2. afsnit af 5

Gitte ser også ud til at have det fint. Hun er ikke fuld endnu. Hun taler dæmpet med Maria og Frede. De lytter opmærksomt til hende. Stadig lidt nervøse over alt det nye. De er sgu så søde. De holder hinanden i hånden under bordet. Maria med sine røde kinder. Hun ligner altid en der lige er kommet ind fra en frisk gåtur. Hun er faktisk temmelig sexet. På en anden og mere robust måde end Mie. Mie er spinkel og skøbelig. Maria er fast. Fast i kødet og lattermild. Hun strutter på en sund og fremkommelig måde, havde Thomas tørt bemærket en dag de havde talt om hende. Nemlig. Hun strutter.
   Nu sidder hun der og holder i hånd med sin fredsommelige mand Frede. Gitte plaprer løs. Snakker og snakker. Thomas taler ikke med nogen. Han sidder bare med benene på en stol og tankerne langt borte. Børnene er for længst smuttet fra bordet.
Christian sætter sig ned ved siden af Nina. Måske gider hun snakke. Det er sjældent efterhånden. Hun plejede at le når han fortalte historier om lærerne og klassekammeraterne på vej hjem fra skole. Hendes cykel slog et slag ud i rabatten, og hun var ved at køre i grøften af grin. Allerede dengang havde hendes latter en mørk, blød klang. Allerede dengang gjorde han alt for at få hende til at le.
   Når han fortæller noget fra bureauet, ser hun ud som om hun overhovedet ikke fatter det. Det er som om hun hellere ville have at han sagde noget andet. Talte om noget helt andet. Han ved bare ikke hvad.
   Han beslutter sig for at fortælle hende om den drøm han havde i morges. Måske vil det interessere hende. To gange har han drømt den samme drøm. I morges og for fire dage siden.
   – To gange, den samme drøm? Hun ser på ham. Vågen. Lattermild.
   Det kommer bag på ham hvor glad han bliver over at kunne fange hendes interesse. Hendes øjne hviler i hans. Klare og helt uden ironi.
   – Jeg har aldrig nogensinde følt mig så meget i ét med det hele. I ét med mig selv. Kender du det?
   Nina nikker. Ja, det kender hun godt.
   Mens Christian taler sig varm, registrerer han at hans ord også bliver bemærket af de andre om bordet. Den lille, næsten uhørlige nedgang i summen af stemmer der opstår når opmærksomheden slår et kollektivt slag, og alle fornemmer at nu sker der noget. En uventet fortrolighed mellem nogen i selskabet.
   – Jeg drømte at jeg fløj. Jeg så Mie og pigerne og huset og mig selv og min bil og gården i Bostad. Det var bare så fedt.

Jeg var midt i det hele og med i det og oven på det. På én gang.
   Ninas øjne skifter til hendes sædvanlige reserverede, grønøjede kølighed.
   Satans. Nu havde han hende lige på krogen.
   Hun lyttede til ham. Syntes godt om det han sagde.
   Satans. Satans. Han havde heller ikke behøvet at nævne bilen og huset og ødegården. Hun fortæller det garanteret til Lars på vej hjem i taxien. Han kan lige høre Lars’ sarkastiske stemme: Ja, han er sgu da meget sød, vores Christian, men jeg har bare ikke tillid til folk der sidder og praler af fast ejendom ved selskabelige lejligheder.
   Og Nina vil selvfølgelig give Lars ret. Satans.

Christian bøjer hovedet for at vinde tid.
   Det viser sig at være en passende beskeden gestus til at formilde Nina. Hun lægger hånden på hans arm og giver ham et opmuntrende klem. Hendes alvorlige, magre ansigt får et skær af mildhed. Der lurer et smil langt inde i hendes mørke øjne.

Han får en klump i halsen af lettelse. Han sænker fortroligt stemmen.
   – Jeg så jer alle sammen mens jeg svævede rundt og rundt, i store cirkler over gården. I var der alle sammen. Jeg ved ikke, jeg blev sgu så glad og, taknemmelig.
   Han tøver lidt, taknemmelig – er det at gå over stregen?
   Nina smiler stadig.
   Taknemmelig. Godt ord. Lettelsen suser gennem ham.
   – Vi skal skåle alle sammen.
   Christian rejser sig hurtigt og henter de to flasker han har trukket op tidligere. Han har stillet dem på flyglet. Ikke for koldt og ikke for varmt. De har lige den rette temperatur nu. Han møder Mies blik: Bliv siddende. Jeg har styr på det, skat.
   Så slår han på glasset og rømmer sig for at klare stemmen.
   – Tak fordi I er her. Jeg synes vi skal skåle i en rigtig, rigtig god drue.
   Samtalen forstummer. Hvad nu, vil han holde tale?
   – Jeg er bare så pissetaknemmelig for at I her, siger han stille.
   Man kan pludselig høre alle børnene ovenpå. Disneyshow er åbenbart færdigt, og de tumler rundt. Ingen græder.
   – Taknemmelig? Er du blevet følsom?
   Lars’ stemme skærer gennem stilheden.
   – Næh, jeg er bare glad.
   Christian går hen til Lars og skænker i hans glas.
   – Jeg er glad for at du er her, Lars.
   Lars tager flasken ud af hånden på ham og ser på etiketten.
   – Du må være meget glad, den her er sgu da mindst til en plovmand.
   – En plovmand. Christian ler. – Nej, nej du. Syv hundrede.
   Han bøjer sig ned og kysser Lars på panden.
   – Og de er hver en øre værd. Hver en øre. Intet er for godt til dig, Lars. Skål, alle sammen.
   – Syv hundrede kroner, hvisker Maria til Frede da de har skålet, og det store køkken igen er fyldt med stemmer.
   – Stykket, hvisker Frede. – Syv hundrede kroner stykket.
   Gitte har hørt dem.
   – Jamen, sådan er Christian, han elsker bare vin.
   – Jeg har aldrig drukket så dyr vin. Maria smiler undskyldende.
   – Det kommer du til at vænne dig til.
   Gitte er venlig, men Maria aner en kulde i hendes stemme.
   – Skål, råber Christian. Han løfter glasset.
   – Jeg vil bare sige at jeg …
   Han går i stå.
   Nina kommer ham til undsætning.
   – Ja, vores alle sammens Christian er såmænd blevet ramt af eksistentiel taknemmelighed.
   Alle ler. Undtagen Mie. Hun stirrer overrasket og forvirret på Nina. Er det her noget godt eller noget dårligt? Man ved aldrig med Nina.
   Nina går hen og lægger armen om hende. Hendes beherskede, tørre stemme vibrerer af munterhed
   – Christian fik en flyvedrøm. Han så sin dejlige familie. Han så sin skønne kone her. Sine skønne piger – og sine øvrige …
   Hun gør en kort pause og smiler skævt.
   – Sine øvrige skønne besiddelser.
   Alle ler igen. Skønne besiddelser. Det er kun Nina der kan sige sådan. Mie læner sig ind mod Nina der fortsætter:
   – Christian blev den morgen strejfet af en følelse af at være lige der i livet hvor han skal være. Det er en vidunderlig følelse – og det er ikke os alle der oplever det. Husk det!
   Christians øjne er blanke af bevægelse. Han lægger hænderne fladt mod hinanden, vender sig mod Nina og bukker. Han løfter sit glas mod resten af selskabet.
   – Jeg er en lykkelig mand.
   Så går han over til Mie og giver hende et kys på kinden og hvisker ned i hendes hår.
   – En lykkelig mand.
   – Du har sgu da også fortjent det. Hvis nogen har fortjent det, er det da dig, råber Gitte og løfter glasset. Hendes runde ansigt blusser af vinen. Hun tager en slurk og tilføjer:
   – Det skider jeg da på.
   Hun ser opfordrende rundt på de andre i selskabet og ler højt. Så ler de alle sammen.