Engle i mit hår

Med andre øjne

DA JEG VAR to år gammel, fortalte lægen min mor, at jeg var retarderet.

   Da jeg var spæd bemærkede min mor, at jeg altid så ud til at befinde mig i min egen verden. Jeg kan ligefrem huske, at jeg lå i en babyseng – en stor kurv – og så min mor, der bøjede sig over mig.Rundt om min mor så jeg vidunderligt lyse, skinnende væsner i alle regnbuens farver. De var meget større, end jeg var, men mindre end hende – omtrent som et treårigt barn. Disse væsner svævede i luften som fjer, og jeg kan huske, at jeg strakte hænderne ud for at røre ved dem, men det lykkedes mig aldrig. Jeg var fascineret af disse skabninger med deres smukke lys. På det tidspunkt forstod jeg ikke, at jeg så noget som helst andet, end hvad andre mennesker så. Det var først langt senere, at jeg skulle få at vide af dem, at de blev kaldt engle.

   Som månederne gik, bemærkede min mor, at jeg altid så eller stirrede et andet sted hen, uanset hvad hun gjorde for at forsøge at få min opmærksomhed. I virkeligheden var jeg et andet sted: Jeg var ude med englene, så på, hvad de gjorde, og talte og legede med dem. Jeg var tryllebundet.

   Jeg var sen til at lære at tale, men jeg havde kommunikeret med engle fra en meget tidlig alder. Af og til brugte vi ord som du og jeg forstår dem, men af og til var der ikke brug for ord – vi kendte hinandens tanker. Jeg troede, at alle andre kunne se, hvad jeg så, men så bad englene mig om ikke at sige noget til nogen om, at jeg så dem, og sagde, at det var vores hemmelighed. Faktisk lyttede jeg til englene i mange år og fortalte ikke folk, hvad jeg så. Det er først nu, mens jeg skriver denne bog, at jeg for første gang fortæller meget af det, jeg har set.