En fest for Beate
Beate
– Selvfølgelig skal du holde fest.
Lis ringer altid før fanden får sko på. Før Beate er rigtig vågen og i stand til at etablere den nødvendige sikkerhedsafstand. Først og fremmest gælder det om at finde et stemmeleje der matcher Lis’ kommandotone.
– Jeg orker ikke at holde fest for mig selv.
Hendes chancer er små. Lis er uimodsigelig. Hvis Lis har bestemt sig for fest, bliver der fest.
– Det er klart at du skal fejres.
– Jeg orker ikke at fejre mig selv. Jeg stod for alle festerne mens jeg var gift, der må være en eller anden fordel ved at være skilt.
– Folk vil føle sig snydt.
– Folk? Mener du dem der holdt op med at ringe til mig da Lars gik?
– Folk har det svært med skilsmisser, de ved ikke hvad de skal sige. Det er det samme hvis nogen er død eller har kræft. Folk tigger bare om at få at vide hvordan de skal forholde sig, men du isolerede dig. Du ringede ikke tilbage. Det bliver folk trætte af.
– Jeg ringede ikke til dem der ikke ringede til mig.
– Der var masser af mennesker der bakkede dig op eller måske ikke bakkede dig op, men som var der. Vi er masser der altid har været der.
Lis’ hjerne klikker som et gammeldags kasseapparat, ud kommer informationerne, pling, pling, pling. Lis har bedre tal på ens venner end man selv har. Om der er flere eller færre end hun selv kan bryste sig med, og hvor tætte de er. Hvor længe hvem har været gift med hvem, hvem der er ved at gå fra hvem og hvorfor. Hvem der er sur på hvem. Hvem man ikke skal invitere sammen.
– Jeg har ikke lyst til at holde fest.
– Du burde også invitere Lars.
– Lars? Det mener du ikke.
– Hvor længe har du tænkt dig at bære nag? Helt ærligt, er livet ikke for kort til den slags?
– Det er i hvert fald for kort til at bruge en formue på en fest jeg ikke vil holde.
Beate tager den sidste slurk af den halvlunkne morgente. Resten af den morgenmad hun normalt spiser i sengen i selskab med avisen, står endnu urørt på sin bakke, men Lis er langtfra færdig.
– Malene giver dig helt sikkert rabat. Du er hendes gudmor. Hun vil elske at ordne din fødselsdag.
Lis’ datters cateringfirma laver mad til filmpremierer og lanceringsparties. Malenes kreative mad hører til Lis’ historier, maden og de syttenårige serveringspiger der arbejder for Malene. Under mindstelønnen, naturligvis, ellers kunne det aldrig løbe rundt. Chancen for at blive klappet bagi af en kendt skuespiller er mindst lige så lokkende som tillæg for ubekvem arbejdstid. Siger Lis.
– Jeg har ikke råd til Malenes mad, ikke engang med rabat.
– Og ikke noget med at frabede dig taler og sange, halvdelen er løgn, men en gang imellem har man altså brug for at høre hvor fantastisk man er.
En halvtredsårsfødselsdag kan man ikke springe over, siger Lis. Medmindre man rejser væk, og så må man alligevel holde et eller andet når man kommer tilbage. Hvis man er syg, er det noget andet.
– Du er jo ikke syg, vel.
Hvis Beate ikke passer på, kan det her ende i betroelser hvis konsekvenser hun ikke har lyst til at tænke på.
– Hvis jeg overhovedet havde penge, ville jeg rejse til Mexico.
Huden under hendes tynde skjorte svider og strammer. Om en uge er hun færdig med strålebehandlingen, derefter skal den tynde hud på det der er tilbage af brystet læge. Det drejer sig om veritable brandsår, og det vil tage tid. Ingen sol den første sommer, siger lægerne. Som om hun havde råd til badeferier. Mexico ligger længere væk end på et andet kontinent.
– Du kan jo ønske dig en rejse. Så slipper du også for alt det skrammel folk kommer med. Jeg kan stadig ærgre mig over at jeg ikke ønskede mig en rejse.
– Den fik du jo alligevel.
– Du kan altså ikke bebrejde mig at Jens gav mig en rejse. Hvis du og Lars stadig havde været gift, ville han have gjort det samme.
– Du får mig ikke til at holde fest for at presse penge af folk.
– Når du lyder sådan, er det lige før man opgiver. Så, nu ringer min mobil. Jeg ringer i aften. Eller i morgen. Jeg ringer i hvert fald.
Lis har lagt på.
Årene forandrer ingenting. Beate er faldet i staver i køkkenet, hvor dagens anden kande te står og trækker under sin hætte. Folk er de samme, i værste, eller bedste, fald mere af det samme. Lis er ingen undtagelse. Lis kan ikke vise omsorg uden at det virker som et overgreb. Sådan har det været siden de var elleve år, og man blev veninde med Lis fordi man ikke turde andet. Lis havde magten. Lis kunne myrde en med tavshed, tromle en med taktløshed, Lis bestemte om man var inde eller ude, og man skulle være taknemmelig for at befinde sig på den rigtige side af stregen. Tilhørte man inderkredsen, var det fordi man havde noget attraktivt at tilbyde, som Beates kunstneriske talenter eller Johannes fars flødeskumskager eller Evas konstante regelbrud, eller også var man Lis’ søster Ella og fulgte med som det tynde øl.
Uden om deres lille kerne svævede de andre, de anonyme, gennemsnitlige, alt for tilpassede, dem der gik i samme klasse og til spil hos den samme lærer, men som også gik til ridning. Lis var bange for heste. Ridning var det dummeste man kunne bruge sin tid på.
Dengang var veninderne det vigtigste, vigtigere end forældre, vigtigere end eventuelle drengebekendtskaber, og de bånd har hverken ægteskaber eller langvarig bortrejse kunnet bryde. Lige bortset fra Eva, den beklagelige undtagelse. Barndomsveninder bliver man ikke skilt fra. Lis er i al sin besværlige dominans en del af det kit der holder Beates liv sammen.
Så længe hun husker tilbage har arbejdet været hendes væsentligste tryghed, men et par forestillinger under gennemsnittet har været nok til at ændre billedet. Skilsmissen påvirkede hendes arbejdsindsats, og teatercheferne, der før jagtede hende, lægger nu hovedet på skrå.
Jeg skal have dig i tankerne, Beate. Ikke lige til næste sæson, men måske til næste igen. Et let klap på skulderen, et kys på kinden, og så står hun nede på gaden med sin idé og sin velgennemtænkte rollebesætning og ved at det hele kan ende med at blive præsenteret for en kollega som et produkt af teaterchefens egen hjerne, og at hun ikke kan gøre noget for at forhindre det.
Tekoppen varmer hendes kolde hænder. Cigaretterne kom ind i billedet igen sammen med skilsmissen, og det er skidt for blodomløbet, der altid har været lidt trægt. Snart vil hun lægge dem på hylden. Ikke lige nu. Lige nu tænder hun en, dagens tredje. Da det stod værst til, røg hun fyrre om dagen. Nu er hun nede på ti.
Beate tæller. Tæller tekopper, tæller cigaretter. Tæller sovepiller, tæller dage, tæller timer. Tæller telefonopringninger. Hun har anskaffet en skridttæller og holder nøje regnskab. Når man lever alene og ikke har noget job, må man selv skabe struktur. At tælle er en enkel fremgangsmåde. Cigaretpakkens tømningshastighed, så og så mange skridt til Irma tre gader borte. Så og så mange skridt ned ad trappen og op igen når hun vælger at lade elevatoren stå, hvad hun gør. Stå af bussen to stoppesteder for tidligt når hun skal til strålebehandling. Gå det sidste stykke, det lægger skridt til regnskabet. Hun ved nøjagtigt hvor mange. Trods trætheden, kvalmen og den svidende hud.
Alternativet ville være at lægge sig til at dø. Så langt er hun ikke kommet.
