Texas' rose
juli 1987
Sverige, High Chaparral,
Vi var taget på ferie, hele familien, til High Chaparral, en herlig westernby for folk i alle aldre, som der stod i brochuren. Det lød lovende: En by, der var som taget ud af USA’s Midtvesten i 1850’erne. En by, hvor banditter og cowboyer gik rundt i gaderne med deres seksløbere i bæltet. Hvor heste og bisonokser løb frit omkring. Man kunne opleve indiansk regndans, saloonslagsmål og skyderier. Man kunne være Billy the Kid og konkurrere med Jesse James om, hvem der først kunne røve en bank. Man kunne ride ud på prærien eller hjælpe Lucky Luke med at jagte Daltonbrødrene.
Der skulle være saloons og restauranter i ægte western-stil, en mexicansk landsby, en indianerlejr og en dampjernbane foruden museet The Auld One, som var opført til ære for Big Bengt, High Chaparrals grundlægger, forretningsmanden Bengt Erlandsson. Han købte to hundrede tusind brugte telefonpæle af et svensk teleselskab og byggede sin westernby ud af dem. Big Bengt levede den amerikanske drøm ud. Han arbejdede sig op fra bunden og var så heldig at have det i sig, talentet for forretninger. Han havde en enestående evne til at få folk til at gøre præcis, hvad han bad dem om, selv om hans forretningsmetoder var noget blakkede. Bygningsmyndighederne skulle ikke stikke næsen i hans projekter og prædike om reglementer. En handel bliver ikke bedre af en masse papirarbejde, men af et godt fast håndtryk, det var Big Bengts motto. Det kostede ham et par år bag tremmer. Han fik tilladelse til at bære sin sherifstjerne i spjældet, den stjerne, som han modtog, da han blev udnævnt til æresborger i Old Tucson, den stjerne, som han fik med sig i kisten.
Min onkel Jimmy havde foræret min faster Lillian turen til High Chaparral i fyrre års fødselsdagsgave. En udflugt der forenede dét, som hun holdt allermest af: Sin familie og det vilde vesten. Hun og min onkel Jimmy havde været medlemmer af westernklubben Gunslingers siden 1972. De levede og åndede for den. De sad i bestyrelsen og arrangerede sommerhygge på prærien, foredrag om lakotaindianere og det årlige westernstævne. De skaffede Gunslingers nye klublokaler, for det var ikke optimalt at dele med Helsinge dartklub, selv om klubben havde udvist forståelse for Gunslingers’ behov. Vigtigheden i at lokalet var udsmykket. Nødvendigheden af at alt emmede af det vilde vesten.
Før vi tog til High Chaparral, havde min faster Lillian lånt tøj til os i familien af Gunslingers’ medlemmer. Westernskjorter, cowboyhatte, læderjakker og cowboystøvler. Det hele sad, som det skulle, vi var klar.
Gaderne i High Chaparral var tomme, restauranterne var tomme, butikkerne var tomme. De andre få besøgende så sig ligesom os undrende omkring. Et opsadlet, udsultet øg stod bundet til en pæl. Trugene med det pureste guld fra præriens miner var udtørrede. En mand i et turkis joggingsæt hev i et tov, som fik døren til saloonen til at svinge op og i. Idet han fik øje på os, tog han sin cowboyhat på og gav sig til at spille mundharmonika. Han var sheriffen Wyatt Earp, blackfootindianerhøvdingen, Billy the Kid og den sure saloonejer i det vilde vestenshow.
Ved Hudson Bay hoppede min familie på damptoget, der passerede bandittilholdsstedet Buffalo Spring. Vi sad på kanten af sædet og ventede på, at maskerede landevejsrøvere skulle kaste sig gennem de åbne vinduer og presse deres ladte pistoler mod vores tindinger, men der skete ikke andet, end at en mand rullede gennem toget i fuld fart på et løbehjul. I Deadwood City hang menneskeskeletter ned fra trækronerne.
Diligencen luntede af sted gennem High Chaparral. Der var ikke noget med, at hestene slog med hovedet, så fråden stod i alle retninger, at vognen nærmest tippede i svingene, eller at kusken dårligt nok var til at få øje på for støvskyerne. Dampbåden Nanchez lå tøjret i havnen, og grillen på spisepladsen var rusten. Min faster Lillian gav sig til at brække grene af et træ for at lave et bål, hvor vi kunne tilberede vores medbragte bøffer.
Manden fra det vilde vesten-show tilbød os, at vi kunne ride med ham ud på prærien, en tre timers tur gennem kuperet terræn. Min faster Lillian havde kun redet i skridtgang før, men det stoppede hende ikke. Hun red ud sammen med manden og et ældre ægtepar, hun svang sig i sadlen, nu skulle der ske noget, sagde hun. Der gik ikke mere end en lille halv times tid, så kom manden fra westernshowet og min faster Lillian tilbage. Manden havde været nødt til at efterlade ægteparret ude på prærien og ride tilbage med min faster Lillian, fordi hun var helt håbløs på en hesteryg. Hun var allerede faldet af fire gange. Han var rasende.
