Begravet

PROLOG
Man tænker først og fremmest på børnene . Som det første og det sidste i en situation som den her, i en sindstilstand som den her, hvor man ikke kan afgøre, om det er vrede eller smerte, der får en til at knække sammen, og som gør det så svært for en at hvæse ordene tværs gennem stuen. Først og fremmest tænker man på dem.
"Hvorfor fanden, hvorfor i hede hule helvede har du ikke fortalt mig det her noget før?"
"Tidspunktet var ikke det rette. Det virkede, som om det var bedre at vente."
"Bedre?" Hun tager et skridt frem mod manden, der står i den anden ende af hendes stue. Han rykker instinktivt baglæns, indtil hans lægge bliver presset op mod sofaens kant, og han næsten falder baglæns ned på de omhyggeligt rystede puder.
"Jeg synes, at du lige skal falde lidt til ro," siger han.
Stuen lugter af potpourri. Gulvtæppet har striber, der afslører, at det er blevet støvsuget for nylig, og rejseuret på den blankpolerede kaminhylde af fyrretræ tikker højt, når det ellers kan høres over hendes råben.
"Hvad forventer du, at jeg skal gøre?" siger hun. "Det vil jeg virkelig gerne vide."
"Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du skal gøre. Det er op til dig."
"Tror du, at jeg har noget valg?"
"Vi er nødt til at sætte os ned og finde den bedste løsning ..."
"Gudfader bevares. At komme marcherende herind og fortælle mig alt det her. På en afslappet facon, som om det bare er en forglemmelse. At komme her og fortæller mig alt det her ... lort!"
Hun er begyndt at græde igen, men denne gang fører hun ikke en hånd op til ansigtet. Hun lukker øjnene og venter på, at gråden skal forsvinde. Venter på, at vreden kommer tilbage for fuld styrke.
"Sarah ..."
"Jeg kender dig ikke. Jeg kender dig for fanden ikke engang!"
I nogle få sekunder kan man blot høre urets tikkende lyd og støjen fra den fjerne trafik, som smelter sammen med lyden fra radioen i køkkenet, som hun havde skruet ned for, da hun hørte, at det ringede på døren. Indenfor kører centralvarmesystemet på fuld kraft, men solen strømmer stadig ind i stuen gennem de tynde gardiner.
"Jeg beklager."
"Hvad gør du?" Men hun har hørt ham tydeligt nok. Hun smiler, og så begynder hun at le. Hun har armene ned langs siden og samler stoffet i sin kjole mellem fingrene, mens hendes hænder åbner og lukker sig. Nu er der noget, der begynder at trække sig sammen i hendes mave; en krampe begynder at vibrere øverst oppe på hendes lår.
 "Jeg må hen på skolen med det samme."
"Børnene har det fint. Med garanti, skat. Helt fint."
Hun gentager hans sidste ord og så en gang til med en hvisken. Denne gang kan hun ikke holde tårerne tilbage eller skriget, der kommer langt inde fra; hun kan heller ikke holde den bølge af vrede og raseri tilbage, som sender hende hurtigt gennem stuen, og hendes hænder prøver at kradse ham i ansigtet. Manden løfter armene for at beskytte sig. Han griber fat om fingrene, der stikker ud efter hans øjne, og da han har fået fat om hendes hænder, så snart han har kontrol over hende, forsøger han at holde hende i ro, at holde hende væk fra sig. 
"Du bliver nødt til at forholde dig i ro."
"Dit. Dumme. Svin." Hun kaster nakken tilbage.
"Hør nu her ..." Spytklatten rammer ham lige over læben og begynder at løbe ned i hans mund. Han forbander hende med et ord, han kun sjældent bruger. Og han skubber til hende ... Og pludselig er hun blevet en dødvægt og falder bagover, mens hun åbner munden for at udstøde et skrig, og brager gennem glaspladen på sofabordet. Der følger nogle sekunder med urets tikken og trafikken og støjen fra køkkenet. Manden tager et skridt hen mod hende og standser brat op. Han kan se med det samme, hvad der er sket. Hendes ryg gør ondt, og hendes ankel, der hvor hun ramte kanten af bordet, da hun faldt. Hun forsøger at sætte sig op, men hendes hoved er pludselig blevet meget, meget tungt. Fra hendes brystkasse lyder en rallende stønnen, og hendes skuldre maser glasset ned i gulvtæppet under hende. Hun ligger stakåndet på de takkede, glitrende stykker glas og genkender en sang i den fjerne radio i samme øjeblik, som hun mærker varmen og fornemmelsen af noget vådt i baghovedet. Det breder sig omkring hendes strube og kryber ned langs halsen under hendes sweater. Skår ... Hun tænker et øjeblik på det ord, på hvor dumt det lyder, når man gentager det flere gange for sig selv; og hun tænker over sit manglende held. Hvor uheldig kan man for pokker være? De må have ramt en pulsåre, eller måske to. Og selv om hun kan høre sit navn blive nævnt, selv om hun er helt klar over desperationen, over panikken stemmen, er hun allerede begyndt at glide væk og at fokusere; hun koncentrerer sig udelukkende om ansigterne på sine børn. Først og fremmest. Mens hendes liv hurtigt ebber ud, løber rødt hen over det røgfarvede glas, er hendes sidste tanke meget ligetil. Enkel og blid og brutal.
Hvis han har rørt mine børn, så slår jeg ham ihjel.