Den hvide konge

Dragoman: Den hvide konge

Tulipaner
   Om aftenen gemte jeg vækkeuret inde under puden, så kun jeg hørte det, og mor ikke vågnede, men uret nåede slet ikke at ringe, før jeg var lysvågen, i den grad forberedte jeg mig på overraskelsen. Jeg tog min forniklede kinesiske lommelygte fra skrivebordet, trak vækkeuret frem, lyste på det, det viste kvart i fem, jeg trykkede knappen ned, så uret ikke ringede, tog mit tøj, som jeg havde lagt over stoleryggen om aftenen, klædte mig hurtigt på og passede på ikke at lave larm. Da jeg trak bukserne på, kom jeg til at sparke til stolen, den bumpede kun ganske let mod bordet, men væltede heldigvis ikke, også døren til mit værelse åbnede jeg forsigtigt, selv om jeg vidste, at den ikke ville knirke, for jeg havde smurt hængslerne dagen i forvejen med maskinsmørelse. Jeg sneg mig hen til skænken, trak meget forsigtigt den midterste skuffe ud, tog skræddersaksen, som mor plejede at klippe mig med, slog entrédørens yalelås fra og listede stille og forsigtigt ud, jeg løb ikke engang ned til første trappeafsats, først derfra tog jeg trapperne to trin ad gangen. Da jeg nåede ned foran husblokken, var jeg blevet helt varm, og sådan gik jeg mod parken, for dér, ved den lille kilde, i det pragtfulde blomsterbed, groede byens smukkeste tulipaner.
   På det tidspunkt havde vi allerede måttet undvære far i et halvt år, selv om det hed sig, at han kun skulle være væk en uge, han skulle ud til kysten på en forskningsstation i en meget vigtig sag, og da han tog afsked med mig, sagde han, hvor ked af det han var, fordi han ikke kunne tage mig med, havet var på denne årstid, sent om efteråret, virkelig et uforglemmeligt syn, langt mere barskt end om sommeren, enorme, gule bølger rullede ind mod kysten, og der var hvidt skum overalt, så langt øjet rakte, men skidtpyt, han skulle nok komme hjem, lovede han, og så ville han tage mig med og vise mig havet, han kunne slet ikke forstå, hvordan det kunne gå til, at jeg var blevet over ti år gammel uden at have set havet, nå men lige meget, det skulle vi nok få indhentet, ligesom alt det andet, der var jo ingen grund til at forhaste sig, der var rigelig tid til alt, hele livet lå jo foran os, det var en af fars yndlingssætninger, jeg har nu aldrig helt forstået, hvad det egentlig betød, men da han så ikke vendte hjem, tænkte jeg ofte over det, også afskeden tænkte jeg over, da jeg så ham sidste gang, fars kolleger kom efter ham i en grå varevogn, jeg var netop nået hjem fra skole, da de var i færd med at køre, og hvis ikke naturkendskab, vores sidste time, var blevet aflyst, havde jeg slet ikke mødt dem, de var ved at stige ind i bilen, da jeg nåede derhen, de havde meget travlt, fars kolleger ville slet ikke lade ham tale med mig, men far satte dem på plads, nu skulle de tage og holde op, de havde selv børn og vidste, hvordan det var, fem minutter kunne jo hverken gøre fra eller til, og da trak en af fars kolleger, en høj gråhåret og gråklædt mand på skulderen og sagde, at for hans skyld måtte han gerne, her kunne fem minutter virkelig hverken gøre fra eller til, og så kom far hen til mig, standsede foran mig, men klappede mig ikke på kinden, omfavnede mig heller ikke, holdt hele tiden fast på sin jakke, som han havde lagt over armene foran sig, og så var det, at han fortalte om havet, at han var blevet hasteindkaldt til forskningsstationen, han skulle kun blive der i en uges tid, men hvis situation blev værre, kunne det tage lidt længere tid, før han havde bragt orden i sagerne, og så fortalte han lidt om havet, men så kom hans høje, gråhårede kollega hen til os, lagde hånden på fars skulder og sagde, kom så doktor, de fem minutter er gået, vi skal af sted nu, ellers kommer vi for sent til flyet, far bøjede sig ned, kyssede mig på panden, men omfavnede mig stadig ikke, og han sagde, at jeg skulle passe på mor, for nu skulle jeg være manden i huset, så jeg måtte hellere opføre mig ordentligt, og jeg sagde, godt, jeg skulle nok opføre mig ordentligt, og han skulle passe på sig selv, og hans kollega så på mig og sagde, gør dig ingen bekymringer, min dreng, vi skal nok passe på doktoren, og han kneb det ene øje i og åbnede varevognens sidedør for far og hjalp ham ind, imens chaufføren startede motoren, og så snart døren smækkede efter far, kørte de af sted, jeg tog min skoletaske, vendte mig om og gik hen mod vores opgang, jeg havde nemlig skaffet mig en ny angriber til mit knappefodboldhold, og jeg ville op og prøve, om den virkelig gled lige så godt på voksdug som på karton, jeg blev ikke stående, og jeg vinkede heller ikke, jeg så ikke engang efter bilen, jeg ventede ikke, til den forsvandt for enden af vejen. Jeg husker fars ansigt ganske tydeligt, han var ubarberet, lugtede af cigaretter, han så meget, meget træt ud, selv hans smil hang lidt i den ene side, jeg har tænkt meget over det, men jeg tror ikke, at han på forhånd var klar over, at han ikke skulle vende hjem, efter en uges tid fik vi kun et brev fra ham, hvor han skrev, at situationen var værre, end han havde regnet med, en mere detaljeret beskrivelse kunne han af statssikkerhedsmæssige grunde desværre ikke tjene os med, men det korte af det lange var, at han måtte blive der noget længere, og hvis alt gik godt, ville han nok få nogle fridage efter et par ugers forløb, men i øjeblikket var der brug for ham hvert eneste minut. Siden da havde han sendt endnu et par breve, et brev ca. hver tredje eller fjerde uge, og i hvert eneste brev skrev han, at nu kom han snart hjem, men han kom ikke, ikke engang til jul, selv nytårsaften måtte vi vente forgæves, og vi var allerede inde i april, og der kom ingen breve fra ham mere, og jeg tænkte, at far i virkeligheden nok var flygtet til udlandet, sådan som en af mine skolekammerater, lille Egons far, som svømmede over Donau til Jugoslavien og derfra rejste videre til Vesten, og de havde intet hørt fra ham siden og vidste hverken, om han var død eller levende.