De bedste af os

Hør Bogbidden her Indtalt specielt til Bogbidder.

En høj, rødhåret mand går med lange skridt hen over den brolagte plads mellem Det Samfundsvidenskabelige og Det Humanistiske Fakultet. Der er ret mange på pladsen, for det er en af de første varme dage. Det er i begyndelsen af årets femte måned, og semesteret er ved at være slut.
Flere er på vej et eller andet sted hen, men ingen ser ud til at have travlt. De bevæger sig roligt, på vej til en forelæsning, til et seminar eller hen for at holde kaffepause, måske til et hemmeligt stævnemøde. Men langt de fleste af folkene på pladsen ser ikke ud til at skulle noget lige med det samme. De slentrer af sted og vender vinterblege ansigter op mod solen. Et par ældre professorer vandrer rundt med hænderne på ryggen og snakker fag, en gruppe yngre ansatte stikker hovederne sammen og hvisker. De studerende sidder tæt på bænkene og på trappetrinene, der fører op til Niels Treschows hus. Ved de få borde uden for Kafé Niels har der ikke været en ledig plads i timevis. Den rødhårede mand bevæger sig hurtigt. Han nikker til nogle kolleger, smiler til en flok studerende, han kender, og vinker til en rengøringskone, der sidder og ryger en cigaret i en lun krog. Men mange flere lægger mærke til ham. Han skiller sig ud, nok først og fremmest på grund af sit tempo og sin energiske udstråling. Der er noget i måden, han bevæger sig på, der gør, at folk får indtryk af, at han må være en lykkelig mand. Og de har ret; den rødhårede er lykkelig, og i de måneder, der ligger foran ham, vil han blive endnu mere lykkelig.
Nu skrår han over plænen mellem Sophus Bugges hus, Henrik Wergelands hus og Problemveien, og snart efter befinder han sig på den metalbro, der forbinder universitetsområdet med Forskningsparken. Han standser, da han når ud midt på broen. Herfra kan han se den storslåede bygning, hvor han har sit kontor. Denne bygning huser Institut for Futuristisk Lingvistik. Det er et smukt, femetagers hus i poleret granit og marmor med store vinduer. Ruderne reflekterer majsolens lys og kaster det tilbage i hans ansigt, og det er så skarpt og ubehageligt, at han må knibe øjnene sammen. Solen blænder ham næsten, men han smiler et stort, drenget smil, det smil, der plejer at få kvinder til at falde som overmoden frugt i hans arme.
På det tidspunkt, hvor den rødhårede mand står smilende med smalle, missende øjne omtrent midt på broen og nyder synet af sin egen arbejdsplads, stamper professor Edith Rinkel irriteret med foden inde på et af kontorerne i bygningen. Kontoret har godt nok udsigt til broen, men professoren sidder vendt mod en studerende. Nej, professor Rinkel ser ikke sin rødhårede kollega. Hun stirrer på den unge mand, der sidder over for hende med enden yderst på sædet og de fremstrakte ben skrævende ud fra stolen.
Den studerendes hjælpeløshed og enfoldighed bliver netop understreget af hans selvsikkerhed, synes professor Rinkel, og hun får lyst til at kaste manuskriptet i hovedet på ham. Hun giver selvfølgelig ikke efter for sin trang, men nøjes med at stampe sin fod i gulvet under skrivebordet én gang for hver stavelse, mens hun siger: "Jeg har allerede forklaret dig, hvorfor det afsnit ikke kan stå sådan."
Det bliver til nøjagtig tyve tramp i gulvet, tyve taktfaste, dæmpede drøn af undertrykt vrede og irritation. Den unge mand forholder sig tavs, svælger, sænker blikket. Hans sikkerhed er mindsket betragteligt. Hans pande er blank af sved, og i den venstre tinding banker en opsvulmet åre.
"Ved du hvad, jeg tror ganske enkelt, at det her er spild af tid," fortsætter Edith Rinkel overmåde venligt. "Jeg er ikke specialuddannet som pædagog, ved du nok. Jeg har hverken evner, tid eller tålmodighed til at tilrettelægge min vejledning efter studerende, der øjensynlig har særlige behov. Jeg synes ikke, du er egnet til at tage en magistergrad." "Du må i hvert fald finde dig en anden vejleder," tilføjer hun – forsonende, synes hun selv. Hun rækker ham papirstakken, overbevist om, at denne konferensafhandling aldrig bliver gjort færdig. Hun tror, at hun nu har nedbrudt den sorgløse selvtillid, som den studerende var i besiddelse af, da han for tre måneder siden begyndte at skrive på denne opgave med arbejdstitlen "Hvordan bøjer børn substantiver i år 2108? Et futuristisk-morfologisk bud."
Den studerende forlader Edith Rinkels store kontor uden at se op en eneste gang. Den høje, rødhårede mand kommer ind i korridoren lige tidsnok til at se ham forsvinde ind i elevatoren, og dermed forsvinder han også ud af denne historie, indtil han dukker op igen i et lille glimt hen mod slutningen. For det skal vise sig, at Edith Rinkel ikke får ret denne gang: Den unge mand får faktisk lavet sin konferensafhandling.
Den rødhårede mand stiller sig op for at låse sig ind på sit kontor, der ligger skråt over for Edith Rinkels. Han gør et lille ritual ud af det, kigger kærligt på nøglen, før han stikker den i låsen, holder den inde i nogle sekunder, før han vrider den rundt. Han gør det med åbenbar stolthed, ligesom den, man kan se, når et barn tager sin skinnende, gule rygsæk på
den første dag, hun skal i skole, eller hos en nybagt bachelor, der endelig står med sit eksamensbevis i hånden.
Før han trykker håndtaget ned, kaster han et blik på skiltet på væggen ved siden af døren. Han smiler, han kan simpelthen ikke lade være med at lyse op i et smil, når han læser de tre ord på det mørkegrå skilt:
Pål Bentzen
Forsker.
Ja, Pål Bentzen, den rødhårede lingvist, lyser virkelig af livsglæde, af energisk lykke, af selvtilfredshed denne majdag – trods det, at han ikke er uvidende om, at mange synes, han ikke burde have fået denne stilling, at han simpelthen ikke har fortjent den.