Tigermælk
1 Jeg stjal mig til at kigge på de andre holdopstillinger. Ynglingeholdet var endt i den rene jammer, siden vi var blevet tvangsoprykket til seniorafdelingen. Når man så på navnene, lignede det en dårlig vittighed. Den sidste kamp tabte de vistnok 1-14.
Mit navn stod der ikke. Lige meget, hvor vildt jeg ruskede i skabet og hamrede mit knæ ind i muren – det hjalp nul og en papskid.
Nuller, holdlederen, havde fået en hjerneblødning. Kunne ikke længere huske, hvad jeg hed. Men de andre havde han styr på. De stod nok så nydeligt side om side. Henning Har. Bebé. Knæ.
Sønne og Franko. Nullers krøllede håndskrift var ikke til at tage fejl af. Og Store stod der. Og Knold. Og selvfølgelig Fiske, Dada og Ové. Men i stedet for mig, Milo, havde Nuller fumlet Linge ind i holdopstillingen. Han var næsten ny i klubben, og hans venstre ben var lige så koldt som en klump tøris. Jeg klaskede min hånd mod plexiglasset i det flade skab. Hvis det havde været almindeligt vinduesglas, var ruden røget. Og pulsåren med. Og det duede jo ikke, når man gik og satte faste spillere af holdet i tide og utide. Man risikerede, at der ikke var nogen tilbage til at betale kontingent og sælge lodsedler.
Jeg nægtede først at tro på det, da Knold gav mig et vink til afslutningsfesten. Sat af førsteholdet. Det lød fuldstændig usandsynligt. Han plejede ellers ikke at drive en spøg så vidt. Jeg kunne se i hans øjne, at jeg så forkert ud i ansigtet. Han trak sig et skridt tilbage, som om jeg ville stikke ham en på skrinet. Og Fiske daskede forbi og grinede kunstigt. Han var også med i det. Det var en sammensværgelse. Det var ganske vist helt usandsynligt, men jeg kunne ikke lade som ingenting. Festen var ødelagt.
Hvordan skulle jeg kunne koncentrere mig om at snakke bukserne af Kris med den lort liggende på måtten?
Knold havde sin storebror Buggis gamle spand stående ude foran selskabslokalerne. Vi havde brugt den til at transportere bajere og sodavand i. Jeg vidste, han gik rundt med et sæt bilnøgler i lommen. Han var ved at tage køretimer, helt uofficielt. Han kunne ikke vente til oktober med at komme i gang. Jeg vred nøglerne fra ham med så rasende et blik, at han skyndsomt fortrak. Jeg havde heller ikke kørekort, men jeg følte mig i min gode ret til at sætte mig ind i Kareten, som vi kaldte vraget, og fræse ned over bakkerne til holdskabet i den anden ende af byen.
Vreden over det, der var sket med os og ynglingeholdet, ulmede stadigvæk i mellemgulvet på mig. Men lige nu blev det overskygget af Nullers forræderi. Jeg stirrede på det gulnede stykke papir, hvor 2.-holdets stolte navne stod: Tage. Kenny. Bjarne Øf. Frede. Arne Ovn. Milo… Mit hjerte hoppede et slag over. Så pludselig galopperede det af sted. Det slog så tungt, at benene rystede under mig. Arne Ovn… Milo… Det var ligesom at læse sin egen dødsannonce. Eller det, der for Knold og mig var det værste, når vi forestillede os den nære fremtid: sessionen. Nervepirrende ventetid. Og så: smækket fra brevsprækken og lyden af den gule konvolut mod entregulvet. "De er hermed optaget i lægdsrullen. De indkaldes til militærtjeneste på kasernen i Nakskov…" Og bumpet, når man styrtede til jorden, fældet af et eneste hook.
Ikke nok med at jeg var blevet sat af 1.-holdet. Ikke engang en reservetjans var det blevet til. Jeg var uden videre dumpet ned på 2.-holdet, ned til alle knoldesparkerne. Her til afslutningsfesten og skolefarvellet havde alle vi, der var blevet rykket op på seniorholdet i foråret, ellers set frem til at blive fejret og feteret til den store guldmedalje. Også selv om vi tabte kampene på stribe. Vi var blevet vældig populære, især blandt pigerne, og det var et plaster på såret, når vi gik fra banen med en røvfuld.
Jeg havde været særlig hidsig efter at udnytte situationen. Når det var Kris, det drejede sig om, var konkurrencen hård og nådesløs. Alle, hvad enten de ville indrømme det eller ej, sukkede efter at komme i bukserne på hende. Kampen var så hård, at det fristede mange til at give op på forhånd. Men hun var ikke den, der gik rundt og kvalte håbene. Hun holdt alle på passende afstand. Ikke afvisende, ikke kold, mere som en dronning, der færdes med et lille, skævt smil blandt sine undersåtter.
Alt det var glemt nu. Andre måtte kaste sig ind i hundeslagsmålet om dronningens gunst. Jeg var moden til hjemsendelse, degraderet, ydmyget, vanæret.
Jeg kørte ikke tilbage til festen. Dystre planer var ved at tage form i min opkogte hjerne. Jeg sneg mig gennem byen, forbi politistationen og drejede fra ved havnen med retning mod strandvejen. Nu skulle den gamle bunke skrot have en spand kul. Jeg tog det sidste hjørne på skrigende dæk og jokkede speederen i bund. Knold havde fortalt, at jeg bare skulle pumpe pedalen, hvis bremserne ikke virkede. Men jeg gav fanden i bremserne. Kareten fræsede af sted som en toptunet sportsvogn. Knolds storebror var mekaniker på et bilværksted, så han havde orden i tingene. Buggi kunne gå og hæge om sin gamle kammerat i dagevis, hvis den viste tegn på sygdom eller forfald.
Jeg nærmede mig en stejl bakke, der havde form som en kæmpestor byld. Hvis man holdt farten, kildrede det skønt i nosserne, når hjulene slap asfalten over toppen. Og vi forestillede os, hvordan det måtte være for pigerne på bagsædet.
I stedet for at gå ind i svævet, sagtnede jeg farten og drejede til venstre på bakketoppen, ind mod skoven. Det var stadig fuldstændig lyst. Bøgetræernes blade var lysende grønne, og grenene hvælvede sig ind over vejen fra begge sider. Det var et godt sted at dø. Det var bare at speede op og køre på fuld tryk gennem de skarpe sving. Før eller siden ville en kæmpebasse af et bøgetræ komme i vejen. Det var selvfølgelig synd for Knolds storebror. Det var også synd for Knold. Han ville få et helvedes hus. Men jeg havde læst, at selvmordere slet ikke tænkte sådan. De tænkte kun på sig selv. De var så optaget af deres jammer, at de ikke sansede andet. Men lige nu kunne jeg lugte de søde dufte fra ølbryggeriet. Det lå og puttede sig nede ad skrænten mod jernbaneskinnerne. Den duft fik mig til at sagtne farten. De andre bavianer havde sikkert godt gang i flaskerne nu. Og i pigerne. Det var en rigtig dårlig dag at dø. Ingen ville opdage noget før engang hen ad søndag. Og da havde de alle sammen tømmermænd og kunne alligevel ikke fatte, at deres skolekammerat og åh så uundværlige højre innerwing ikke længere var iblandt dem.
Jeg pumpede pedalen og bremsede forsigtigt. Duften af malt og humle bølgede ind gennem det nedrullede vindue og gav mig kvalme. Engang havde jeg et modbydeligt mareridt, hvor jeg druknede i et bassin fyldt med øl. Det var på et tidspunkt, hvor vi lavede øl selv, Knold, Fiske og mig. Vi bryggede i 25-liters balloner. Når man så sådan seks fyldte balloner på rad og række i en skummel fyrkælder, kunne man godt gå hen og blive en anelse svimmel. Boligblokkens varmemester var en gammel sut, der havde fået jobbet med at udskifte pærer, fordi han ikke længere kunne hænge med på en skraldevogn. Han var stærkt interesseret i vores hobby og garanterede, mod andel i produktionen, at ingen uvedkommende ville få nys om, hvad vi gik og foretog os. Det endte med, at han drak alt øllet selv. Det blev aldrig gæret færdig og smagte derefter. Øllet i mit mareridt havde også en umiskendelig hørm af gær. Da jeg gik ned for tredje gang, slugte jeg en hel tønde. Det vækkede mig.
