The border breaking bunch

 Den eneste mulighed for at komme nærmere en viden om familiens historie var gennem en gammel tante i Warszawa. Imidlertid nåede M. aldrig at få realiseret sit projekt. Uheldet ville, at da tanten en eftermiddag under middagstilberedningen var i gang med at wokke kyllingelever, eksploderede en enkelt af de vandspændstige kødklumper med en sådan kraft, at den sprang op og ramte hende midt i panden. Tanten døde på stedet (om det rent faktisk skyldes kødklumpen, eller om det var en kombination af et forhøjet blodtryk, en medfødt hjertefejl og så en voldsom forskrækkelse oven på denne kødklumps formåen, er ikke afgørende for den følgende fortælling).

For at beskrive alt mellem himmel og jord og det mere, der i virkeligheden er, eksisterer der et trick, vi alle sammen bruger (hvisker M. og fortsætter: Det er for at lære at leve livet!). Det kræver lidt øvelse, denne tretrinsraket. Er der allerede ild?

1: Jeg står med begge ben på jorden, hovedet over vandet og stikker næsen i sky.

2: Jeg har jord i hovedet, vand i næsen og sparker skyerne rundt med mine ben.

3: Jeg stikker næsen i jorden, træder vande og tager en sky på hovedet.

Klar, parat, allez allez. Pisker rundt og samler ind. Et ord her, et helt andet ord der. Det næste ord protesterer og løber sin vej, på en hvirvlende og let svævende facon. Det er aldeles sit eget og vil ikke være med. Det er vigtigt, råber M. efter det, men for sent. Nogle gange må vi åbenbart acceptere manglerne.  

Der lå en pakke på posthuset. På Frederiksberg. På pakken stod blot: M.s navn, Kopenhaga, Dania. I pakken lå en gammel hvid porcelænslampe. Sådan begynder den ene af hendes historier.

Egentlig havde hun, efter fem år, vænnet sig til at have en nøgen pære hængende som eneste lyskilde i sin minimale entre, men besluttede at lampen skulle op. M. gav sig til at skille den ad for at gøre den ren. Ud faldt et gråt, gulnet hæfte, og et brev røg ud. Det var fra den gamle tante. M. havde besøgt hende, hver gang hun var i byen, men aldrig lagt mærke til lampen. I brevet stod, at hun ønskede, at M. skulle arve den lampe, der havde kastet lys over det 20. århundredes polske historie (helt bogstaveligt, som hun skrev). Det var tantens hushjælp, der havde fået besked om at sende lampen, fremgik det af brevet. Hun havde været fast hjælp og var startet hos M.s tante, da hun stadig boede på den yderst berygtede adresse: Aleja Przyjaciól.

Da M.s tante var blevet ældre, flyttede hun til en mindre lejlighed sammen med sin hushjælp og altså lampen.  

M. opgav at bakse videre med rengøringen af lampen og gav sig i stedet til at læse i hæftet. Det var præget af en sirlig og lettere krøllet skrift, hvilket bragte hende til den konklusion, at det mest sandsynligt var en kvinde, der havde skrevet. Ved nøjere gennemsyn opdagede hun, at tre personer havde skriblet deri.

Første side var dateret. September 1932 stod der i højre hjørne. Der var klistret et kort ind: Tillykke Lea. Må du og Abram leve lykkeligt. Vi har fundet denne lampe, som vi håber passer til jeres nye lejlighed. Masser af kærlige tanker fra os alle.

M. bladrede lidt rundt i hæftet og fandt en sammenfoldet avisside. Hun foldede siden ud. Den var fra avisen Gazeta. Midt på siden var der et stort fotografi af Aleja Przyjaciól. Skribenten havde interviewet gadens nuværende og tidligere beboere og stykket et portræt af gaden sammen under overskriften: Magtens Allé.

Der er en gade i Warszawas centrum, der igennem hele sin eksistens har tiltrukket magthavere. Den ser såmænd ikke særlig prangende ud, nærmest anonym – og er man ikke bekendt med gadens usædvanlige historie, vil man næppe stoppe op for at kaste et blik. Det er en lille, blind gade med høje, lyst pudsede etageejendomme på begge sider, små grønne havearealer foran og store, vildtvoksende træer, der om foråret står i smuk lyserød blomst. På det særdeles hullede fortov står bilerne parkeret tæt imellem de snoede gadelygter, og det eneste, der hæver gaden fra dens stille udtryk, er et lille palæ, der afslutter alleen. Her residerede den adelige Sobanski-slægt. Palæet har front ud mod Kongevejen, som er den strækning, der løber gennem byen fra kongens sommerpalads i Wilanów til slottet inde i byen. Og her omme bag Kongevejen finder man altså den lille, krumme gade. Placeret midt i, hvad der kaldes Warszawas gyldne trekant. I dag et af byens dyreste områder. Her ligger Aleja Przyjaciól.

Navnet på gaden betyder vennernes allé, og artiklen omhandlede de generationer af venner, der beboede gaden.

Der eksisterer flere historier om, hvordan gaden fik sit navn. Én fortæller, at Sobanski-slægtens venner alle plantede et træ på vejen. En anden beskriver arkitekternes bøvl med at få bygningerne passet ind på den krumme allé, og hvordan det efter mange strabadser og uoverensstemmelser alligevel lykkedes dem at afslutte projektet i fordragelighed. Bygningerne blev opført i 1930’erne og er bemærkelsesværdige derved, at der ellers ikke er bevaret megen førkrigsarkitektur i byen.

Aleja Przyjaciól er dog mest kendt for at have huset flere generationer af magthavere – eller venner. I 30’erne og op til Anden Verdenskrig var det Warszawas bourgeoisi, der flyttede ind i de store herskabslejligheder, hvor der både var elevator, altan og pigekammer. Disse blev under krigen tvunget ud af deres hjem og måtte overgive gaden til tyskerne. En ny gruppe magthavere flyttede ind. I komfortabel afstand til Warszawas ghetto, der lå et par kilometer nord for, og kun et par gader fra Gestapos hovedkvarter. Tyskerne overtog altså lejlighederne efter den magtfulde del af det polske borgerskab, og efter krigen blev lejlighederne atter overtaget af magthavere, nemlig den næste generation af venner, kammeraterne: det hemmelige politi, kommunistpartiets ministre, befalingsmænd og deres familier. Men trods den kommunistiske vision om et klasseløst samfund blev gaden i allerhøjeste grad et eksempel på det modsatte. Her boede regeringen. Man havde bil med privatchauffør og en barnepige til at tage sig af børnene og huset. På det tidspunkt var gaden spærret af og bevogtet, ligesom der typisk sad en vagt i hver opgang. Almindelig kendt var det også, at der oppe på loftet var indrettet et arbejdssted, hvor partikollegaer kunne overvåge og aflytte beboerne. Lejlighederne var udstyret med aflytningsapparater i telefoner og vægge, hvilket medførte, at hjemmene var præget af fortielser og hemmeligheder. Skulle man dele informationer med hinanden, foregik dette udendørs, på gaden, på en umiddelbart tilforladelig gåtur.

Gaden rummede desuden et fængsel og aflytningslokaler med en underjordisk gang, der forbandt de to. Her blev antikommunister forhørt, underlagt tortur og arresteret – af nogle af gadens beboere.