Den fremmede gæst
Prolog
Anonymt brev til Sabrina Baldini
"Det er blevet maj ... hvor din have dog blomstrer og grønnes, Sabrina! Jeg så dig i går aftes, da du stadig sad derude. Hvor var din mand? Han er ikke meget hjemme hos dig, vel? Ved han egentlig, at du slet ikke er den tro hustru, han ser dig som? Har du skriftet alle de mørke dybder i dit liv for ham? Eller beholder du de afgørende begivenheder for dig selv? Det ville interessere mig at se, om du klarer at blive gammel sammen med ham, samtidig med at du fortier dit ægteskabsbrud.
Du er, som altid, meget alene. Det blev mørkt, men du var stadig udenfor. Senere gik du ind i huset, men du lod terrassedøren stå åben. Hvor uforsigtigt af dig, Sabrina. Har du aldrig hørt, at det kan være farligt? Verden er fuld af onde mennesker ... fuld af hævngerrige mennesker. Hævngerrighed er slemt, men ofte er den kun alt for forståelig, synes du ikke? Alle får, hvad de fortjener. Man kan kun klare verden, hvis man tror på en udglattende retfærdighed. Ikke sjældent lader retfærdigheden vente for længe på sig, så må man hjælpe den lidt på vej.
Du forstår godt, at du har fortjent at dø, ikke sandt, Sabrina? Det må have stået dig klart siden de længst forgangne dage, hvor du svigtede så forfærdeligt. Det kaldes omsorgssvigt, det du gjorde dengang. Eller rettere: ikke gjorde. Hvad var grunden, Sabrina? Dovenskab? Ligegyldighed? Du ville ikke lægge dig ud med nogen? Ikke brænde fingrene? Ikke vække anstød? Åh, det er den sædvanlige historie! Du var så engageret i din indsats for andre. Men kun så længe det ikke skaffede dig besværligheder på halsen. Bare snak, ikke noget bagved. Det er så nemt bare at se til den anden side! Og det giver bare ubehageligheder, hvis man blander sig!
Men man kommer til at betale for det. På et eller andet tidspunkt. Altid. Du håbede sikkert, at du ikke måtte tømme denne kalk, ikke sandt, Sabrina? Så mange år ... så blegner erindringerne, og måske har du forlængst fortrængt de dage, forskønnet dem i din hukommelse, og langsomt har du bildt dig ind, at du endnu engang havde haft heldet med dig. At du var sluppet godt fra det, uden at skulle betale regningen.
Troede du virkelig det? Du forekommer mig egentlig at være mere intelligent end som så. Og erfaren.
Nu er tiden kommet. Den måtte indtræffe på et eller andet tidspunkt, og jeg synes, at nu skal vi ikke vente længere. Set fra min side er det hele klart. Dommen over dig er fældet, og inden længe vil jeg fuldbyrde den. Både over dig og over Rebecca. Hun er lige så skyldig som du, og det ville ikke være i orden, hvis det kun var dig, der skulle tage ansvaret.
Jeg tager mig tid til jer begge to. Det bliver ikke nemt at gå hen over scenen, hastigt og uden de store armbevægelser. I kommer til at lide. Døden bliver hård for jer. Den kommer til at trække så længe ud, at I får rigelig lejlighed til at tænke grundigt over jer selv og jeres liv.
Er du ikke spændt på mødet med mig, Sabrina? Så spændt, at du ikke mere sidder længe ude i haven om aftenen? At du passer på at holde terrassedøren lukket hele tiden? At du ser dig forsigtigt til alle sider, når du forlader huset? At du farer sammen, når det ringer på døren? At du ligger vågen i sengen om natten, når din mand igen er taget hjemmefra, lytter ængsteligt ud i mørket og hele tiden spørger dig selv, om du nu også har husket at låse alle husets døre ordentligt? Eller lader du lyset brænde hele tiden, fordi du ikke længere kan tåle mørket omkring dig? Men du ved jo godt, at alt dette ikke giver dig sikkerhed, ikke sandt? Jeg kommer lige netop på det tidspunkt, jeg har besluttet mig for. Du kan ikke værge for dig.
Og det ved du jo i grunden godt.
Jeg melder mig snart igen hos dig, Sabrina. Det er herligt at vide, at du tænker på mig dag og nat indtil da, Sabrina. Og at du kommer til at se mere og mere grå og elendig ud. Det fryder mig at holde øje med dig.
Jeg er hos dig!"
