Cirklens Ende
Det begyndte at regne sent den eftermiddag, da Grethe døde. Det var sommer, da far gik bort. Han blev enogtredive år, fire måneder, to uger og tre dage gammel. Jeg hørte, at han skreg. De har selvfølgelig været her, mens jeg var borte. Gennemsøgt værelse efter værelse. Og fjernet sporene efter hende. Det er, som om hun aldrig har eksisteret. I dagbogen skriver jeg om alt det, der skete mig i sommer. Kuglepennen skraber mod papiret. Stille væver jeg mit spindelvæv af minder.
Gennem trådene af vand skimter jeg fjorden, blank og kold, som en flod bag det nøgne krat. I time efter time sidder jeg og glor på dråberne, som siler ned ad ruden. Jeg tænker. Jeg skriver. I duggen på glasset former bygerne et bugtende gitter.
Jeg har skubbet skrivebordet hen til vinduet. Så kan jeg skrive og kigge ud samtidig. I strandkanten driver klaser af rådden tang. Bølgerne skvulper dovent mod klipperne. En terne skriger halvhjertet og livstræt.
Grenene på egetræet ude på gårdspladsen stritter, sorte og våde; endnu klamrer et og andet blad sig fast, som om de ikke rigtigt forstår, at efteråret snart vil hente dem til sig.
De fleste mener, at det var en ulykke.
Den første tid efter dødsfaldet kapslede mor sig ind i en kokon af stille sorg. Så, i en metamorfose som aldrig har sluppet taget i mig, begyndte hun at drikke og forsømme mig. Der blev en del snak. Vores villavej havde øjne og ører. I butikken sendte de mig medfølende blikke. Børnene lavede væmmelige sange om hende. De tegnede hende nøgen med kridt på asfalten i skolegården.
Nogle minder har mejslet sig fast.
Men ufejlbarlige er de ikke. De overså de fire silkereb, som hænger slapt ned fra sengestolperne.
Havde det ikke været for skorperne og den sviende kløe, ville jeg have troet, at sommeren var en sammenhængende vrangforestilling. At jeg befandt mig på mit værelse på klinikken. I en spændetrøje. Proppet fuld af Stesolid. Noget af det der skete, vil jeg muligvis aldrig komme til at forstå. Det gør ikke noget. Den smule, jeg har forstået, eller ikke forstået, holder længe for mig.
Dagbogen er en tyk skindindbundet bog. Nederst til højre på omslaget er mit navn trykt i guld. Bjørn Beltøs bog.
Der findes to former for arkæologi. Den historiske. Og den sjælelige: udgravninger i hjernen.
