Gamla Stan-mordene
GAMLA STAN-MORDENE KAPITEL 1 Skuespilleren Peter Branting kørte sin sølvfarvede Mercedes ind mod Stockholm fra Fagerdala på Värmdö, hvor hans sommerhus lå. Ja, egentligt sommerhus var det vel ikke, snarere et hvidt, arkitekttegnet murstenshus, kastet som en terning på en klippeafsats. Her sidst på vinteren, hvor isen stadig lå, kunne skøjteløberne se op mod klippeafsatsen og undre sig over det dramatiske syn, for det så næsten ud, som om huset var ved at tippe og falde i havet. Især når det sneede, og husets hvidhed blandede sig med den faldende sne, og man ikke rigtig kunne se, om det var et hus eller en luftspejling, for det var kun fra en bestemt vinkel ude fra isen, man kunne se omridset. Så forsvandt det pludselig, når skøjteløberne var nået et par hundred meter længere frem. Peter Branting kunne godt lide at løbe på skøjter, det mindede ham om hans barndom, om en tid hvor alt forekom langt vigtigere, hvor alt syntes at have større proportioner. Han kunne også godt lide lyden af langrendsskøjterne, en slags hvinende skrig parret med den skrabende lyd mod isen. En lyd der åndede af kraft og fremadrettet bevægelse, og som efter en stund, når rytmen havde indfundet sig, lød næsten som musik. De sidste dage ude på isen og af og til inde i huset havde han følt sig iagttaget. Det var ikke nogen uvant følelse, og desuden var den næsten altid berettiget. Der var journalister og fotografer, der forfulgte ham, men før eller siden gav de sig til kende. Tog et billede eller konfronterede ham med et eller andet spørgsmål. Men denne gang var det som en skygge, der kun fandtes i periferien, ingen nærmede sig ham, alt foregik ud af øjenkrogen. Nogen stod på nabogrunden, en mørk skikkelse, og betragtede hans hus. Nogen passerede ham i stor afstand på skøjter, når han vandrede på isen for at tænke. Måske var det indbildning, men Peter Branting havde udviklet en sjette sans, når det gjaldt forfølgere, og han var helt sikker på, at han ikke tog fejl. Han havde dog ikke i sinde at bekymre sig om det, skønt det indgød ham en vag følelse af uro.
Indimellem kunne skøjteløberne også se Peter Branting stå ved det store panoramavindue med håndfladerne og panden trykket mod den kolde rude og stirre ud over fjorden. Han stod som forstenet eller i trance, og kun han selv vidste, hvad der var årsag til denne stilling. Så skuttede han sig, hentede en fl aske spiritus og drak dygtigt for at komme "ned på bunden",
som han kaldte det. Ned til et sted, hvor han følte sig skruppelløs og urimelig. Ned til et mørkt og farligt sted, som kun han selv havde adgang til, og hvor han lod sine tanker få helt frit løb, hvor skræmmende de end måtte være. Og skræmmende var de, det vidste han, og mest skræmmende var disse nye tanker og følelser, der var dukket op for et års tid siden, og som var ved at tage livet af ham.
Peter Branting pressede speederen ned, så bilen accelererede. Den skred en smule i den bløde sne, men Branting var en øvet bilist og rettede hurtigt bilen op. Tømmermændene og angsten føltes stadig nærværende, det kostede at møde sine dæmoner, men han havde alligevel truffet den rette beslutning om, hvorledes han skulle forholde sig, og det var da altid noget. Han var træt, men det var en mental træthed, der ville forsvinde, når alt var afklaret, når krudtrøgen lagde sig.
Han kastede et hurtigt blik i bakspejlet og så en lille, rød Toyota, der havde hængt ved ham, siden han drejede ud fra sin grund. Han satte helt bevidst farten ned, og den bagvedliggende bil var tvunget til at køre uden om ham. Branting forsøgte at få et glimt af føreren, men denne havde en strikhue trukket helt ned i panden og vendte ansigtet bort, da han overhalede Brantings Mercedes. Branting fortsatte efter Toyotaen et stykke tid, men den drejede pludselig ned ad en sidevej og var så forsvundet. En halv snes kilometer senere kiggede han atter i bakspejlet, og langt bagude mente han at kunne se en lille rød bil, der kæmpede sig frem i snesjappet på Värmdövejen omkring Fiskartorpet. Men der var mange biler på vejen ind mod byen, og i det sene eftermiddagslys begyndte alle biler at antage samme farve. Desuden var det måske noget, han havde bildt sig ind. Der var mange røde biler, der kørte denne vej. Han rettede på bakspejlet, så han så sig selv. Han syntes, poserne under øjnene var blevet mørkere, men det gjorde på den anden side hans øjne så meget lysere. Han skar en grimasse ad sit eget spejlbillede.
