Efterskrift

Hør Bogbidden her. Indtalt specielt til Bogbidder.
1
Han sidder stift, uden at berøre stoleryggen, og stirrer på skærmen. Hvor længe? Fem minutter, ti, en halv time? Der er koldt i skuret. Han skulle jo bare tjekke sine mails og bestille et
sygesikringsbevis, ikke arbejde for alvor. Øjnene løber i vand, og bogstaverne flyder ud. Som så ofte før spekulerer han på, om det er et eller andet i omgivelserne, han ikke kan tåle, eller den betændelse på hornhinden, som af og til gør ham helvede
hedt.
Uden for vinduet piler en korsedderkop op og ned ad tråden til sit forsølvede net. Dens destination ligger fast, somhans egen for lidt siden, da han endnu ikke havde åbnet svaret fra forlaget: “Messeudvalget sagde nej tak, så du slipper denne gang.” Redaktøren har forsøgt at få det til at lyde indforstået
(du hader jo den slags, ikke). Jo, gu gør han. Men han ved også, at samme redaktør har et stort ord at skulle have sagt, og at beslutningen betyder en nedprioritering fra forlagets side. Bliver så det næste, at de ikke vil udgive ham?
Kroppen lader sig ikke længere tøjle, og han må afbryde, skønt han har lovet det med sygesikringsbeviset i mindst en uge. Går udenfor.
Ada og han er de sidste, der holder ud i den lille koloni. Alle andre flytter hjem omkring 1. september, men hans kone vender ham konsekvent ryggen, når han begynder at snakke om neddroslingsprojekter, som om det var hende, han ville lukke for. Og lige så sikkert er det, at hun på den første tur herop om foråret læner sig tilbage i sædet, trækker vejret helt
igennem, som om hun ikke har kunnet ånde hele vinteren og udsender en kraftig lugt af liderlighed, men det sidste har han aldrig fortalt hende.
Allerede længe før man når frem til “reservatet”, som de kalder det, må farten tages af på grund af Digevejens ringe vedligeholdelsesstand, og hvis det ikke var for postkasserne på højre side, som hver især markerer en snørklet, flere hundrede meter lang indkørsel til et hus skjult af selvsåede birke, ville man antagelig anse området for uvejsomt vildnis. På modsatte
side rejser diget sig som ryggen på et sovende fortidsdyr. I dets græspels anes tynde skilninger, hvor beboerne har forceret det på vej til parcellernes private strande.
Det varede faktisk flere år, før han introducerede Ada til stedet, havde nok nærmest glemt dets eksistens, undtagen den ene gang om året ejendomsskattebilletten dukkede op. Plejede blot at betale og køre derop på en af sine ensomme ture, dem han, som så meget andet, aldrig blev stillet til ansvar for af omgivelserne i respekt for den hellige inspiration.
Han husker ikke nøjagtigt, hvornår hun var med første gang, kun hendes tavshed mens hun inspicerede skurvognen og trak ærmerne ud over hænderne for at feje brændenælderne væk på vej ned til sumpen, hvordan hun smed skoene og balancerede over en knækket træstamme, der var landet på tværs af den andemadsdækkede flade, næsten som en fælde.
– Pas nu på! udbrød Per, men hun var i sin egen verden. Husker også det første, hun overhovedet sagde, da de var kommet tilbage til vognen, og han havde tændt for gassen. Ordene faldt præcist, med lige stor vægt på hver stavelse, blikket direkte og registrerende:
– Er hun levende for dig her?
– Hvad mener du?
– Helene. Var det jeres drømmested? Er det derfor, du aldrig har fortalt om det?
– Selvfølgelig er det ikke det. Så havde jeg da ikke taget dig med. Lige i starten kørte jeg af og til herop, men det har hele tiden været min mening at sælge det, jeg fik bare ikke gjort noget ved det. Nu er det ... Han trak på skuldrene.
– Der er tre muligheder, skar hun igennem. – Ét: Du beholder det som et helle, hvor du kan være alene med din længsel.
Han rejste sig og ville protestere.
– Hold nu op, fortsatte hun, – jeg gider sgu ikke alle de omsvøb. To: Vi sælger det, som du havde planlagt. Tre: Vi gør noget ud af det sammen. Men kun hvis du kan finde ud af at skille tingene ad, så jeg ikke hver anden dag skal finde dig med fugtige øjne i en krog.
– Ærligt talt, det er hundrede år siden.