Den udstødte
Prolog Der var intet spor af mændene, som var blevet løsladt sammen med ham, eller af nogen andre for den sags skyld. Han havde hærdet sig og oplevede ikke de store følelser. Han havde tilbragt tiden i en tilstand af venten, men det var ikke løsladelsen, han havde ventet på, det var hjemkomsten.To år er ikke så forfærdelig lang tid, selv om det måske er længere, når man er mellem sytten og nitten år, end på senere tidspunkter i ens liv. 
August 1957
Ingen var kommet for at hente ham. Han stod i kø bag tre andre mænd og så på, mens de underskrev papirerne og gik ud, og de gjorde det alle på samme måde, som om man ikke selv kunne vælge måden, man gjorde det på efter at have ventet så længe på det. Det gjorde dem alle ens.
Da det blev hans tur, var der ikke andet at udlevere til ham end det tøj, han havde haft på, da han kom, og hans tegnebog og barberkniv. De fik ham til at skrive under på modtagelsen af disse effekter og en postoverførsel fra hans far, og han blev ført ind i et mindre lokale for at klæde om.Tøjet passede ikke længere i størrelsen. Bukserne var et par centimeter for korte, og skjorteærmerne nåede ikke helt ned til håndleddene.
Han gik tilbage til skranken og puttede tegnebogen med postoverførslen ned i baglommen og lagde barberkniven ned i den anden lomme, og han ventede, mens døren blev låst op igen, så han kunne gå ud. Han så ikke på fængselsbetjentene, men gik over gården hen til den mindre dør i muren ved siden af porten. Døren var ikke låst, og han åbnede den og trådte ud på gaden.
Det var farverne, han først lagde mærke til, dem og den klare sol. Hans øjne kunne se så langt, hele vejen ned ad gaden til en lille, lyseblå bil, der drejede rundt om et hjørne og forsvandt.
Han kiggede op og ned ad gaden og tænkte på, at han kunne blive stående der altid, i denne rene, klare luft, og kigge ud i det fjerne eller på husenes mursten, der var i forskellige nuancer af gult og brunt, og på græsstråene mellem fortovsfliserne og det, at der slet ikke var nogen der. Men så kom han i tanke om, at fængslet lå lige bag ham, og han ville væk fra det. Bagefter slog det ham, at fængslet var det eneste, han havde kendt i lang tid, og at han egentlig ikke ville væk fra det, men de tanker standsede han, og han gik ned ad gaden, væk fra fængslet og hen mod hjørnet, hvor den lyseblå bil var forsvundet.
