3. afsnit af 5

   Christian lader latteren flyde igennem sig. Det er længe siden han har følt sig så let og ubekymret.
   Det føles bare helt rigtigt at lægge nakken lidt tilbage og overgive sig.
   Frede sidder og tænker over prisen og over de ynkelige papvine de selv plejer at servere. Han nipper forsigtigt til vinen og lader den rulle over tungen. Smagen springer ud i munden på ham, og han ved med det samme at han aldrig har smagt noget så rundhåndet og så lovende.
   Han knuger Maria ind til sig. Lige nu ligner hun deres yngste søn Bjarke på en prik. Hun har det samme henførte udtryk som Bjarke havde da han smagte vaniljeis for første gang.
   Hun stråler op mod ham.
   – Hold da op, det smager vildt godt.
   De fniser til hinanden som om de har gjort noget forbudt.
   Glæden kommer bag på Maria, og hun må tage et fast tag i Frede. Hun sætter sig overvældet ned.
   Det er lidt over et år siden de købte huset. Allerede første dag kom Mie og Christians to piger ind på deres terrasse gennem hullet i hækken. Alma og Asta på ti og otte. Præcis samme alder som deres Kasper og Bjarke. Det kunne ikke være bedre.
   Ved spisetid var Christian kommet ind for at hente pigerne. Da han så flytterodet, inviterede han straks dem alle sammen på middag.
   Maria havde set sig forundret om i det store køkken alrum. Der var pejs og bløde sofaer i den ene ende. Et flygel i midten. Spisebordet var langt og gammelt, med plads til mange. Der var blomster í vaserne. Lyset strømmede ind, og rummet glødede. Alle farver var stærke og afdæmpede på én gang, og alting passede sammen på en måde hun aldrig havde set før. Hun sad helt stille og sugede det til sig.
   Hun havde undret sig over hvordan man sådan bare lige kan have middag nok til fem ekstra, uanmeldte gæster. En almindelig onsdag.
   Nu har hun vænnet sig til at der altid er meget af alting hos Mie og Christian.
   Jeg kan bare godt lide der er højt til loftet, sagde Christian, engang hun undrede sig over at de fik dessert til hverdag.
   I dag er tredje gang Mie og Christian inviterer dem til vennekomsammen – med børn selvfølgelig. Nu hører de til. Ja, nu hører de til.
   Børnene er hurtigt blevet uadskillige og har været med Christian og Mie på deres ødegård i Sverige. Selv har de haft pigerne med ned til Faxe hos Marias forældre.
   Pigerne var vilde med at være der. Christian og Mie hentede dem og blev vist rundt på gården og budt på kaffe. Tíl den efterfølgende vennefest fortalte Christian udførligt alle om besøget på „bondegården“, som han kalder den. Han fortalte om traktorerne og dyrene og Marias forældre, om møblerne og indretningen og om den obligatoriske eftermiddagskaffe i køkkenet.
   Maria lyttede forundret. Det lød så spændende og morsomt når han fortalte om det.
   – Det er så fedt når nogen holder fast i noget oprindeligt. Christian så begejstret på hende.
   – Jeg kan simpelthen ikke huske hvornår jeg sidst har smagt en vaniljekrans.
   Maria kan ikke rigtig se sit barndomshjem som specielt oprindeligt og slet ikke eksotisk. I gymnasiet skammede hun sig tit over at der lugtede af gris når hun havde veninder med hjem. Nu kalder Christian hende kærligt for „Bondepigen“, og hun føler at hendes bagrund er noget særligt.

Maria tager Fredes hånd. Tænk, at hendes liv har båret hende hertil. Hjemme hos hendes forældre blev der kun inviteret gæster ved helt særlige lejligheder, og sammenkomsterne blev altid lidt stive og højtidelige. Til hverdag kom der masser af mennesker på gården, men det foregik i køkkenet til kaffe eller frokost, og de besøgende havde arbejdstøj på og sad i strømpesokker. De havde stillet gummistøvlerne og vasket hænderne, og så var der frokost i den lille time det varede. Hun havde aldrig oplevet at hendes forældre inviterede venner til en aften hvor man sad i timevis og bare snakkede, spiste og drak vin.
   Hun og Frede inviterede tit nogle af Marias kolleger fra skolen eller nogle af Fredes tidligere studiekammerater til lørdag aften. Det blev også lidt kejtet i begyndelsen indtil folk havde fået noget at drikke. Maria var altid nervøs for om der var mad nok, og slappede først af når middagen var overstået.
   Maria ser rundt om. Sådan her skal det være. Præcis sådan skal det være.
   – Kan vi ikke få sådan en vin på onsdag, hvisker hun.
   – Jo, siger Frede og smiler da han ser Marias overraskelse.
   For et år siden ville ingen af dem have drømt om nogensinde at bruge syv hundrede kroner på en flaske vin. Heller ikke til deres bryllupsdag. For et år siden gav de hinanden en ny havedør i bryllupsgave. Frede havde selv sat den i, og de havde drukket en øl og siddet i den nye døråbning. Nu er der ingen tvivl. De skal have den vin til deres bryllupsdag.
   Fra da af beslutter Frede at han vil vide alt om vin. Han vil eje vin, han vil være ham der med kendermine åbner en flaske og skænker rundt, og han vil drikke vin.
   Endelig har han fundet noget han vil og skal gøre.
   Han har altid haft svært ved selskaber. Han ved aldrig hvad han skal tale med folk om. Nu vil Frede tale om vin. Om vindistrikter og vinpriser, om tilsætningsstoffer og smagsoplevelser, om lugt og farve og prop og etiketter og jordbund og høstmetoder. Der er nok.
   Han er ikke længere bare snusfornuftige Frede, gift med Maria, far til Kasper og Bjarke, ingeniør ansat på DTU med speciale i varmeøkonomi. Han er den lidenskabelige vinelsker der gerne kører en omvej på fem hundrede kilometer for at beundre en bestemt vinmark i et bestemt vindistrikt på vej hjem fra ferie. Maria og ungerne surmuler i bilen og stønner i hedebølgen den halve dag omvejen tager. De overgiver sig grinende da Frede insisterer på at blive fotograferet i færd med at kysse den røde jord i vinmarken.
   Billedet bliver vist frem og historien fortalt igen og igen.


Frede rækker glasset frem mod Christian.
   Christian skænker igen og siger:
   – Det er guf. Kvalificeret guf. Hvad siger du, Frede?
   – Det er dæleme guf. Fredes fregnede ansigt skinner af begejstring.
   – Hvor har du købt den?
   – Hos Konrad, siger Christian.
   – Vi skal derud i morgen, vil du med?
   Christian fanger Thomas’ blik.
   – Hvad tid kører vi? Ved tolvtiden?
   Thomas nikker og ser venligt på Frede.
   – Det kunne være hyggeligt. Vil du med, Frede?
   Om han vil med ud til Konrad V. Sørensens legendariske vinhandel på Peter Bangs Vej sammen med Christian og Thomas? Om han vil med? For fanden, han vil med.