Holger
Kapitel 1 *** Norman Schluss havde aldrig før Dania hørt et eneste ord om Holger Danske. Det havde selvfølgelig kun danskerne. Norman Schluss havde med omhu formet sin karriere og sit liv omkring personlig succes, økonomisk vækst, voksende prestige og social anerkendelse. Nu var hele hans livsværk i fare for at styrte sammen. Den amerikanske ambassade i Danmark blev her til aften udsat for et angreb af ukendte mænd, som kastede blå maling mod facaden. Al sikkerhed slog fejl, og end ikke marineinfanteriets sergenter kan give et signalement af terroristerne. De spektakulære billeder af den blå ambassade og de mange blinkende politilys på CNN og derfor i alverdens medier varslede ilde, vidste han. *** Mariann Madsen gned efter samtalen sine trætte øjne, mens hun sad i aftenmørket foran sin bærbare computer. Hun lænede sig tilbage i den høje, sorte kontorstol og krydsede begge ben på bordet. Med hænderne foldet under hagen begyndte hun at analysere situationen. exit$, exitDK, exitM Statsminister Jørgen Carlsen reagerede øjeblikkeligt på aktionen mod den amerikanske ambassade. Mindre end en time efter tonede han frem live på CNN, hvor han malende forsikrede, at hele det danske folk var pinligt berørt over dette luskede og oprørende angreb på USA. Hr. statsminister, spurgte CNN's studievært, hvem mener De står bag angrebet med blå maling på USA? Derefter blev filmen med den blåmalede ambassade og de mange blå blink vist endnu en gang. *** Ole Bang hyggede sig svært, da han tunede ind på CNN og så historien om den amerikanske ambassade. Reportagerne på de sene udsendelser på DR og TV2 var en nydelse at se, han loggede ind på Ritzaus Bureau og læste deres version af begivenheden. Alt i orden. Aktionen ville være i alle aviser og radioer landet over i morgen. Sikke et brag! *** Preben Lynk sad stille på Café Bjørk ved Rådhuspladsen og grublede grundigt over sig selv. 
Den ubarberede, unge mand med golfkasketten tøvede et sekund ved siden af sengen med den sovende kvinde. Han lagde sig på knæ, bøjede sig frem og kyssede hende flygtigt på panden og hviskede kærligt:
“Slå øjnene op, det er bare mig.”
Hun vågnede med et voldsomt spjæt, satte sig stift op i sengen og så sig forvirret omkring i tusmørket uden af se nogen. Stadig på knæ ved siden af den enorme seng var han svær at få øje på.
“Det er mig. Bliv ikke bange,” hviskede han af frygt for, at hun ville trykke på alarmen til nattevagten. Den sad påhæftet hovedpuden.
Et minut gik, før nogen sagde noget i mørket. Hendes åndedræt afslørede, at hun nu var vågen og fattet.
“Tænd lyset, så jeg kan se dig,” beordrede hun myndigt i det særlige tonefald, som absolut ingen turde sætte sig op imod.
På sin katteagtige, lydløse maner gled han over de persiske silketæpper til hendes antikke læsebord, tændte PH-lampen og satte sig stille i den ene stol. Lyset spredte sig dårligt over halvdelen af rummet, men det var nok.
Med det lange, filtrede hår flagrende efter sig kom hun på bare fødder stridende gennem rummet, mens hun bandt bæltet på sin tunge, broderede kåbe. Kvinden gik direkte hen til ham, greb ham i den skæggede hage og rykkede hans hoved bestemt til siden, så hun kunne måle ham tydeligt i lyset.
Hun nærmest gennemborede manden med sit blik. Ikke en mine røbede, at hun ikke havde talt med ham i lange tider. Hun ikke så meget som spekulerede over, hvorfor han pludselig dukkede op midt om natten i hendes soveværelse.
Kvinden vedblev at undersøge hans ansigt, øjne og viltre udstråling med sit intense blik. Endelig sagde hun:
“Er det dig, der er Holger Danske?”
“Ja, Deres Majestæt.”
Han satte hidsigt hovedtelefonen på og kontaktede Mariann Madsen via Skype på Internet.
“Noget er helt ravende galt!” spruttede han. “Jeg har lige modtaget et opkald fra Det Hvide Hus, som udbeder sig en fornuftig forklaring på situationen i Danmark. Hvad sker der?”
“Holger Danske har oversprøjtet den amerikanske ambassade i København med blå maling,” fortalte hun.
“Hvad har han?” afbrød han skingert i mikrofonen.
“En gruppe på 8-10 mænd sprang ud af to forbikørende varevogne og kastede containere med blå maling mod bygningen. Alle alarmer gik, ambassadens spotlights blev tændt, og få minutter efter var der politi over det hele. Gaderne blev afspærret, men mændene var væk. Du kan se det på CNN.”
Norman Schluss rejste sig fra sit skrivebord, lagde computerens hovedtelefon fra sig og stavrede stift over til sit normalt ubrugte TV og zappede hen til CNN. Studieværten var i gang med historien:
Den smukke bygning blev ramt af cirka 20 containere med blå maling, som eksploderede på bygningen. Trykket fra containerne har spredt malingen over hele facaden.
Ambassadens video af aktionen bliver netop nu analyseret af det danske sikkerhedspoliti. Der er ikke megen tvivl om bagmændene for aktionen mod ambassaden. Det menes at være en lokal undergrundsbevægelse ved navn Holger Danske, hvis kendetegn netop er den blå farve.
Holger danske har ingen kendte forbindelser til Al-Qaida, tilføjede studieværten.
“Er “fucking Holger” da gået fuldstændig amok,” råbte han, men Mariann Madsen kunne ikke svare. “Den amerikanske ambassade ... AMBASSADEN!”
Dania havde fået sig et massivt problem, det kunne hun godt forstå. I Norman Schluss' business kunne milliarder af dollars forsvinde med få dages varsel, hvis der opstod tvivl om hans dømmekraft. Hun spekulerede over, om han kunne holde til presset, hvis det kom fra præsidenten.
Milliardæren i New York ville vide at prioritere. Kalenderen lå som sædvanlig fremme, og med sin sirlige håndskrift skrev hun en kort huskeliste:
***
“Der er formentlig tale om en gruppe anti-kapitalister, der kalder sig Holger Danske. Helt uretmæssigt udnytter de en dansk sagnhelts navn. Det er absolut forkasteligt. Alle skyldige vil blive arresteret hurtigt og bragt for en domstol. Personligt synes jeg, at det er en skandale. Det har meget høj prioritet at komme den gruppe til livs.”
Statsminister Carlsen, hvad søger Holger Danske at opnå med dette?
“Jeg ved det ikke. Gruppen har lavet flere uforståelige aktioner, men det her er ikke drengestreger. Den danske regering frygter, at gruppen med dette angreb er ved at udvikle sig til en terrorcelle. Jeg har derfor for en time siden beordret politiets efterretningstjeneste, PET, til at tage affære. USA og min gode ven præsident George W. Bush kan trygt regne med, at vi vil gøre alt for, at den slags hærværk ikke sker igen,” sluttede han, og lovede at Danmark ville erstatte skaderne.
Jørgen Carlsen kom også hele runden af danske medier igennem. Han nød at være på, fordi han kunne optræde som en ægte statsmand og lægge stemme til hele den danske befolknings store forargelse. Han trængte også voldsomt til noget mediedækning, og anledningen var kærkommen og politisk ufarlig.
Han åbnede endnu en lunken Maribo øl og skålede højtideligt med sig selv.
“Godt gået, gamle dreng,” roste han sig selv. “Den er allerede global.”
Selv om han overhovedet ikke var det mindste beruset, kunne han ikke dy sig for at fnise og fnyse flere gange, når han så statsministeren på alle kanalerne. Jørgen Carlsen gjorde præcis det, han skulle. Manden var dygtig, disciplineret og handlede, som Ole Bang havde forudset. Statsministeren tog endnu et dybt spadestik til sin egen politiske grav.
“Nåh, så Holger Danske er ved at blive en terrorcelle! Sikke et perspektiv, hvad? Bare rolig, min ven. Din tid kommer snart,” mumlede han fortroligt til billedet af statsministeren.
Dagen i dag burde fejres, men han havde glemt at planlægge festen. Ikke fordi han havde nogen at fejre sammen med, men et dunkelt sted i hans indre var der en stemme, som hviskede, at det nok burde være med en kvinde. Måske den søde sundhedsplejerske fra Skive. Måske.
Den slidte mand sad tænksomt og drejede på sin vielsesring. Resolut tog han den af for første gang i utalte år. Så rejste han sig og skridtede ud ad døren.
Nu skulle festen starte og det på det helt rigtige sted. Ti minutter senere smuttede han ind ad døren til restaurant Bankeråt i Nansensgade. Den tidligere finansmand elskede stedet for dets udsøgte navn. Publikum var lidt vel ungt og dynamisk efter hans smag, men på den anden side var det jo dagen, hvor hans liv startede igen.
Sådan var planen, og han havde sat processen i gang.
I dag var nøgledag. Preben Lynk havde hentet nøglen til sin lækre og lidt dyre københavnske kvistlejlighed, for første gang i sit liv havde han købt en mountainbike med verdens fedeste kabellås med nøgle, og nøglen til kælderen i Nordsjælland havde han droppet i en kuvert og sendt hjem til Camilla.
Og så havde han været i banken for at leje en endnu større boks til en ny stak dollarsedler.
Mens Preben Lynk nippede til en flaske iskold egoistchampagne, bemærkede han, at flere af gæsterne i Bankeråt bar kongeblå Holger t-shirts. De snakkede hektisk om et eller andet, men han prøvede ikke at lytte efter. Han var ikke nysgerrig, for i dag brød han ud i friheden.
Mens han sad ensom på Bankeråt og nød sin tørre champagne, var Danmark mildest talt i oprør, og han havde haft mere end én finger med i spillet. Nærmere en stor del af armen, men han følte ikke nogen skyld.
