4. afsnit af 5

Ud til Konrads! Gitte forsøger af skjule sin irritation.
   Konrads er Thomas’ og Christians tradition. Det er noget de to gør sammen. Ikke alle mulige andre. Hver anden lørdag formiddag. Sådan har det altid været. Thomas er altid så glad når han kommer hjem fra de ture. Tit ender de to mænd, opstemte og glade, hjemme hos Christian og Mie sidst på eftermiddagen. De ringer efter Gitte og ungerne, og så tilbringer de lørdag aften sammen. Kun de fire og ungerne. Hvad skal Frede nu blandes ind i det for? Hun rejser sig og skynder sig ud på toilettet. Det har terapeuten sagt hun skal gøre: Skynd dig væk. Gå væk fra situationen, og prøv om du kan berolige dig selv.

Tal pænt til dig selv. Vær venlig mod dig selv. Fald til ro.
   Hun har prøvet det mange gange nu. Det hjælper.
   Herregud. Hvad er der at være sur over? Thomas og Christian har kendt hinanden siden barndommen. Det kan der ikke laves om på. Der er vel altid plads til en til. Frede er venligheden selv. Hvad er hun bange for?
   Hun betragter længe sit ansigt i spejlet. Langsomt får hun farven tilbage i kinderne mens hun trækker vejret så roligt som hun kan. Hendes hår er for tyndt. Hun kan ikke rigtig gøre noget med det. Hverken sætte det op eller lade det hænge. Det sjasker lige meget hvad. Det er håbløst kommunefarvet. Klipper hun det kort, kommer hun til at ligne sin mor. Hendes øjne er pæne. Fin facon og med mørke vipper. Hendes hud er o.k., men ikke noget særligt. Det værste er at hun ser så helvedes anspændt ud. Altid på vagt. Tilbageholdt. Grå. Det forsvinder ikke engang når hun smiler. Hun smiler bredt til sig selv i spejlet. Forsøger at få smilet til at nå helt op til øjnene.
   Hun tager sin læbestift frem af tasken og frisker læberne ap. Slap af. Der er ikke noget at være bange for. Lad dog bare Frede være med. Slap nu af. Så går hun ind til de andre igen.
   Hun griber ud efter sit glas som hun har efterladt på flyglet.
   – Skål for Christian. Og må vi alle sammen få en flyvedrøm – bare en gang imellem, råber hun.
   Det får alle til at løfte glassene. Undtagen Lars.
   – Hej, Lars, kan du ikke skrive en sang om Christians drøm.
   Gitte klapper opfordrende på flyglet.
   – Kom nu. Lav et hit!
   Lars ser træt på hende.
   – Søde Gitte. Man kan ikke lave et hit på glæde. Det er for banalt. Der er ingen dramatik i det. Man laver hit på det der gør ondt, på de smertefulde ar man har fået af livet.
   Han kaster et drillende, hånligt blik hen på Christian.
   – Det forudsætter naturligvis at man har nogen ar.
   Christian ler højt af Lars’ bemærkning. Lars kan overhovedet ikke slå ham ud af kurs i aften.
   – Du skal ikke tale til mig om ar, lille Lars.
   Han smøger med en elegant bevægelse sit ene bukseben op og tager med et snuptag sokken af. Han humper over og sætter sig over for Lars og svinger benet op i skødet på ham.
   – Har jeg ikke nogen ar? Se så lige her.
   Et stort, hvidt ar, tværs over knæet, lyser lige op i hovedet på Lars.
   Han klapper Christian på knæet.
   – Har man fået sig en lille slalomskade på Val d’Isère? Blev man fløjet i helikopter hjem på skatteydernes regning? Hvor synd.
   Lars’ øjne lyser. Alle ler med ham, også Christian.
   Christian stryger med hånden hen over sit knæ og læner sig tungt ind mod Lars.
   – Næh, Lars. Jeg kørte på cykel hjem fra fodboldtræning. Det var vinter, og det var mørkt. Nu er jeg jo et stakkels skilsmissebarn. Min mor troede jeg var hos min far, og min far troede jeg var hos min mor, så da jeg væltede og faldt ned i grøften og flækkede knæet og ikke kunne røre mig, var der ingen der savnede mig. Ingen. På hele fucking Møn! Først klokken elleve om aftenen fandt en tilfældig bilist mig og kørte mig på hospitalet i Stege. I syv timer troede jeg at jeg skulle dø i den grøft.
   Christian gør en lille pause og råber:
   – Dø, usavnet og uelsket.   
   Han laver nogle høje hulkelyde.
   – Trøst mig, trøst mig, hulker han og kaster sig ind til Lars.
   Christian klapper Lars på kinden.
   – Så tal ikke til mig om ar, du.
   Han smiler bredt til Lars og mærker at Lars er helt stiv af ubehag ved al den kropskontakt.
   Han kigger op på Gitte og Maria og peger på arret.
   – Piger, er der nogen der vil røre?


I den glade tumult der opstår i kølvandet på Christians knæhistorie, strømmer børnene ned ad trappen og vil være med. Lars bliver mild i stemmen og peger og genfortæller børnene historien om det store, farlige ar.
   Christian bliver siddende med benet i skødet på Lars. Han læner sig tilbage i sin stol og nyder postyret. Lars sidder med armene hvilende på Christians bare ben. Benet ligger så tungt og behåret tværs over ham. Men som historien skrider frem,
forsvinder hans ubehag, og da børnene kommer myldrende, glemmer han det næsten.
   Gitte betragter dem eftertænksomt. De to mænd sidder tæt sammen med børnene i en kreds omkring sig.
   Christian med et smil på vej til at slå over i latter. Afslappet og samtidig på spring. Parat. Årvågen.
   Lars med en rastløs heftighed i sine bevægelser. Vreden lige under overfladen. På tværs.
   Der er ikke noget at sige til at de tit er på kant. Heldigvis har de ikke været i clinch denne gang. Nogle gange kan de være så sarkastiske og hånlige over for hinanden. Det er tilsyneladende for sjov, men Gitte kan mærke en fjendtlig undertone der gør hende urolig og usikker. Men lige nu er det rart. Hun skænker sig et glas til. Lige nu er det rigtig rart.
   – Ja, jeg har altså sprængt min milt engang. Mies blide stemme går tydeligt igennem larmen. – Jeg blev kørt over. Af en motorcykel.
   – Vi vil se arret, siger Lars. Han ser rundt på børnene og siger:
   – Vi vil se arret, ik’?
   – Joh, råber de og begynder taktfast at råbe vi-vilse, vi-vil-se.
   De voksne stemmer i. Rummet er fyldt med råb og latter.
   Mie rødmer let og smøger så i en lang bevægelse kjolen af sig. Et langt, smalt, næsten usynligt ar går fra ryggen og om til navlen.
   – Blev du skåret midt over, mor? Almas lille stemme skælver af bekymring.
   – Ja, næsten, svarer Mie, – men det var en rigtig dygtig læge. Se, hvor fint arret er?
   Børnene omringer Mie. Hun lader dem røre ved arret og fortæller dem at hun heldigvis havde cykelhjelm på da hun blev kørt over, og at det skal man altid huske.
   Christian holder vejret. Mies frimodige kropslighed har altid revet benene væk under ham. Alle har set hende om sommeren i badedragt. Men det er anderledes at se hende vinterbleg og i lysegrøn bh midt i køkken-alrummet i oktober. Han stirrer betaget på hende, som hun står der i børneflokken med alles blikke rettet mod sin krop. Hendes hvide hud og den rolige blidhed i alle hendes bevægelser får ham til at tabe vejret. Hvis det var ham der havde alles blik hvilende beundrende på sig, ville han da nyde det, eller blive genert, eller noget andet. Hun lader ikke til at ænse det. Hun står bare med sine blanke krøller ned ad ryggen. Urørlig.
   Frede begynder at snakke med Thomas, og de to mænd vender lidt forlegent deres glas mellem hænderne. Lars glor uhæmmet.

Kvinderne kigger diskret efter strækmærker, ansatser til deller, karsprængninger, spor efter Mies to fødsler eller bare almindelige små grimheder eller alderstegn.
 
– Lad dem glo, tænker Christian. Lad dem bare glo. De finder intet.

Telefonen ringer, og Mie gør sig fri af børnene.
   De andre mænd kan ikke tage øjnene fra hendes røv da hun vugger over til vindueskarmen og tager telefonen.
   Hvem fanden ringer en fredag aften? Han gider ikke snakke i telefon nu.
   – Det må være forkert nummer. Nej, du må have fået forkert nummer. Der er ikke noget med lejligheder her.
   Mie lægger røret på.
   Hun ser forundret på Christian og tager kjolen på igen.

Christian springer op.
   – Nina. Vi vil se dit kano-ar.
   Nina tøver. Så løfter hun sit ben og sparker med en glidende bevægelse sin ene støvle af.
   Ninas historie vil gøre lykke. Han har tit hørt om dengang Nina var på kanotur og fik en fiskekrog tværs gennem foden.
   Med sin tørre humor maler hun sceneriet frem for dem. Alle stønner af smerte da hun detaljeret fortæller om hvordan det gik til, og hvor svært det var selv at få den ud. Hun havde været alene på kanotur. Typisk Nina.
   Børnene rører med andægtighed ved det store, runde ar, og Nina og Lars’ dreng, Viggo, kommer til at græde over hvor synd det var for hans mor. Viggos eget ar, efter fald fra en pony, bliver beundret som trøst, og han bliver pakket ind i en dyne og lagt på sofaen.
   Gitte og Thomas’ dreng, Jakob, hiver skjorten op på sin far og fremviser stolt Thomas’ elleve små, runde ar på ryggen.

Rester af et meget hidsigt angreb fra en bisværm. Thomas havde fået fireoghalvfjerds stik og blev meget syg af det. Alle skriger af rædsel og væmmelse da Thomas beskriver hvordan bierne kravlede rundt og dækkede hele hans krop. Også ind i ørene.

Nina og Christian supplerer med detaljer. De var der da det skete. Hos Thomas’ farmor, Stege, 1976.

Gitte noterer sig med tilfredshed at Thomas’ historie gør lykke. Hun bliver straks irriteret på sig selv over at hun igen sidder og måler og vurderer alting. Hvorfor kan hun ikke bare slappe af og nyde det? Det er for helvede ikke nogen konkurrence. Hun tager sig et glas vin mere.
   Børnene falder fra lidt efter lidt efterhånden som de får afleveret historien om deres eget ar, og bliver puttet i den store sofa.
   Christian mærker en tindrende fornemmelse brede sig i kroppen. Det føles som om han står på en top. Alt kan lade sig gøre.

Der er ikke noget at være bange for. Han er så fuld af kræfter og styrke. Han får en klump i halsen mens hans blik glider fra det ene ansigt til det andet. Vi skal altid være sammen. Altid.

Lars er midt i en historie om et ar på sin pegefinger der nær havde kostet ham hans musikerkarriere da telefonen ringer igen.
   Christian rejser sig og tager den. Mie ser undrende efter ham; han plejer aldrig at gide at tage telefonen.
   ´– Nej, og lad være med at ringe her. Lad for helvede være med at ringe her. Han knalder røret på.

Christian tager et sug til af cigaretten og prøver at få kontrol over sin hånd. Den ryster. For fanden hvor den ryster. Han er gået ud på terrassen under påskud af at ville ryge. Hold kæft hvor er det ikke i orden at hun ringer.
   Det er fandeme ikke i orden.
   Oven i købet på hans hjemmenummer. Han fatter ikke hvordan hun har fundet frem til det. Det burde ikke kunne lade sig gøre at spore ham. Ingen henvisninger til hans adresse. Ingen henvisninger til hans navn. Ingen registreringer hos nogen danske hostmastere. Det er ikke muligt. Det lovede begge de to it-fyre han havde koblet på. Uafhængigt af hinanden. Og alligevel ringer hun. Det er tredje gang hun ringer.
   Mie har taget telefonen alle gangene. Det kan ikke være mere uheldigt. Hun er tydeligvis begyndt at blive urolig over det.

Han kunne høre at hendes stemme rystede svagt da hun talte med pigen.
   – Her er ikke noget med lejligheder. Det må være en misforståelse. Du kan ikke leje lejligheder her.
   Det kom virkelig bag på ham hvor chokeret han blev. Han blev så overrasket at alt sprang op, og hans hjerte galopperede af sted. Han var helt uforberedt. Paraderne var helt nede. Pludselig var hun der i røret. Rolig nu.
   I virkeligheden kan der jo ikke ske den store skade. Han har tit genemgået worst case-scenariet i hovedet. Uanset hvad der sker, kan han altid benægte at det har noget som helst med ham at gøre. Det har altid været strategien hvis noget skulle gå galt. Strategien skal følges. Det er det man har den til. Det er en misforståelse. Hun tager fejl af mig og en anden. Forkert nummer.
   Det skal nok gå. Han fryser. Han kan ikke stå herude ret meget længere. Ro på.