Alt hvad jeg er

Til minde om
Ruth Blatt (født Koplowitz)

Hvil uden skygge, Ernst, omsider hos de tunge
Stridsheste, hvis navn iblandt de unge
Nu med eksemplets magt for evigt runge.

W.H. Auden: „In Memory of Ernst Toller“
Maj 1939

Uden for mit vindue er der krig
Den, jeg har længtes efter, er det dig?

Nick Cave: „(Are You) the One That
I’ve Been Waiting For?“

De mest civiliserede nationer er lige så tæt på barbari,
som højpoleret jern er tæt på rust. Nationer skinner,
ligesom metaller, kun på overfladen.

Antoine de Rivarol

Da Hitler kom til magten, var jeg i bad. Vores lejlighed lå på Schiffbauerdamm i nærheden af  floden lige midt i Berlin. Fra vinduerne havde vi udsigt til kuplen på rigsdagsbygningen. Der var skruet op for radioen i dagligstuen, så Hans kunne høre den ude i køkkenet, men den eneste lyd, der nåede mine ører, var en begejstret jublen, som ved en fodboldkamp. Det var mandag eftermiddag.

   Hans forsøgte at presse limefrugter og lave sukkersirup uden at brænde det til karamel med samme koncentrerede opmærksomhed som en kemiker. Han havde købt en særlig latinamerikansk pistil i KaDeWe samme morgen. Ekspeditricens læber var purpurrøde, og jeg havde grinet ad os, forlegen over at købe sådan en luksusgenstand. Denne træpind med det afrundede hoved kostede sikkert mere end, hvad ekspedienten tjente på en hel dag.

   „Det er jo vanvid,“ sagde jeg, „at have en dims, der kun skal bruges til at lave mojitos med!“

   Hans lagde armen om mig og kyssede mig på panden. „Det er ikke vanvid.“ Han blinkede til pigen, der lyttede opmærksomt, mens hun pakkede dimsen ind i guldpapir. „Det kaldes ci-vi-li-sation.“

   Et kort øjeblik så jeg ham med hendes øjne: en smuk mand med tilbagestrøget hår, stålblå øjne og en helt ubegribeligt lige næse. En mand, der sikkert havde kæmpet i skyttegravene for sit fædreland, og som nu fortjente alle de små luksusgoder, tilværelsen kunne byde på. Pigen stod og måbede. Sådan en mand kunne gøre hver eneste detalje i ens liv smuk, helt ned til en latinamerikansk limepistil.

   Det var aften. Vi var gået i seng om eftermiddagen og var netop stået op, da radiotransmissionen begyndte. Mellem jubelråbene kunne jeg høre Hans støde limefrugter – en rytme som hans hjerteslag. Min krop svævede, afslappet af vellystig udmattelse.Pludselig stod han i badeværelsesdøren, en lok af hans hår var faldet ned i panden, og hans hænder hang fugtige ned langs siderne. „Hindenburg har gjort det. De har samlet en koalition og udnævnt ham. Hitler er taget i ed som rigskansler!“ Han styrtede tilbage ned ad gangen for at høre mere.

   Det virkede så ubegribeligt. Jeg greb min badekåbe og gik dryppende ind i dagligstuen. Speakerens stemme skælvede af ophidselse. „Vi får netop at vide, at kansleren vil optræde offentligt allerede i eftermiddag, at han befinder sig inde i bygningen i dette øjeblik! Folkemængden venter. Det er begyndt at sne lidt, men folk her viser ingen tegn på at ville forlade stedet …“ Jeg kunne høre de taktfaste råb i gaderne udenfor, og ordene strømmede ind i stuen gennem radioen. „Vi … vil … se … kansleren! Vi … vil … se … kansleren!“ Radiokommentatoren fortsatte: „… døren til balkonen går op – nej – det er kun en vagt – men jo! Han anbringer en mikrofon på gelænderet … hør engang mængdens jubel …“

   Jeg gik hen til vinduerne. Hele den sydlige ende af lejligheden bestod af en buet væg med vinduer, der vendte ud imod floden. Jeg slog to af vinduerne op på vid gab. Luften strømmede ind, kold og skarp og fuld af dundrende brøl. Jeg betragtede rigsdagsbygningens kuppel. Spektaklet kom fra kanslerkontoret bag den.

   „Ruth?“ sagde Hans inde fra stuen bag mig. „Det sner.“

   „Jeg vil høre det med mine egne ører.“

   Han stillede sig bag mig, og jeg trak hans våde, citrusduftende hænder rundt om min mave. En fortrop af snefnug hvirvlede rundt i luften foran os og afslørede usynlige luftstrømninger. Projektørlys strøg hen over skyernes underside. Under os lød der fodtrin. Fire mænd kom løbende ned gennem vores gade med brændende fakler højt hævet over hovedet. Der lugtede af petroleum.

   „Vi … vil … se … kansleren!“ Menneskemængden derude råbte på deres frelser. Fra skænken bag os lød radioens dåse-ekko tamt med flere sekunders forsinkelse.

   Så lød der et drønende råb. Det var deres førers stemme, der brølede. „Den opgave, vi står over for. Er den vanskeligste. Tyske statsmænd nogensinde har stået over for. Alle klasser og alle enkeltpersoner må hjælpe til. Med at forme. Det nye Reich. Tyskland må ikke, Tyskland vil ikke bukke under for kommunismens kaos.“

   „Nej,“ sagde jeg med kinden lænet ind mod Hans’ skulder. „Vi foretrækker at gå til grunde i sund folkelighed og under ordnede forhold.“

   „Vi går ikke til grunde, Ruthie,“ hviskede han ind i mit øre. „Hitler kan ikke gøre noget. Nationalisterne og ministerrådet vil holde ham i stramme tøjler. De skal bare bruge ham som kransekagefigur.“

   Unge mænd samlede sig i gaderne nedenunder, mange af dem i uniformer: partiets egne tropper i SA’s brune og Hitlers personlige garde i SS’s sorte. Andre var menige entusiaster i civilt med sorte armbind. Et par drenge havde hjemmelavede armbind med hagekors på. De svingede med deres faner og sang: „Deutschland, Deutschland über alles“. Jeg hørte kampråbet: „Republikken er en prut“ og ud fra intonationen genkendte jeg den gamle spotteremse fra skolegården: „Flå jødens tøj itu / tøjet sprak / jøden slog en prut“. Petroleumsdunsterne fyldte luften. På fortovet overfor var de ved at sætte en stand op, hvor de unge mænd kunne bytte deres nedbrændte fakler med nytændte.

   Hans gik ud i køkkenet igen, men jeg kunne ikke løsrive mig. Efter en halv time fik jeg atter øje på de grimme, hjemmelavede armbind ovre ved standen.

   „De sender dem rundt i cirkler!“ råbte jeg. „For at få det til at se ud, som om der er flere, end der er.“

   „Kom nu ind,“ råbte Hans hen over skulderen ude fra køkkenet.

   „Er det ikke utroligt?“

   „Helt ærligt, Ruthie.“ Han stod lænet op ad dørstolpen og smilede. „De bliver bare opildnede af at have tilskuere.“

   „Vent lige lidt.“ Jeg gik ud til garderobeskabet i entréen, som jeg havde lavet om til mørkekammer. Der stod stadig nogle koste og andre lange ting – ski og et universitetsbanner – i det ene hjørne. Jeg fandt mit røde venstrefløjsbanner frem og gik tilbage.

   „Det kan du ikke mene?“ Hans holdt sig for munden med påtaget rædsel, idet jeg foldede det ud.

   Jeg hængte det ud ad vinduet. Det var kun et lille et.

RUTH

„Jeg er bange for, mrs. Becker, at jeg ikke har gode nyheder til Dem.“

   Jeg befinder mig på en fin privatklinik i Bondi Junction med udsigt over havnen. Professor Melnikoff har sølvgråt hår og halvbriller, himmelblåt silkeslips og lange hænder, som han har foldet hen over skrivebordet. Han triller sine tørre tommelfingre om hinanden. Jeg overvejer, om denne mand nogensinde har lært at omgås de mennesker, der bærer rundt på den kropsdel, der interesserer ham, i dette tilfælde mit hoved. Formentlig ikke. Melnikoff virker i al sin stilfærdighed som en mand, der sætter pris på at have en stor hvid atomgrav mellem sig selv og andre mennesker.

   Og han har kigget ind i min hjerne; han forbereder sig på at fortælle mig om dens form og vægt og dens snigende forræderi. Sidste uge læssede de mig ind i MR-scanneren, liggende i en af disse verdammten kitler, der ikke kan lukkes bagtil: designede til at minde en om den menneskelige værdigheds skrøbelighed, til at sikre lydig samarbejdsvilje, og som en garanti imod sidste-øjebliks flugtforsøg. Høje, tikkende lyde, mens strålerne gennemtrængte mit kranium. Jeg beholdt min paryk på.

   „Faktisk er det doktor Becker,“ siger jeg. Jeg plejede aldrig at benytte titlen uden for skolen. Men med alderen finder jeg, at ydmyghed ikke klæder mig. For ti år siden besluttede jeg, at jeg ikke brød mig om at blive behandlet som en gammel dame, så jeg begyndte indædt at insistere på brugen af min fulde titel. Og når alt kommer til alt, så er jeg her ikke for at blive trøstet. Jeg vil have sandheden.

   Melnikoff smiler og rejser sig og placerer transparenterne af min hjerne, sort/hvide fotoudsnit af mig, på en overheadprojektor. Jeg bemærker en ægte Miró – ikke en reproduktion – på hans væg. De socialiserede sundhedsvæsenet her for længe siden, og han har stadig råd til den slags? Så var det vel i grunden ikke så farligt, vel?

   „Tja, dr. Becker,“ siger han, „disse blålige områder antyder en begyndende plak.“

   „Jeg er doktor i litteratur,“ siger jeg. „Vær så venlig at udtrykke Dem forståeligt.“

   „De klarer Dem faktisk ikke så dårligt. Deres alder taget i betragtning.“ Jeg ser så udtryksløst på ham, som jeg kan. Alderen gør ikke en taknemmelig for lidt. Det burde en neurolog vel i det mindste vide. Jeg føler mig rask nok – ung nok – til at opleve tab som tab. På den anden side er der ingen og intet, der hidtil har formået at tage livet af mig.

   Melnikoff gengælder blidt mit blik og presser fingerspidserne mod hinanden. Han behandler mig med rolig sindighed. Måske kan han godt lide mig? Tanken ryster mig lidt.

   „Begyndende hjernesvind – afasi, tab af korttidshukommelsen, måske også et vist tab af rumfornemmelse at dømme ud fra plakkens placering.“ Han peger på nogle tågede områder øverst i den forreste del af min hjerne. „Måske også en påvirkning af Deres syn, men lad os foreløbig håbe på det bedste.“

   Han har et kalenderhjul på bordet, en genstand fra en æra, hvor den ene dag fulgte den anden i en uendelighed. Bag ham glitrer havnens urolige vand, byens store grønne lunge.

   „Faktisk husker jeg mere, ikke mindre, professor.“

   Han tager halvbrillerne af. Hans øjne er små og rindende, det er, som om hans iriser svømmer rundt på øjeæblet.

   Han er ældre, end jeg troede.

   „Gør De?“

   ”Ting, der er sket. Som var det i går.“

   En umiskendelig lugt af petroleum. Men det kan jo ikke passe.

   Melnikoff holder hagen mellem tommel- og pegefinger og ser granskende på mig.

   „Der findes muligvis en klinisk forklaring,“ siger han. „Visse videnskabelige undersøgelser tyder på, at langtidshukommelsen blomstrer op i takt med, at korttidshukommelsen forringes. Nogle gange synes mennesker, der står over for at miste synet, at opleve intense epifænomener. Men indtil videre er det alt sammen blot hypoteser.“

   „Så De kan altså ikke hjælpe mig.“

   Han smiler sit milde smil. „Har De brug for hjælp?“

   Jeg forlader ham med en ny aftale om et halvt år, i februar 2002. De lægger dem ikke alt for tæt på hinanden, for at det ikke skal tage modet fra os gamle, men de lægger dem heller ikke med alt for langt mellemrum.

   Bagefter tager jeg bussen til hydroterapi. Det er en handicapvenlig bus med lift til dem, der er dårligt til bens, som mig. Jeg tager den fra Bondi Junctions lyserøde hospitalstårne langs klinterne ind til byen. Uden for vinduet har en rosella-parakit travlt i et flammetræ, og et par gummisko hænger og dingler på en elledning. Bag dem bølger bakkerne sig som et favntag ned imod havnen, der ligger doven og levende for foden af dem.

   Fare for at miste synet. Jeg plejede at have et skarpt blik. Hvad jeg så, er straks en helt anden sag. Min erfaring siger mig, at det er absolut muligt at se noget ske uden at se noget som helst.  

Hydroterapien foregår i byens nye smarte swimmingpool. Som så meget andet virker hydroterapi bedst, hvis man tror på det.

   Vandet er varmt, temperaturen er nøje afstemt, så den ikke generer dem af os, der har sukkersyge eller dårligt hjerte. Jeg har en slags plaster, som jeg sætter på mit bryst hver dag. Det sender en elektrisk impuls til mit hjerte, der skal sætte gang i det, hvis det svigter. Fra tidligere dødsforagtende eksperimenter ved jeg, at det bliver siddende på under vandet.

   Vi er syv i poolen i dag, fire kvinder og tre mænd. To af mændene bliver kørt ned i vandet i kørestole, som skibe der søsættes. Deres hjælpere cirkler omkring dem, hjulene er klodsede i vandet. Jeg står bagerst, bagved en kvinde med en gammel, gul badehætte, hvorudfra der vokser nogle forbløffende plasticblomster. Vi hæver lydigt armene. Jeg betragter vores blævrende armflæsk. Det forekommer mig, at vores aldrende kroppe er tyvstartet på forrådnelsen, sådan som de i al stilfærdighed smelter ned og opløses inden for hudens rammer.

   „Armene op over hovedet – ånd ind – og ned igen – ånd ud – træk til og stræk dem ud bag jer – og ånd IND!“

   Vi har åbenbart brug for at blive mindet om at trække vejret.

   Instruktøren sidder på bassinkanten med en mikrofon hængende i en ledning ned fra loftet. Den hænger lige ud for hendes ansigt, der er indrammet af en glorie af strittende, hvidt hår. Vi ser op til hende som en frelser. Hun er venlig og respektfuld, men hun er helt klart en udsending med et budskab, der kommer lidt sent for visse af os, om at fysisk aktivitet er vejen til evigt liv.

   Jeg forsøger at tro på hydroterapi, skønt guderne skal vide, at jeg aldrig evnede at tro på Gud. Da jeg var ung – under 1. Verdenskrig – plejede min bror Oskar at skjule en roman (Idioten eller Huset Buddenbrook) bag bønnebogen i synagogen, så vores far ikke opdagede det. Til slut erklærede jeg med den trettenåriges frejdige selvsikkerhed, at: „Tvungen kærlighed sårer Gud“ og nægtede at gå med. Set i bakspejlet argumenterede jeg jo selv da på hans betingelser, for hvordan kan man såre noget, der ikke findes?

   Og selv nu, æoner senere, kan jeg stadig gribe mig selv i, i upåagtede øjeblikke at tænke: Hvorfor reddede Gud mig og ikke alle de andre? De troende? Inderst inde giver min styrke og mit held kun mening, hvis jeg tilhører Det Udvalgte Folk. Uværdig, men stadig Udvalgt; jeg er det levende bevis på hans irrationalitet. Hverken Gud eller jeg fortjener ved nærmere eftertanke at eksistere.

   „Nu skal vi koncentrere os om benene, så I skal kun bruge armene til at holde balancen med,“ siger pigen. Jody? Mandy? Mine høreapparater ligger i omklædningsrummet. Jeg funderer over, om de opfanger alt dette og udbasunerer det for mødrene, der kæmper med at få deres børn ud af badetøjet, for skimmelsvampen og kønshårene og de mystiske stumper ubrugt wc-papir på gulvet.

   „Vi strækker venstre ben frem og laver små cirkler med underbenet.“

   En sirene bræger. Ovre i det store bassin begynder bølgerne. Børnene stavrer sig frem gennem vandet med højt hævede arme for at komme frem forrest, hvor bølgerne er størst. Teenagepigerne tjekker diskret, at deres bikinitoppe nu også holder sig på plads; mødre hejser deres spædbørn op på hofterne og går med for sjovs skyld. En lille dreng med røde svømmebriller står i vand til hagen. Bag ham går en slank ung kvinde, hvis hår falder i bløde bølger omkring hendes kinder, roligt fremad. Hendes skulderblade bevæger sig under huden, som om de var vinger. Mit hjerte springer et slag over: Dora!

   Det er naturligvis ikke hende – min kusine ville være ældre end mig nu – men det betyder intet. Min hjerne finder på nye måder at bringe hende tilbage til mig på hver eneste dag. Jeg overvejer, hvad professor Melnikoff mon ville have at sige om det?

   Bølgen kommer, og drengen med svømmebrillerne bliver ført med af strømmen, han forsøger at holde hovedet oven vande, men bølgen skyller hen over ham. Da den er passeret, er han ikke nogetsteds at se. Så dukker han op til overfladen længere nede, gylpende og ekstatisk.

   „Dr. Becker?“ lyder pigens stemme ovenfra. „Timen er slut.“

   De andre er allerede henne ved trappen og venter på deres kørestolshjælpere ved rampen. Jeg ser op på hende og ser, at hun smiler. Måske er mikrofonen en direkte forbindelseslinje op til Gud.

   „Der er ti minutter til det næste hold,“ siger hun. „Så De behøver ikke skynde Dem.“

    En eller anden udmåler tiden i ulige tildelinger. Hvorfor ikke vælge en læspende og venlig, hvidhåret budbringer?

   Bev har stillet en lille skål med shepherd’s pie i køleskabet med husholdningsfilm over. Der er friskkværnet peber på kartoffelmosen, og der er noget ubehageligt pligtagtigt over denne perfekt udmålte portion til én. Så jeg tør et stykke dybfrosset ostekage op til middag – en af fordelene ved at bo alene – og opløser en Berocca-tablet i et stort glas vand for at råde bod på det. Jeg må finde på en god undskyldning til Bev, når hun kommer i morgen.

   Da jeg er kommet i seng, holder cikaderne udenfor mig med selskab – det er stadig tidligt. Deres kor lokker natten frem, som om den aldrig ville driste sig til at sænke sig over dette lyse sted uden deres opmuntring. Hvilken na-at! synes de at kvidre, hvilken na-at! Senere deler vi tavsheden.

TOLLER

To hurtige bank på døren – Clara og jeg holder på formerne, fordi en vis formalitet kræves mellem en mand og en kvinde, der arbejder alene sammen i et hotelværelse, ligesom mellem læge og patient i personlige anliggender. Vores formalitet forvandler dette sted med dets krøllede drømme, de græsgrønne gardiner, morgenmadsbakken og den hastigt redte seng, til et arbejdssted.

   „Godmorgen.“ Et åbent smil på hendes rødmalede læber, der pludselig ser intime ud. Det er et smil, der tilhører en ung kvinde, hvis flamme ikke er blevet svækket af et racistisk eksil; som sikkert er blevet elsket samme morgen.

   „Godmorgen, Clara.“

   I dag er hun iført en abrikosfarvet kunstsilkeskjorte med posede ærmer og tre små knapper på manchetterne – en billig kopi af luksus, der kun holder en enkelt sæson, og som måske netop er essensen af demokratiet. „Ferskenblød“, som de ville sige her i Amerika, skønt på engelsk er jeg ude af stand til at skelne poesi fra ordspil. Hun bringer et frisk pust af morgenluft med sig, af en ny dag, den 16. maj 1939.

   Clara ser sig om i rummet og besigtiger skaderne efter nattens hærgen. Hun ved, at jeg ikke kan sove. Hendes blik standser ved mig. Jeg sidder og fumler med en fløjlssnor med kvast på. Dens grønne og gyldne tråde stråler i lyset.

   „Lad mig,“ siger hun og skynder sig hen til mig. Hun tager snoren og binder gardinerne op.

   Men snoren hører ikke til gardinerne. Det er bæltet fra min kone Christianes morgenkåbe. Da hun forlod mig for seks uger siden, tog jeg den som et minde. Eller som hævn.

   „Ingen breve?“

   Clara plejer at tage posten med herop på vejen.

   „Nej,“ siger hun med ansigtet vendt mod vinduet. Hun tager en dyb indånding, vender sig om og går beslutsomt hen til bordet. Så roder hun i sin taske efter sin stenografiblok uden at sætte sig. „Skal vi gøre brevet til mrs. Roosevelt færdig?“ spørger hun.

   „Ikke nu. Måske senere.“

   I dag har jeg andre planer. Jeg rækker over og tager min selvbiografi på bordet. Min amerikanske forlægger vil gerne udgive den på engelsk. Han mener, at den vil kunne sælge efter mine skuespils succes i England og min amerikanske oplæsningsturné. Han forsøger, Gud velsigne ham, at hjælpe mig, efter at jeg har givet alle mine penge til de sultende børn i Spanien.

   Jeg har ikke længere brug for penge, men jeg har brug for at sætte tingene på plads. Hitler vil snart få sin krig, det er stensikkert. (Ikke at nogen i det her land synes at tage sig af det – hans åbningssalve, invasionen af Tjekkoslovakiet for et par uger siden er gledet om på side tretten i New York Times). Men hvad folk ikke forstår, det er, at denne krig imod os allerede har været i gang i årevis. Der har allerede været tab. Nogen bliver nødt til at skrive deres navne.

   Clara stirrer ud ad vinduet mod Central Park, mens hun venter på, at jeg samler tankerne.    „Har du læst Eine Jugend in Deutschland?“

   „Nej. Nej, det har jeg ikke.“ Hun vender sig om, mens hun fæstner en vildfaren, mørk hårlok bag øret.

   „Godt. Godt, godt.“

   Hun ler – Clara har en ph.d. fra Frankfurt og et godt hoved og har masser af overskud til selvkritik. „Det er godt!“

   „Jo, det er.“

   Hun lægger hovedet på skrå, fregnerne er strøet ud over det så tilfældigt og perfekt som en stjernehimmel.

   „For jeg har tænkt mig at foretage visse ændringer.“

   Hun venter.

   „Den er ufærdig.“

   „Forhåbentlig da.“

   „Nej. Ikke opdateringer. Nogen, jeg ikke fik med.“

   Min biografi har en subtil, skamfuld tendens til selvforherligelse. Jeg satte mig selv i begivenhedernes centrum; jeg tilstod aldrig hverken frygt eller tvivl. (Jeg var imidlertid snu nok til at fortælle om isolerede tilfælde af barnlig grusomhed og voksen ubesindighed for at give – ikke mindst mig selv – en illusion om fuld åbenhed). Jeg glemte min elskede, og nu er hun ingen steder. Jeg vil prøve, om det er muligt for mig at være ærlig, nu slutspillet nærmer sig.

   Idet jeg åbner bogen i skødet, blafrer siderne op som en vifte. Nationalsocialisterne tog mine dagbøger – brændte dem sikkert på deres kætterbål. Jeg må arbejde ud fra hukommelsen. Pigen sætter sig ved bordet ved siden af mig. Clara Bergdorf har arbejdet for mig i fem uger nu. Hun er et sjældent menneske, som man kan være stille sammen med. Tiden føles hverken tom eller fuld af forventningsfuldt pres. Den vider sig ud. Det giver plads til, at tingene kan vende tilbage og fylde mit tomme hjerte.

   Jeg tænder en cigar og lader den ligge og ryge i askebægeret. „Vi begynder med introduktionen. Tilføj denne dedikation til slut.“ Jeg rømmer mig. „Jeg tænker tilbage på en kvinde, hvis modige handling jeg skylder dette manuskripts frelse.“ Jeg sukker og ser ud på himlen, en blød, ubeslutsom farve i dag.

   „Da diktatoren fra Braunau fik magten over det tyske folk, gik Dora Fabian, hvis liv sluttede …“

   Og her afbryder jeg mig selv. Clara tror, at jeg er lammet af sorg, men det er ikke rigtigt. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal beskrive denne afslutning. I parken leger vinden med træernes kroner og blæser blade og grene hid og did – som om musikken er standset, men de ikke kan holde sig i ro, fordi de er så fulde af liv. Clara skotter til mig. Hun er lettet over at se, at jeg ikke græder. (Jeg har en vis træning i den slags).

   „Undskyld.“ Jeg vender tilbage til hende. „Hvor var jeg?“

   „’Dora Fabian, hvis liv sluttede.’“

   „Tak.“ Jeg kigger atter ud og finder det rigtige ord. „Så sørgeligt,“ siger jeg, hvilket er så tæt på sandheden, som jeg kan komme. „Hvis liv sluttede så sørgeligt i eksil, hen til min lejlighed og bragte to kufferter fulde af manuskripter i sikkerhed.“

   Clara ser ikke op. Hendes hånd bevæger sig roligt hen over papiret og standser først lidt efter, at jeg er færdig med at tale.

   „Politiet fik viden om, hvad hun havde gjort og sendte hende i fængsel. Hun fortalte dem, at papirerne var blevet destrueret. Efter at hun var blevet løsladt fra fængslet, flygtede hun fra Tyskland, og kort inden sin død fik hun papirerne ud af Tyskland med hjælp fra en desillusioneret nazist. Punktum.“

   Clara lægger blyanten fra sig.

   Er det det hele? Jeg lukker øjnene.

   Doras redaktionelle spor er overalt i min bog: det skarpe fokus, humoren. Det er vores elskede, vi erindrer bedst, når livet er slut, for det er dem, der har formet os. Vi er vokset til dem, vi er, omkring dem, som om en støttepæl.

   Og når den støttepæl er væk?

   „Alt vel?“ spørger Clara blødt efter et øjeblik. Hun tror, at jeg er faldet hen, at jeg er døset hen i hendes blide nærvær. Hun retter lidt på blokken foran sig.

   „Ja ja.“ Jeg retter mig op igen.

   Jeg vil fortælle det hele. Jeg vil bringe Dora tilbage og til live igen her i dette rum.

RUTH

Dørklokken ringer.

   Jeg ignorerer den. Selv med lukkede øjne ved jeg, at det er morgen.

   Ring ring ring ring ring ring ring ...

Verdammtes klokke. Fuh-ken klokke, som de siger her. Tingesten er gammel, ligesom mig, og den har det med at sætte sig fast. Jeg svinger mit dårlige ben ud over siden af sengen sammen med det andet og stikker fødderne, der er knortede som trærødder, i lammeskindstøflerne – den ene med indlægssål i. Jeg lader min paryk ligge på toiletbordet.

   Ring ring …

   Jeg åbner døren. Varevognen kører væk – jeg når lige at læse, at der står: „Verden rundt til tiden“ på siden af den med lilla bogstaver. Klokken er syv om morgenen! Lidt for tidligt efter min mening.

   En FedEx-pakke på dørmåtten. Jeg bukker mig ned med mit stive ben stikkende ud til siden – jeg er en skaldet giraf i en upålidelig morgenkåbe, og jeg har ondt af de eventuelle forbipasserende, der måske ser mig og min ynkeligt afpillede kusse. Tanken sender en ondskabsfuld, frydefuld gysen gennem mig, indtil jeg forestiller mig, at det jo også kan være børn, som jeg i al almindelighed ikke har noget ønske om at skræmme.

   Jeg går ind i dagligstuen, som er mit yndlingsrum i lejligheden. Der lugter af møbelspray – Bev må have været i gang, mens jeg var ude i går. Hun bruger sprayen som en del af sit arsenal imod forfald og tidens tand – sammen med Vicks VapoRub og sit kobberarmbånd. Hun kvæler verden i lag på lag af silikone for at få den til at skinne og for at præservere den for evigt ligesom plasticmaden i japanske restaurantvinduer. Hun sprayer bogskabene, armlænene på stolene, ja, sågar – jeg har selv set det – bladene på gummitræet. Hvis jeg en dag bliver siddende lidt for længe, sprayer hun såmænd også mig og konserverer mig for eftertiden som en anden udstillingsgenstand: „Europæisk flygtning fra midten af det 20. århundrede“. Ikke at jeg behøver den slags. Unkraut vergeht nicht, som min mor plejede at sige: Ukrudt forgår ikke så let.

   På bagsiden af pakken står der: „Columbia University New York, Department of Germanic Languages“. Her i Sydney skyller verdensbegivenhederne op som historie med en vis forsinkelse, slørede og uklare som glasstumper i sandet. Hvad er nu det?

Kære dr. Becker

Vi henviser til tidligere korrespondance i denne sag. Som De ved, skal Mayflower Hotel rives ned i slutningen af 2001. Bygningen er nu ved at blive tømt med henblik på dette.

Um Gottes willen! Hvor skulle jeg vide det fra? Her i Bondi? Og hvilken tidligere korrespondance? På den anden side har jeg måske glemt det.

De vedlagte dokumenter tilhørende mr. Ernst Toller blev fundet i et pengeskab i kælderen. Materialet består af en førsteudgave af mr. Tollers selvbiografi, Eine Jugend in Deutschland, samt en række ark med maskinskrevne til føjelser. Der lå en håndskrevet note ovenpå med ordene: „Til Ruth Wesemann“. Landesamt zur Regelung offener Vermögensfragen har bekræftet, at De tidligere gik under navnet Ruth Wesemann.

  Skulle De beslutte Dem for det, vil universitetets Butler Library være beæret over at opbevare dette materiale til glæde for kommende generationer. Vi har allerede alle førsteudgaver af Tollers skuespil samt hans korrespondance fra hans tid i USA. Vi har taget os den frihed at tage kopier til opbevaring.

   Hvis jeg eller andre af fakultetets ansatte kan være Dem til nogen hjælp, vil det være os en glæde.

Med venlig hilsen

Mary E. Cunniliffe

Leder af Brooke Russell Astor Særsamlingerne

Toller!

   Hans bog er skrøbelig som gammelt skind eller visne blade. Ryggen er brækket og har løsnet sig fra stofomslaget på grund af de mange løse papirark, der er stukket ind mellem siderne. Noget fra ham til mig: Det kan kun handle om hende.

   Jeg vil lægge den fra mig på sofabordet, men jeg ryster sådan på hænderne, at nogle af papirerne falder ud på glaspladen og videre ned på gulvet. Det giver et stik i brystet, og min hånd ryger automatisk op for at tjekke plasteret over mit hjerte.

   Konfronteret med dem, med ham og hende, vender jeg tilbage til mit gamle jeg. Alle mine ironiske forsvarsværker, mit hårdt tilkæmpede bidske skjold er væk. Jeg var engang så åben over for verden, at det gør ondt. Rummet svømmer ud for mine øjne.

   Da jeg atter samler bogen op, åbner den sig af sig selv ved det første maskinskrevne ark med tilføjelser:

   Jeg tænker tilbage på en kvinde, hvis modige handling jeg skylder dette manuskripts frelse. Da diktatoren fra Braunau fik magten over det tyske folk, gik Dora Fabian, hvis liv sluttede så sørgeligt i eksil, hen til min lejlighed og bragte to kufferter fulde af manuskripter i sikkerhed. Politiet fik viden om, hvad hun havde gjort og sendte hende i fængsel. Hun fortalte dem, at papirerne var blevet destrueret. Efter at hun var blevet løsladt fra fængslet, flygtede hun fra Tyskland, og kort inden sin død fik hun papirerne ud af Tyskland med hjælp fra en desillusioneret nazist.

Ernst Toller

New York, maj 1939

Toller mestrede kunsten at fatte sig i korthed.

   Jeg tager et tæppe over benene. Jeg har bare lyst til at kravle tilbage ind i natten, måske for at drømme om hende. Men man kan kontrollere drømme mindre end noget som helst andet i tilværelsen, hvilket vil sige overhovedet ikke.