Førkrigstid

I
NOVEMBER 1937-MAJ 1938

Maja var ikke som de andre piger hun havde haft. Der var en renfærdighed over hende, en mærkelig uberørthed i hendes buttede ansigt. Huden lyste som porcelæn. Hendes næse var lille og rund. Munden svagt rosa mod den skære hud. Det stride, lysblonde hår kantede ansigtets bløde form. Øjnene, dem havde hun nær glemt, øjnene var et par smalle sprækker, gemt bag de tunge øjenlåg der pludselig kunne løfte sig og afsløre en udtryksfuld undren over at være til. Maja var mere sjælden end køn og virkede moden af sin alder. Dinna kunne snakke med hende om alt muligt, næsten som en veninde, trods aldersforskellen på tyve år. Det var langtfra givet at hun var på bølgelængde med sine piger. Nogle var vanskelige at omgås, andre mutte og utilnærmelige og andre igen nogle skrækkelige sjuskedorter. Hver havde sin egen væremåde og tilgang til husarbejdet. Hun havde selv været i deres sted inden hun blev gift, om end i større husholdninger, hvor der kunne være op til fjorten karle på kost om sommeren. Maja havde fået mere skik på sig selv i løbet af det år hun havde tjent hos dem. Hun havde virkelig rettet sig. Det lå Dinna meget på sinde at hendes piger fik lært noget og var godt rustet, når de selv skulle stifte hjem og familie. Hun havde forsøgt at overbevise Sigurd om Majas fortræffeligheder, men han kunne ikke se noget særligt i pigebarnet. Dinna havde ikke forsømt nogen lejlighed til at bringe hende på bane. Han havde måske ikke lagt mærke til det, fremturede hun, men Maja var den bedste pige de havde haft. Han indvendte at hun jo ikke ligefrem var noget livstykke at have i huset. De kunne nu godt more sig, hun og Maja, havde Dinna forsvaret hende. Han havde drillet hende med at han da godt kunne prøve at stikke lidt til hende og se om der var noget liv inde bagved. Han skulle være god ved Maja, formanede hun ham, hun havde ikke haft det nemt med de forældre. Men behøvede Maja at se så sur ud? havde han sagt og trukket hende ind til sig og holdt hende fast.
Hun havde givet ham et kærligt puf og mindet ham om at butiksklokken havde ringet, og at han hellere måtte gå ud og passe sine kunder. Dinna havde ikke i sinde at give op før Sigurd havde overtaget hendes begejstring for Maja. Hun var overbevist om, at det før eller siden ville lykkes hende at få åbnet hans øjne for hendes mange fortrin, der hævede hende højt over forgængerne i pladsen. Det var en uvant tryghed at have Maja i huset, følelsen af at være to om arbejdet og dele slæbet. De gik godt i spand sammen. Dinna kunne give sig god tid til kunderne uden at føle, at hun forsømte husarbejdet. Hun vidste, hun kunne stole på Maja, der helt på eget initiativ tilrettelagde arbejdsgangen. Og Dinna kunne med god samvittighed gå på visitter og holde kaffeslabberas med byens fruer, sommetider både formiddag og eftermiddag, så længe Maja havde hånd i hanke med både huset og drengene. At hun trods sine kun sytten år var så moden, så ansvarbevidst, skyldtes ifølge Dinna, at hun i en tidlig alder måtte tage sig af sine små søskende og husførelsen derhjemme. Moren var en stakkels, svagelig kvinde der havde født flere børn end hendes helbred kunne holde til. Faren var smed men det meste af tiden arbejdsløs. Han drak for at holde de ubrugte kræfter i skak. Dinna kunne ikke lade være med at undre sig over, hvordan dette forsømte hjem kunne fostre sådan en perle som Maja.
Hvor meget hun end granskede sin hukommelse, kunne hun ikke præcis pege på, hvornår det var begyndt. Det var kommet snigende over lang tid, hvor hun havde skubbet mistanken fram sig, hvor hun havde fortrængt den nagende tvivl, de bange anelser, de skjulte tegn hun så allevegne. Hun havde vaklet frem og tilbage, vejet for og imod, om det hun så, var virkeligt eller bare noget hun bildte sig ind. Det værste var at jalousien, den grønne gift, var ved at æde hende op indefra. Hvordan var det gået til at hun pludselig befandt sig i et mareridt? Var hun blevet besat af en ond ånd? Eller skete det hun frygtede allermest, lige for øjnene af hende? Med hendes naive medviden? Hun kunne vågne midt om natten og ikke vide hvor hun var, men med det samme have en krystalklar fornemmelse af at være ramt af en ulykke, og så i samme øjeblik, hun hørte Sigurds lette snorken, komme i tanke om at hendes verden var sunket i grus. Det var umuligt for hende at falde i søvn igen. Hun lå og vendte og drejede sig i sengen, indtil lagenet var krøllet sammen under hende som et hårdt reb. Tankerne kørte rundt i hovedet på hende. Hun kunne ikke blive af med sin mistanke: at der var noget mellem Maja og Sigurd. Det var kommet så vidt at hun havde overvejet at lade Maja skifte allerede til november. Men hun kunne ikke nænne at gøre hende ked af det, og drengene hang ved hende. Hun var blevet som én af familien.
Dinna havde ingen steder at gå hen med sine kvaler, ingen at betro sig til ud over dagbogen. Ikke engang sine søstre kunne hun snakke med om det der pinte hende. Det ville være at bagtale sit ægteskab, at blamere sig selv og Sigurd. Hun lod sig ikke mærke med noget over for Maja, men begyndte uvilkårligt at holde sig på afstand af hende og undgik så vidt muligt hendes selskab. De var ikke længere sammen om arbejdet. Dinna sørgede for at de huslige opgaver blev fordelt mellem dem. Maja var tilsyneladende upåvirket af hendes afstandtagen. Sigurd havde måske alligevel haft ret i, at hun var tykhudet som en elefant og sløv i optrækket. Hun skulle have lyttet mere til ham i begyndelsen, lyttet til hans forbehold over for Maja og ikke ladet sig forblænde af hendes pligtopfyldende og trofaste væsen og hendes villighed til at tilbringe aftenerne i selskab med stoppekurven.
Synet af Maja gjorde næsten ondt på hende. Hendes ungdom, hendes kalveknæ og hvalpede gang, hendes store mund og alt for udviklede barm i så ung en alder. Hun talte kun til Maja med enstavelsesord og kunne egentlig ikke være sig selv
bekendt, så længe hun ikke var sikker på om hun så rigtigt, når hun så alle mulige tegn på, at der var noget i luften. Maja lod sig ikke gå på af hendes pludselige kølighed. Det var som om hun slet ikke lagde mærke til den forandring, der var sket med hende. Tværtimod virkede hun gladere og mere frigjort end før. Det var lige ved at Dinna følte sig stødt over hendes uopmærksomhed. Når hun forsøgte at snakke med Sigurd, opløste sætningerne sig, og ordene forsvandt som sæbebobler. Som om det der pinte hende, var noget der foregik inde i hendes eget hoved og ikke fandtes i virkeligheden. Hun bed smerten i sig og håbede på at ondet ville gå over af sig selv ligesom en sygdom.
Sigurds lidenskabelige følelser for hende var ikke mindsket. Snarere tværtimod. Han havde altid været meget elskovssyg, og det havde hun heldigvis kunnet leve op til, noterede hun ikke uden en vis stolthed. Hun blev enig med sig selv om at give Maja en chance og se tiden an til næste skiftedag. Hun fortalte ikke Sigurd at hun havde været lige på nippet til at skille sig af med hende allerede til november. Beslutningen om at lade tvivlen komme Maja til gode gav hende ro i sindet, og   hun blev næsten sig selv igen. Hun kunne ovenikøbet pjatte med Maja indimellem. Hun holdt jo også af pigebarnet, især fordi hun havde sådan et godt tag på drengene. "Den der tager barnet ved hånden, tager moderen om hjertet," det var så sandt som det var sagt. Dinna bestemte sig for at Maja skulle have et syetui af ægte læder til sin atten års fødselsdag. Hun ville vise hende at hun satte pris på hendes arbejdsomhed, der var langt større end man nutildags kunne forvente af enm ung-pige-i-huset. Dinnas største ønske var at alting igen ville blive som før den forfærdelige mistanke slog ned i hende. Mistanken kunne ligge i dvale i flere dage for så at blusse op ved det mindste tegn. Så kom de grimme følelser væltende ind over hende som små djævle fra alle husets kroge og hjørner, frem under sofaen og sengene, alle de steder hvor der skulle være pinligt rent selv om ingen nogensinde kastede et blik derind. For den gode husmoder kunne kendes på, at hun kom helt ind i krogene.