom ville smide sin computer ind i vinduet, men kun hvis han kunne garantere at han knuste glasset så den landede på gaden nedenfor. Han var nede under skrivebordet i færd med at fjerne ledninger. "Det er toogtres etager, Tom," sagde Benny. Og Tom var enig i at det var en dårlig idé hvis han ikke kunne knuse glasset. Hvis glasset ikke knustes, ville man sige at Tom Mota ikke engang kunne lave ordentlig lort i det - han ville ikke give dem den tilfredsstillelse, de skiderikker. Vi var de skiderikker han talte om, til dels. "Men jeg tror ikke den vil knuse glasset," sagde Benny. Tom holdt op med at rode med computeren. "Men jeg bliver nødt til at gøre et eller andet," sagde han og satte sig på hug.
Den form for pres følte vi ikke. Vores bygning lå på The Magnificent Mile i centrum af Chicago, på et hjørne et par gader fra Lake Michigan. Den havde nuancer af art deco og to forgyldte svingdøre. Vi sjokkede langsomt op ad trappen mod svingdørene, nervøse for hvad der ventede os indenfor. I begyndelsen blev vi fyret i stort antal. Derpå, efterhånden som denne praksis blev mere raffineret, en ad gangen, som de nu syntes. Vi var bange for at ende på Lower Wacker Drive. Som arbejdsløse ville vi ikke få løn; uden løn ville vi blive smidt ud af vores huse; smidt ud ville vi ende på Lower Wacker og dele pladsen med indkøbsvogne og efterhånden få vores egne vinterklargjorte, sorte fødder. I stedet for at mase for at få tilføjet "Senior" til vores aktuelle titler, ville vi lede i gyderne efter skod der stadig kunne ryges. Det var sjovt at forestille sig vores eventuelle fortvivlelse. Det var også fortvivlende. Vi troede ikke rigtigt at vores tidligere kolleger ville dytte af os fra deres Lexus når de kørte ned ad Lower Wacker på vej hjem til forstæderne. Vi troede ikke at vi ville blive tvunget til at vinke til dem fra vores olietønder med bål i. Men at vi måske kom til at udfylde en arbejdsløshedsformular over internettet var ikke udelukket. At vi måske kom til at anstrenge os for at klare huslejen eller afdragene på huset var en virkelig og skræmmende udsigt.
Alligevel var vi stadig i live, det måtte vi huske. Solen skinnede stadig ind mens vi sad ved vores skriveborde. På visse dage var det nok bare at se ud på skyerne og det øverste af bygningerne. Vi blev båret oppe af det, momentant. Det gjorde os "glade". Vi kunne endda blive usædvanlig flinke. Nu for eksempel dengang vi smuglede Old Gold cigaretter ind på Frank Brizzoleras hospitalsstue. Eller dengang vi deltog i begravelsen af Janine Gorjancs lille pige, der var blevet fundet kvalt på en tom grund. Det var svært for os at tro at den slags kunne ske for nogen vi kendte. Man har aldrig set nogen græde, før man har været vidne til en mor ved begravelsen af hendes myrdede barn. Pigen var ni år gammel. Hun blev taget ud ad et åbent vindue om natten. Det stod i alle aviserne. Først var hun savnet. Så blev liget fundet. At se Janine ved begravelsen, omgivet af billeder af Jessica, mens familien prøvede at holde hende på benene - selv Tom Motas hjerte blev knust. Vi stod uden for begravelsesetablissementet bagefter, på parkeringspladsen hvor vi talte dystert med hinanden, da Tom begyndte at hamre på sin Miata "94. Det varede ikke længe før alle lagde mærke til ham. Han slog på vinduerne med knyttede næver og udstødte skrækkelige skrig: "Fuck!" Han sparkede på dørene og dækkene. Til sidst faldt han sammen nær ved bagagerummet, helt ødelagt af gråd. Det var ikke en urimelig adfærd efter de givne omstændigheder, men vi blev lidt forbavset over at Tom lod til at være den der var mest påvirket. Han lå så lang han var på begravelsesetablissementets parkeringsplads i jakkesæt med slips, hulkende som et barn. Nogle enkelte gik hen for at trøste ham. Vi gik ud fra at hans adfærd til dels havde noget at gøre med at hans ekskone havde flyttet børnene til Phoenix. Der var én ting vi med sikkerhed vidste - at til trods for al vor vished var det meget svært at regne ud hvad et enkelt individ tænkte på et givet tidspunkt.