Frankie Machines vinter
Hør bogbiden her Indtalt specielt til bogbidder Det er hårdt arbejde at være mig. "… ma quando vien lo sgelo, Frank elsker sit køkken.
Tænker Frank Machianno, da vækkeuret ringer kl. 3.45 om morgenen. Han ruller straks ud af sengen og mærker det kolde trægulv mod fødderne.
Han har ret.
Det er hårdt arbejde at være ham.
Frank tøffer hen over trægulvet, som han egenhændigt har slebet og lakeret, og går ud under bruseren. Det tager ham kun et minut at tage bad, hvilket er en af grundene til, at hans sølvgrå hår altid er kortklippet.
"Så tager det ikke så lang tid at vaske det," som han siger til Donna, når hun beklager sig over det.
Det tager ham tredive sekunder at blive tørret; så binder han håndklædet fast om livet – som der er lidt mere af nu, end han bryder sig om – barberer sig og børster tænder. Vejen ud til køkkenet fører ham gennem dagligstuen, hvor han tager en fjernbetjening, trykker på en knap og højttalerne brager løs med La Bohème. En af de behagelige ting ved at bo alene – måske det eneste gode ved at bo alene, tænker Frank – er, at man kan spille opera klokken fire om morgenen uden at genere nogen. Og huset er solidt bygget med tykke mure, sådan som man byggede huse i gamle dage, så Franks tidlige morgenarier forstyrrer heller ikke naboerne.
Frank har to abonnementsbilletter til San Diego Operaen, og Donna er sød nok til at lade, som om hun virkelig sætter pris på at ledsage ham. Hun lod endda, som om hun ikke lagde mærke til, at han græd under slutningen af La Bohème, da Mimi døde.
Mens han går ud i køkkenet, synger han sammen med Victoria de los Angeles:
il primo sole è mio
il primo bacio dell‘aprile è mio!
il primo sole è mio …!"
Han har selv lagt det klassiske sort/hvide flisegulv og opsat køkkenskabe og bordplade med hjælp fra en tømrerven. Den gamle huggeblok fandt han i en antikvitetsforretning i Little Italy. Den var i en dårlig forfatning, da han købte den – udtørret og begyndt at revne – og han brugte flere måneder på at gnide olie ned i den for at få den i fin stand igen. Men han elskede den med dens revner, skrammer og ar – "distinktionstegn", kalder han dem, fra mange års tro tjeneste.
"Jo, men folk brugte den her," forklarede han Donna, da hun spurgte, hvorfor han ikke bare købte en ny, hvilket han mageligt havde råd til. "Når man kommer helt hen til den, kan man oven i købet lugte, hvor de hakkede hvidløg på den."
"Italienske mænd og deres mødre," sagde Donna.
"Min mor var god til at lave mad," svarede Frank, "men det var min far, der var rigtig god til det. Og han lærte mig det."
Og det gjorde han godt, tænkte Donna ved den lejlighed. Uanset hvad man kunne mene om Frank Machianno – såsom at han var gedigen byld i røven – så kan manden lave mad. Han ved også, hvordan man behandler en kvinde. Og de to egenskaber har en del med hinanden at gøre. Faktisk var det Frank, der præsenterede hende for det synspunkt.
"At elske svarer til at lave en god sauce," sagde han til hende en aften i sengen, mens de lå og nød eftergløden.
"Frank, hold nu op, inden det er for sent," sagde hun.
Det gjorde han ikke. "Man skal tage sig tid til det, bruge den rigtige mængde passende krydderier, smage til med hver enkelt af dem og derpå langsomt skrue op for varmen, indtil det begynder at boble."
Frank Machiannos helt enestående charme, tænkte hun, mens hun lå der ved siden af ham, er, at han netop har sammenlignet ens krop med en bolognese, og at man ikke sparker ham ud af sengen. Måske skyldes det, at han virkelig går så meget op i det. Hun havde siddet i bilen, mens han havde kørt gennem byen på kryds og tværs til fem forskellige forretninger efter fem forskellige ingredienser til en enkelt ret. ("Christafaros salsiccie er bedre, Donna.") Han tager den samme opmærksomhed for detaljen med i seng, og manden kan virkelig få saucen til at boble, om man så må sige.
Denne morgen tager han, som alle andre morgener, nogle skefulde rå Kona kaffebønner fra en vakuumpakket dåse og hælder dem ned i den lille kafferister, han engang købte gennem et af de kokkekataloger, han jævnligt får med posten.
Donna driller ham i én uendelighed med hans kaffebønnemani.
"Få dig dog en automatisk kaffemaskine med en af de der timere," sagde hun. "Så er kaffen klar, når du kommer ud af badet. Du kunne oven i købet sove nogle minutter længere."
"Men kaffen ville ikke smage lige så godt."
"Det er hårdt arbejde at være dig," sagde Donna.
Hvad skal man sige? tænkte Frank. Det er det jo.
"Kender du udtrykket ‘livskvalitet‘? spurgte han.
"Det gør jeg," sagde Donna. "Som regel brugt om uhelbredeligt syge, når man diskuterer, om man skal trække stikket ud."
"Det her er et spørgsmål om livskvalitet," svarede Frank.
Og det er det, tænker han denne morgen, mens han nyder duften fra kafferisteren og sætter vand over. Livskvalitet handler om små ting – om at gøre dem godt, gøre dem rigtigt. Han tager en lille pande fra hylden over huggeblokken og stiller den på komfuret. Han kommer en tynd skive smør i den, og lige da det begynder at boble, slår han et æg ud i panden, og mens det spejles, skærer han en løgbagel igennem. Så tager han forsigtigt ægget op med en paletkniv af plastic (kun plastic – metal ville ridse slip-let-overfladen, hvilket er noget, Donna tilsyneladende aldrig kan huske, og derfor får hun ikke lov til at lave mad i Franks cucina), lægger det på den ene bagelhalvdel, som dækkes med den anden, og pakker æggesandwichen ind i en stofserviet for at holde den varm.
Donna punker ham selvfølgelig over det daglige æg.
"Det er et æg," indvender han, "ikke en håndgranat."
"Du er toogtres år, Frank," siger hun. "Du skal passe på dit kolesteroltal."
"Nej, de har fundet ud af, at det ikke var rigtigt med hensyn til æg," siger han. "Det var falsk alarm."
Hans datter, Jill, er også efter ham på grund af æggene. Hun var lige blevet færdig med præmedicin på University College of San Diego, så hun vidste naturligvis alt. Han fortæller hende noget andet. "Du er præmediciner," siger han. "Når du er mediciner, kan du give mig agita, hvad angår de æg."
Amerika, tænker Frank – vi er det eneste land i verden, der er bange for vores egen mad.
Da den dødbringende æggesandwich er klar, er kaffebønnerne færdigristede. Han lader dem male i møllen i præcis ti sekunder og kommer derefter den malede kaffe ned i stempelkanden, hælder kogende vand over og lader kaffen trække i de anbefalede fire minutter.
Minutterne bliver ikke spildt.
Frank bruger dem til at få tøj på.
"Jeg fatter ikke, hvordan et civiliseret menneske kan komme i tøjet på fire minutter," har Donna bemærket.
Det er nemt nok, tænker Frank, især når man lægger tøjet frem aftenen før og kun skal hen til sin agn-biks. Så denne morgen ifører han sig rent undertøj, tykke uldsokker, en flonelsskjorte og et par gamle cowboybukser, hvorefter han sætter sig på sengen og tager sine arbejdsstøvler på.
Da han kommer ud i køkkenet igen, er kaffen færdig. Han hælder den op i et metalkrus til at tage med og tager den første lille tår.
Frank elsker denne første smag af kaffe. Især når den er nyristet, friskmalet og netop lavet.
Livskvalitet.
Detaljerne er vigtige, tænker han.
Han sætter låg på kruset og stiller det på køkkenbordet, før han tager sin gamle sweatshirt med hætte fra krogen på væggen og tager den på. Derefter smækker han en sort uldhue på hovedet og tager sine bilnøgler og tegnebog fra deres faste pladser.
Så tager han gårsdagens Union-Tribune, hvis krydsord han har gemt. Den løser han sidst på morgenen, når det går langsomt med salget af madding.
Han tager kaffekruset og æggesandwichen, slukker for musikanlægget og er klar til at gå.
