Skorpionens hale
Hør Bogbidden her Indtalt specielt til Bogbidder Alle er bange for døden Der var engang en by, der hed Aleppo. Den var omgivet af brune bjerge og blå himmel. På arabisk hed den Halab al-Shahba – byen, hvor den hvide ko blev malket. Aleppo var magisk; den duftede af kanel og kardemomme. I byen boede en sultan, der var kendt for sin visdom. 
men en sufi ler af den.
Hvordan kan døden tyrannisere hans hjerte?
Hvad der knuser muslingeskallen
kan ikke skade perlen.
Jellaluddin Rumi
(1207-73)
Han anerkendte alle religioner. "De er juveler i samme smykkeskrin. Hos os ligger kirker, moskeer og synagoger som perler på en snor. Enhver gud er velkommen; han skal bare opføre sig ordentligt."
Men Aleppo var kendt for andet end sin tolerance: Den havde et smukt citadel, en stor suq og en guddommelig dårekiste. Selv om murene var tykke, kunne man høre galningene hyle – nogle gange af månen, andre gange af sig selv.
I den største celle sad tolv galninge. Den ene var mere vanvittig end den anden. Én var fuld af begær. Én anden var fuld af vin. Én tredje sloges med dødens engel. Og den fjerde var en munk, som foretog de særeste glidefald. Han håbede at glide op til Nirvana, men desværre nåede han aldrig længere end til Aleppo.
En dag fik fangerne besøg af sultanen og hans vesir. Sultanen var klædt i grøn silke, hans hår var skyllet i eksotiske vande. På hovedet havde han en turban, i hånden en krumsabel smykket med skarptslebne diamanter. Han sagde: "Mine kære galninge. Mennesket er et stjernebillede, en mergelgrav og et puslespil. Men en gang imellem er der nogen, som er nødt til at samle os. Derfor besøger jeg dårekisten for at høre historier fra hele verden. Jeg kan lære af jeres dødsangst, der forvolder mennesket så megen smerte. Men vár jer: Hvis I lyver, hugger jeg hovederne af jer, for jeg søger sandheden, ikke fantasterier fra kuldslåede sjæle."
En guldstol blev bragt ind i cellen. Sultanen satte sig: "Der var engang en persisk digter, som hed Jellaluddin Rumi. Han skrev om kærlighed, så englene måtte synge. Rumi var vis. Han sagde: "Kunst er en bøn, som kan erstatte moskeer." Denne dårekiste er baseret på Jellaluddins filosofier. Vi benytter os hverken af fodlænker eller af pisk. Vi ved, at galninge har brug for harmoni, musik og en opbyggelig fortælling. Fortællinger kan give en dåre vinger, så han flyver ud af sit mørke, stolt som en jagtfalk."
Sultanen så ud over forsamlingen:
"I denne celle er der tolv af jer. I har hver jeres styrker og hver jeres svagheder. Men tag ikke fejl: I virkeligheden er I én."
"Jeg vil nu give jer en stund til at samle jeres tanker, for om lidt skal I fortælle jeres historier, men det skal ikke være en hvilken som helst historie. Historierne skal beskrive det øjeblik, I så jeres dødelighed i øjnene – det øjeblik, hvor I så lyset og derfor blev kastet ned i mørket."
Den Ottende Galning rakte en hånd i vejret:
"Er det tilladt at stille et spørgsmål, ærede sultan?"
"Naturligvis."
"Da vi er galninge, kan I næppe forvente, at vi har set lyset ..."
"Hvorfor ikke? Der er måske enkelte af jer, der har set for meget lys."
"Jamen, så ville vi jo være i himlen," sagde den Tolvte Galning.
"Himlen kan godt findes på Jorden."
"I så fald vil jeg gerne have adressen ..."
Sultanen afbrød: "Jeg mangler at fortælle det vigtigste: Jeres historier skal være opbyggelige; de skal have en lykkelig slutning."
Et kor af protester rejste sig.
"Hvordan kan vores historier have en lykkelig slutning, når vi alle skal dø?" spurgte den Sjette Galning.
"Døden er et digt, ikke en tragedie."
"Jeg synes, døden er sørgelig," sagde den Anden Galning og så forknyt ned i jorden.
"Det er derfor, du er en galning – fordi du ser den som en afslutning."
"Er den ikke det?" måbede dårerne.
Sultanen så sig rundt med et vist smil: "Hvem begynder med at fortælle? Hvis ingen melder sig, vil jeg pege på en tilfældig. Selv om intet i verden er tilfældigt for Allah, den Alvise og Almægtige."
Der blev stille i dårekisten. Sultanen pegede på den Femte Galning. Galningen børstede halm af sig og rejste sig langsomt.
