Den utålmodige alkymist
Hør Bogbidden her. Indtalt specielt til Bogbidder: endnu ikke udgivet som lydbog Kapitel 1
Et godmodigt smil
Stillingen var alt andet end komfortabel. Liget lå på maven med armene strakt ud i deres fulde længde, og håndleddene var bundet fast til sengens ben. Ansigtet vendte mod venstre, og benene
var trukket op under maven. Ballerne rejste sig oven på hælene, og mellem dem knejsede majestætisk en buet rød gummijavert med en lyserød pompon for enden.
- Jeg var ikke klar over, at de kunne fås i den udgave, sagde Ruiz forvirret.
- Folk er meget opfindsomme med den slags, bemærkede hans nærmeste overordnede, sergent Marchena, stoisk.
- Den ligner noget, man forærer folk for sjov.
- Det er, som man ser på det. Plyspomponen er da ret festlig,
men det der apparat må gøre allerhelvedes ondt, vurderede sergenten og så forskrækket ud. - Og når den sidder fast på den
måde, må der være et pænt stykke inde i ham.
- Nå jo, men de kunne jo have brugt vaseline, fabulerede Ruiz.
- For så at ekspedere ham bagefter? Virker det ikke lidt blødsødent?
En blid kvindestemme afbrød forelæsningen.
- Er det ikke lidt tidligt at begynde at snakke om drab?
Indtil dette øjeblik havde min kvindelige assistent, Chamorro, været tavs, hvorfor der blev lagt særligt mærke til hendes spørgsmål.
Måske skulle jeg lige bemærke, at Chamorro og jeg kun havde tilbragt lidt over fem minutter i lokalet, hvoraf de tre var gået med at undersøge liget. Marchena og Ruiz, som var de lokale folk på
sagen, havde været de første på stedet og havde ventet temmelig længe på, at vi kvikke hoveder fra Centralenheden skulle nå frem. Chamorro kunne være ironisk på en ret subtil måde, og det var kun fordi jeg selv gentagne gange havde mærket det
på min egen krop, at jeg var i stand til at opfange alle nuancer. Men Marchena var ikke tabt bag en vogn, og hendes bemærkning fik ham til at overveje, om han indtil nu havde været lidt for åbenmundet, når der nu var en ung dame til stede. Som jeg
senere skulle finde ud af, var Marchena indehaver af nogle ret så antikverede holdninger til trods for, at han med sin sevillanske charme godt kunne efterlade en med et andet indtryk. Med sine nogle og fyrre år var han gammel nok til at være opdraget
i den faste overbevisning, at kvinder skal holdes på afstand af denne verdens farer.
- Selvfølgelig, skat, sagde han og udfordrede Chamorro med sit spydige blik. – Hvad skulle der blive af os stakler, hvis ikke I kom fra Madrid og udbredte lyset over os?
- Gør De grin med mig, sergent?, forhørte Chamorro sig uden at fortrække en mine.
- Nej da, svarede Marchena i et mistænkeligt elskværdigt tonefald. - Nu ser jeg det pludseligt klart for mig. Først må han have bundet sig selv til sengen. Derefter har han brugt fødderne til at spidde sig med den der hegnspæl. Og til sidst døde han så af
ophidselse.
