Dagbog 1942-1944
Dette er min dagbog. *** Nu venter jeg på Miss Day, som skal komme til te. Himlen er pludselig blevet helt mørk, regnen pisker mod ruderne; det ser alvorligt ud, lige før lynede og tordnede det. I morgen skal vi på skovtur i Aubergenville sammen med François og Nicole Job, Françoise og Jean Pineau og Jacques Clère. På vej ned ad trapperne i Jardin du Trocadéro tænkte jeg glad på i morgen; det vil trods alt også klare op indimellem. Nu er jeg kommet i en mørk stemning. Men solen kommer frem igen, det er næsten overstået. Hvorfor er vejret så skiftende? Det er som et barn, der ler og græder på samme tid. *** I går aftes faldt jeg i søvn efter at have læst anden del af Monsunen. Den er pragtfuld. Jo længere jeg kommer i bogen, jo mere går det op for mig, hvor smuk den er. I forgårs var det scenen mellem Fern og hendes mor og de to gammeljomfruer. I går aftes var det oversvømmelsen, Bannerjee'ernes hus og familien Smiley. Jeg synes, jeg lever sammen med disse personer. Ransome er som en gammel bekendt, han er meget tiltalende. *** Aftenen fyldte os med forventningens glæde. Det strømmede ikke over, men var mere en underliggende stemning, som man indimellem glemte, og som så vendte stille tilbage. Forberedelserne var som til en længere rejse. Toget går klokken otte treogtredive. Vi skal op klokken seks femogfyrre. *** Onsdag d. 8. april *** Jeg kan næsten ikke holde øjnene åbne. Brudstykker af dagen passerer forbi i mit trætte hoved, jeg ser for mig afgangen fra stationen i silende regn under en grå himmel; togturen med de fornøjelige pjatterier, fornemmelsen af, at alt ville blive godt denne dag, den første spadseretur i haven i det våde græs, i regnen, og den blå, solfyldte himmel, der pludselig viste sig igen, da vi kom til den lille mark, vores deck tennis inden frokosten, bordet i køkkenet og den meget livlige og meget lystige frokost, opvasken, som alle hjalp til med, Françoise Pineau, der med stor systematik tørrede tallerkenerne af, og Job, der en efter en satte dem på plads, med piben i munden. Jean Pineau, der lagde én gaffel eller stillede én tallerken på plads ad gangen og grinede, hver gang vi opdagede det, mens han undskyldende slog ud med armene; spadsereturen ad vejen oppe på plateauet i solskinnet, den tætte, hurtige byge, min samtale med Jean Pineau, vejen tilbage til landsbyen, hvor vi stødte til Jacques Clère, spadsereturen til Nézel under den renvaskede himmel, mens horisonten åbnede sig og lyste mere og mere, det hyggelige eftermiddagsmåltid med chokolade uden sukker, der næsten ikke smagte af noget, brødet og syltetøjet; følelsen af, at alle var lykkelige, turen tilbage sammen med Denise og de to Nicole1, der trykkede sig op ad hinanden, for at der også kunne være plads til Job, mine brændende kinder; Jean Pineaus smukke ansigt over for mig, hans lyse øjne, de energiske ansigtstræk, afskeden i metroen og smilene, der udtrykte den oprigtige og ligefremme glæde ved dagen. Alt det forekommer mig at være mærkelig tæt på og samtidig mærkelig fjernt. Jeg ved godt, at det er forbi, at jeg er her, i mit værelse, og samtidig kan jeg høre stemmerne, jeg ser ansigterne og omridsene igen, som om jeg var omgivet af levende genfærd. Det er, fordi dagen ikke længere er helt Nutid og endnu ikke Fortid. Roen omkring mig summer af minder og billeder. *** Torsdag morgen, d. 9. april 
Resten befinder sig i Aubergenville.
1942
Tirsdag d. 7. april
Klokken 4
JEG ER LIGE kommet hjem ... fra portnersken hos Paul Valéry. Jeg havde omsider besluttet at gå over og hente min bog. Efter frokost skinnede solen; der var ikke udsigt til selv den mindste hurtige byge. Jeg tog linje 92 til Place de l'Étoile. På vej ned ad Avenue Victor-Hugo begyndte jeg at blive nervøs. På hjørnet af Rue de Villejust blev jeg et øjeblik grebet af panik. Men jeg reagerede med det samme: "Jeg må tage ansvaret for mine egne handlinger. There's no one to blame but you." Og så genvandt jeg hele min selvtillid. Jeg spurgte mig selv, hvordan jeg dog havde kunnet være så bange. I sidste uge, ja, lige til jeg gjorde det, fandt jeg det helt naturligt. Det var Mor, der skræmte mig ved at give udtryk for, hvor forbavset hun var over min dristighed. Ellers syntes jeg, at det var helt ligetil. Min sædvanlige halvt drømmende tilstand. Jeg ringede på i nr. 40. En foxterrier styrtede mig gøende i møde, portnersken kaldte den til sig. Hun spurgte med et mistroisk udtryk i ansigtet: "Hvad vil De?" Jeg svarede så naturligt jeg kunne: "Hr. Valéry skulle have lagt en lille pakke til mig?" (Men alligevel, bagefter undrede jeg mig over min selvsikkerhed, men først længe efter). Hun gik ind i portnerlogen: "Hvad er navnet?" - "Frøken Berr." Hun gik hen til bordet. Jeg vidste på forhånd, at den var der. Hun rodede lidt og rakte mig så min pakke, den var i det samme hvide papir. Jeg sagde: "Tusind tak!" Hun svarede meget venligt: "Skulle det være en anden gang." Så gik jeg, idet jeg lige fik set, at mit navn stod skrevet meget tydeligt med sort blæk på pakken. Så snart jeg var ude på fortovet, lukkede jeg den op. På forsatspapiret stod der med den samme skrift: "Denne bog tilhører frøken Hélène Berr", og nedenunder: "En opvågnen, så blidt et lys, så smukt det levende blå", Paul Valéry.
Og jeg fyldtes af glæde, en glæde, der bekræftede mig i min selvtillid og var i harmoni med det glade sollys og den renvaskede blå himmel over de spredte totter af skyer. Jeg gik hjem til fods med en lille følelse af triumf ved tanken om, hvad min far og mor ville sige, og et indtryk af, at det usædvanlige i grunden var det virkelige.
Jeg er hjemme igen fra Aubergenville. Så mæt af den friske luft, den strålende sol, blæsten, de hurtige byger, så træt og veltilfreds, at jeg slet ikke kan finde mig selv igen. Jeg ved bare, at jeg havde et anfald af forstemthed, lige før middagen, inde på mors værelse, uden nogen tydelig grund, men fordi jeg var ked af, at denne vidunderlige dag var forbi, og jeg pludselig var så langt fra hele dens atmosfære. Jeg har aldrig kunnet vænne mig til, at de behagelige ting har en ende. Jeg ventede ikke dette anfald af fortvivlelse. Jeg troede, jeg havde glemt denne form for barnlighed, men så kom det over mig, uden at jeg gjorde mig det klart, og uden at jeg prøvede at kæmpe imod. Og så lå der også, da jeg kom hjem, et brev fra Odile og et fra Gérard1, det sidste var rigtig ondt og sårende. Han gør nar af mig, af mit brev. Jeg kan ikke længere huske, hvad det drejede sig om, men jeg troede, at han ville forstå mig. Jeg vil svare ham i det samme tonefald.
Jeg vågnede klokken syv. Alt var en stor forvirring i mit hoved. Glæden i går, skuffelsen i går aftes, min tilstand af unpreparedness i dag, fordi jeg ikke havde planlagt noget i forgårs for i dag, min irritation over Gérard, som forsvinder, hvis jeg tænker nærmere over det, for i grunden har han ret i at gøre nar af mig; Jean Pineaus alvorlige og samtidig lidenskabelige ansigtsudtryk i toget; tanken om, at Odile endegyldigt er rejst, lige nu hvor vores venskab var ved at folde sig ud og blive dybere. Hvad skal jeg gøre uden hende nu?
