Undtagelsen

IBEN

1
"Har de ikke andet i hovedet end at slå hinanden ihjel?" spørger Roberto. Normalt ville han aldrig sige sådan.
Bilen med de fire siddende nødhjælpsarbejdere og to gidseltagere på ladet har holdt her i mindst en time. Vejen foran dem er spærret af udbrændte bilvrag, men det burde være muligt at bakke eller køre direkte gennem de spinkle hytter på vejens sider.
"... Jeg mener, hvad venter vi på? Hvorfor kører de ikke bare gennem flokken?"
Robertos engelsk plejer at være perfekt. For første gang kan man høre en oprindelig italiensk accent. Han hiver efter vejret, sved løber ned over kinden og ind i hans ene mundvig.
Slumkvarteret omkring dem har farve som en nedtrampet og overskidt indhegning for køer. Mudderet under bilen har solen brændt næsten til keramik, det er mærket af dybe spor der er trampet i den sidste regntid. Oven på den støvende slette har nubierne rejst et virvar af gråbrune hytter formet i komøg uden på skeletter af afpillede grene.
Roberto, der hernede er Ibens nærmeste chef, ser på sine tre medfanger:
"... Eller hvorfor kører de os i det mindste ikke ind i skyggen?!" Efter sit udbrud løfter han med en langsom bevægelse hånden op mod underkanten af sine solbriller.
En af gidseltagerne vipper en smule med sin skarpslebne en halv meter lange panga. Han vender øjnene væk fra slumboerne og mod Roberto på en måde der får Roberto til at sænke armen med samme overdrevne langsommelighed som han løftede den.
Iben sukker, og hun må have svedpropper i ørerne, for hun hører lyden af sig selv, larmende som en ventilator der starter. Op ad væggen på den nærmeste komøghytte skråner en meterhøj dynge af rådnende grøntaffald sammenblandet med menneskeekskrementer. Det er lugten af slum som hun kender den. Og her er den kraftig.
"O glorious Name of Jesus, gracious Name. Name of love and power! Through you sins are forgiven, enemies are vanquished, the sick ..." messer den yngste af deres bortførere.
Iben ser op på ham. Han er ikke som de børnesoldater hun skrev om hjemme i København.
Alle kan se han er uerfaren og ikke kan holde til presset. Hele tiden har han været skæv af et eller andet stof, nu slår angsten ham i stykker. Han står med blikket rettet mod det stadig voksende og stadig mere bevæbnede menneskehav der på afstand har omringet bilen. Tårerne løber ned ad kinderne på ham. Hans ene hånd knuger den ridsede, sorte maskinpistol mens den anden gnider på det kors han har om halsen uden på sin røde og blå "I love Hong Kong"-T-shirt.
Drengen må tilhøre en engelsksproget kirke, for han er slået om fra sit eget sprog og rabler sammenvævede engelske bønner og lange bibelcitater af sig i et messende tonefald som var det latin.
"... Surely goodness and love will follow me all the days of my life. And I will dwell in the house of the Lord for length of days ..."
...