Fatimas hånd
Hvis en muselmand er i kamp eller af en anden grund Ahmad Ibn Taymiya (1263-1328) I Allahs navn 1 Kirkeklokken, der kaldte til højmesse klokken ti, gennembrød den iskolde luft, som omgav denne lille by i en af Sierra Nevadas mange udløbere. Det metalliske ekko fortabte sig ned ad skrænten, som ville det knuses mod bjergkæden Contraviesa, der mod syd afgrænsede den frugtbare dal med floderne Guadalfeo, Adra og Andarax, alle tre næret af talløse bjergstrømme fra de sneklædte tinder. På den anden side af Contraviesa strakte Alpujarras sig mod Middelhavet. Omkring to hundrede mænd, kvinder og børn – de fleste med slæbende skridt og næsten alle tavse – vandrede i den blege vintersol af sted mod kirken og samlede sig ved dens dør. 
befinder sig på de vantros område, er han ikke forpligtet
til at gebærde sig anderledes end dem, der omgiver ham.
Under sådanne omstændigheder kan han enten af egen
fri vilje eller under tvang efterligne disse, forudsat hans
adfærd indebærer en gevinst for troen, som at formane
de vantro, opsnappe hemmeligheder og bringe dem til
andre muselmænds kendskab, afværge en ulykke eller
tjene et andet godt formål.
berømt arabisk retskyndig
… Således kæmpede vi hver dag mod fjender, kulde, varme
og sult, mangel på ammunition og udrustning, konstante
nye ødelæggelser og stadige dødsfald, til vi en dag
så fjenden, dette krigeriske folk, der havde stået samlet,
bevæbnet, stedkendt og fuldt af tillid til berberes og
tyrkeres hjælp, overvundet, tvunget i knæ, fordrevet fra
deres jord, frarøvet deres huse og ejendom, mænd og
kvinder fanget og bundet, tilfangetagne børn solgt på
auktion eller ført bort for at bo i fjerne, fremmede egne
… En tvivlsom sejr, med så mange farefulde hændelser, at
man til tider måtte spørge, om det var os eller fjenden,
Gud ville straffe.
Diego Hurta do De Mendoza
Guerra de Granada, Libro Primero
Juviles, Alpujarras, Granadas Rige
Søndag den 12. december 1568
Kirken var af okkerfarvede sten, uden nogen form for ydre udsmykning, og bestod i al sin enkelhed af en rektangulær bygning og et kraftigt tårn, hvor klokken hang. Foran bygningen var der en plads med udsigt til de vidtforgrenede vandløb, der strømmede fra Sierra Nevada ned i dalen. Fra pladsen udgik smalle gyder med lange rækker af en- eller toetagers huse, der var overstrøget med pulveriseret skifer og havde ganske små døre og vinduer, flade tage og runde skorstene med svampeformede hætter. På tagene lå der peberfrugter, figner og vindruer til tørre i solen. Gyderne snoede sig op ad bjergskråningerne, så tagene på de nederst beliggende huse mødte fundamentet på husene ovenover, som om de stod på skuldrene af hinanden.
På pladsen, over for kirkedøren, stod en klynge børn og nogle af den snes gammelkristne, der boede i byen, og betragtede en gammel kvinde oppe på en stige, som var lænet mod kirkens facade. Kvinden rystede over det hele, og de få tænder, hun havde tilbage i munden, klaprede af kulde. Moriskerne gik ind i kirken uden at skæve til deres søster i troen, der siden morgengry havde stået deroppe uden overtøj i vinterkulden og klamret sig til øverste trin. Klokken klemtede, og et af børnene pegede op på kvinden, der skælvede ved lyden af kneblens slag, men anstrengte sig for at holdebalancen. Latter og fnis brød stilheden.
„Heks!“ lød det grinende.
E t par sten ramte den gamles krop, og trappen nedenfor blev fyldt med spytklatter.
Klokken tav, og de kristne, der stadig befandt sig udenfor, skyndte sig ind i kirken. Foran altret og med front mod menigheden knælede en kraftigt bygget mand, mørk og garvet af solen, uden kappe eller andet overtøj. Han havde et reb om halsen og armene strakt ud til siderne, som et kors. I begge hænder holdt han et tændt vokslys.
Nogle dage tidligere havde denne mand givet sin syge kones særk til den gamle kvinde på stigen, for at hun kunne vaske den i en kilde, hvis vand efter sigende havde helbredende kraft. I denne lille kilde, skjult mellem klipperne og det tætte, ufremkommelige vildnis, blev der ellers aldrig vasket tøj. Don Martín, landsbyens præst, havde overrasket kvinden i færd med at vaske denne enlige særk og havde ikke været i tvivl om, at det måtte dreje sig om trolddom. Straffen lod ikke vente på sig: Den gamle kvinde skulle tilbringe hele søndag formiddag på stigen til offentlig spot og spe. Den godtroende morisk, der havde tyet til trolddom, blev idømt den bod at knæle under hele messen, så han kunne ses af alle og enhver.
Så snart de var trådt ind ad kirkedøren, gik mænd og kvinder til hver sin side, og kvinderne satte sig med deres døtre på de for reste rækker. Den angrende synder på gulvet så tomt ud i luften. Alle kendte ham. Han var en god mand, der passede sin jord og de par køer, han ejede. Han havde blot villet hjælpe sin syge kone. Lidt efter lidt satte mændene sig stille og roligt bag ved kvinderne. Da alle havde indtaget deres pladser, trådte præsten don Martín, Beneficiariussen don Salvador og kirketjeneren Andrés hen til altret. Don Martín, der var tykmavet og blegfed, med rosenrøde kinder og iført guldbroderet messehagel af silke, satte sig til rette i en højrygget stol med front mod menigheden. Beneficiariussen og kirketjeneren stillede sig på hver sin side af ham. Kirkedørene blev lukket. Trækken forsvandt, og olielampernes flammer ophørte med at blafre. I lysskæret strålede de farvede kassetter i mudéjarloftet om kap med de højtidelige, tragiske billedtavler på højaltret og sidealtrene.
Kirketjeneren, en høj, ung mand, der var mager og mørk i huden som de fleste i menigheden, åbnede en bog og rømmede sig.
„Francisco Alguacil,“ læste han op.
„Her!“
Efter at have kontrolleret, hvorfra svaret kom, noterede kirketjeneren noget i bogen.
„José Almer.“
„Her!“
I gen blev der noteret. „Milagros García, María Ambroz …“
Navneopråbet blev besvaret med et ‘her!’, der, efterhånden som opråbet skred frem, mere og mere lød som en snerren. Kirketjeneren fortsatte med at råbe op og notere.
„Marcos Núñez.“
„Her!“
„Du var ikke til messe sidste søndag.“
„Jeg var …“ Manden forsøgte at forklare sig, men kunne ikke finde ordene. Så afsluttede han sætningen på arabisk og fægtede i luften med et papir.
„Kom herop!“
Marcos Núñez sneg sig gennem forsamlingen op til altret.
„Jeg var i Ugíjar,“ lykkedes det ham denne gang at fremstamme undskyldende, idet han rakte papiret frem.
