Agerhønen
De hørte den hjemløse Landstryger udenfor, Blæsten. Han var træt, lod det til. Nu og da lagde han sig ned paa Marken for at hvile, men saa maatte han op igen. 
Og en gang imellem rejste Sneen sig op ved Vinduet, hvirvlede, polkerede og var borte igen. Den kikker ind, tænkte de, den morer sig over os, skønt her ikke er noget at more sig over.
Det blæste, og aftenen gik. Blæsten tog nok til, men trægt. Den slæbte sig gennem havens Træer. En slidende Vind. Den mindede om en, som nøler med at sige Sandheden, men skal sige den. Det var nok, hvad de voksne i Stuen hørte i den slidende Blæst.
Aftenen gik, og der kom hele Tiden Sne ned. Først var det store, brede Fnug, som fra Mørket kom sejlende ind mod ruden og blev lysende, store anemoner. Siden blev Fnuggene mindre og tættere, og længe, meget længe kom de paa skraa. Lidt efter lidt satte de Farten op og kom mere paa langs, fygende. Naar da ikke Sneen gjorde holdt, vendte sig i sin lange, hvide Kappe og kikkede ind.
- Se dog Sneen! sagde den mindste Pige. Søsteren tyssede paa hende. Børnene glædede sig ellers over Snevejr, men det kunde de ikke nu, syntes de. Og hele aftenen blev der ikke sagt stort andet end det, den lille sagde om Sneen. Det var under Krigen, den første store Krig, paa et afsides Sted, i et beskedent hus, hvor der var noget i Vejen.
