Facts
Title
Homer og Langley
Forfatter
E. L. Doctorow
Forlag
Bechs Forlag - Viatone
Om forfatteren

Brødrene Homer og Langley blev i 1947 fundet døde i deres forfaldne hus omgivet af ubeskrivelige mængder af gamle aviser og andet ragelse. På denne historie har forfatteren skabt en myte om mennesker, der trækker sig tilbage og lader verden passere...

Hør hele Doctorows roman om Homer og Langley hos netlydbog.dk (lydbog)

Læs hele Doctorows roman om Homer og Langley hos ereolen.dk (ebog)

Få har nok ikke hørt forfatternavnet E. L. Doctorow før. Den amerikanske forfatter (f. 1931) der med sin seneste roman (på dansk) Homer og Langley leverer denne uges bogbid har modtaget en række priser ligesom også Homer og Langley var indstillet til Man Booker prisen i 2009. Doctorow er blandt andet kendt for romanen (der som flere af hans øvrige titler også er filmatiseret) Ragtime fra 1975.
E. L. Doctorow:

Homer og Langley

Citattegn

Jeg er Homer, den blinde bror. Jeg mistede ikke synet på én gang, det skete som på film ved en langsom udtoning. Da jeg fik at vide, hvad der var ved at ske, blev jeg interesseret i at måle det, jeg var sidst i teenageårene dengang, åben over for alting. Det jeg gjorde den vinter var at stille mig et stykke fra søen i Central Park, hvor der blev løbet på skøjter, for at finde ud, hvad jeg kunne se eller ikke se fra dag til dag. Husene ovre i Central Park West forsvandt først, de blev mørkere, som om de blev opløst i den mørke himmel, indtil jeg ikke længere kunne se dem klart, og så begyndte træerne at miste deres form, og til sidst, da vinteren var ved at være forbi, måske sidst i februar den meget kolde vinter, var det eneste jeg kunne se nogle spøgelsesagtige omrids af skøjteløberne, der gled forbi på en flade af is, og så blev den hvide is, det sidste lys, grå og senere helt sort, og så kunne jeg ikke se mere, men stadig tydeligt høre klingernes susen og fræsen mod isen, en meget tilfredsstillende lyd, en dæmpet lyd fuld af målbevidsthed, en dybere tone end man skulle tro skøjteklinger kunne frembringe, måske fordi den fremkaldte en resonerende baslyd fra vandet under isen, susen, fræsen, susen, fræsen. Jeg kunne høre nogen, der kom farende og så pludselig svinget og den lange skrabende skrattende lyd, når han snurrede rundt og standsede, og så lo jeg også af glæde over skøjteløberens dygtighed til at standse så brat, først suse og fræse af sted og så skrabe og skratte.
Selvfølgelig var jeg også ked af det, men det var et held at det skete da jeg var så ung, og ikke vidste noget om hvad det ville sige at være handikappet, men bare koncentrerede mig om andre evner i stedet for, såsom min usædvanlig gode hørelse, som jeg optrænede til en grad af skarphed, der var næsten visuel. Langley sagde, at jeg havde ører som en flagermus, og han efterprøvede denne påstand, ligesom han underkastede alt andet en kritisk undersøgelse. Jeg kendte selvfølgelig vores hus, alle fire etager, og kunne uden problemer navigere rundt mellem alle værelserne og op og ned ad trapperne, for jeg huskede, hvor alting var. Jeg kendte tegnestuen, vores fars arbejdsværelse, vores mors dagligstue, spisestuen med dens atten stole og det lange valnøddebord, anretterværelset og køkkenet, salonen, soveværelserne, jeg kunne huske, hvor mange tæppebelagte trappetrin der var mellem etagerne, jeg behøvede ikke engang at holde i gelænderet, og hvis man så mig, ville man ikke opdage, at mine øjne var døde. Men Langley sagde, at prøven på min høreevne først kom, når hukommelsen ikke var med i spillet, og derfor flyttede han lidt rundt på tingene og tog mig med ind i musikværelset, hvor han forinden havde skubbet flyglet hen i et andet hjørne og stillet den japanske foldeskærm med hejrer, der stod i en sø, midt i værelset, og for at gøre det sværere endnu, snurrede han mig rundt i døråbningen, så min retningssans blev helt ødelagt, men jeg kom til at le, for det skete hverken værre eller bedre, end at jeg gik rundt om foldeskærmen og satte mig ved flyglet, nøjagtig som om jeg vidste, hvor han havde stillet det, hvad jeg også gjorde, jeg kunne høre overflader, og jeg sagde til Langley: En blind flagermus fløjter, det er på den måde, den finder rundt, men jeg behøvede jo ikke at fløjte, vel? Han var virkelig forbløffet, Langley er to år ældre end jeg, og jeg har altid været ivrig efter at gøre indtryk på ham på alle mulige måder. På det her tidspunkt gik han på college som førsteårsstuderende på Columbia. Hvordan gør du det? spurgte han. Svaret har videnskabelig interesse. Jeg sagde: Jeg mærker formerne, når de presser luften væk, eller jeg mærker varmen fra genstande, du kan snurre mig rundt, så meget du vil, men jeg kan stadig mærke, hvor der er noget massivt i luften.
Der var også andre fordele. Jeg fik undervisning af privatlærere, og jeg gik allerede uden problemer på West End-konservatoriet, hvor jeg havde været studerende, siden dengang jeg kunne se. Min dygtighed som pianist gjorde min blindhed socialt acceptabel. Da jeg blev ældre, talte folk om min galante opførsel, og kvinderne kunne i hvert fald godt lide mig. I de bedre kredse i New York dengang sikrede mange forældre sig, at deres døtre blev gift med passende ægtemand, ved helt fra fødslen, fik man indtryk af, at advare dem mod mænd og formane dem til ikke at stole på dem. Det var nogle år før første verdenskrig, da backfische og kvinder, der røg cigaretter, endnu lå ude i en fremtid, man ikke kunne forestille sig. Så en pæn, ung blind mand af god familie var særlig attraktiv, fordi han ikke engang i det skjulte kunne foretage sig noget upassende. Hans hjælpeløshed virkede dragende på kvinder, der selv siden fødslen var blevet opdraget til at være hjælpeløse. Min blindhed fik dem til at føle sig stærke, som om de havde kommandoen, og lokkede også deres medlidenhed frem, gjorde i det hele taget en hel masse. En kvinde kunne udtrykke sig, få luft for sine indestængte følelser, hvad hun ellers ikke turde over for en normal mand. Jeg klædte mig virkelig godt, jeg kunne barbere mig med min barberkniv uden at skære mig en eneste gang, og frisøren fik besked på at lade mit hår vokse lidt længere ud, end det var almindeligt dengang, så når jeg var til selskab og satte mig til klaveret for at spille Appassionata eller Revolutionsetuden, flagrede håret hid og did – jeg havde meget af det dengang, en stor, solid moppe af brunt hår med skilning i midten og hår på begge sider af hovedet. Franz Liszt-hår var det. Og hvis jeg sad i en sofa med en ung veninde, og der ikke var andre i nærheden, kunne hun finde på at kysse mig, røre ved mit ansigt og kysse mig, og da jeg var blind, kunne jeg lægge en hånd på hendes lår, uden at det virkede, som om det var min hensigt, og måske snappede hun efter vejret, men lod alligevel hånden ligge for ikke at gøre mig forlegen.
Jeg må sige, at selv om jeg aldrig har været gift, har jeg haft en udviklet sans for kvinder og faktisk sat stor pris på dem, og jeg vil også med det samme indrømme, at jeg havde et par seksuelle oplevelser i den periode, jeg beskriver her, hvor jeg levede som blind i storbyen som en flot ung mand, der endnu ikke var fyldt tyve, og vores forældre stadig levede og holdt mange aftenselskaber for folk i de allerbedste kredse i byen i vores hjem, som var et monument for senvictoriansk smag, der blev fortrængt af den moderne stil – som for eksempel repræsenteret af Elise de Wolfe, der aldrig satte sine ben i vores hjem igen, da min far nægtede at lade hende indrette det fra øverst til nederst – et hjem som jeg altid fandt bekvemt, solidt og pålideligt med store polstrede stole, plysbetrukne spisestuestole i empirestil, tunge kapper over gardinerne foran vinduerne, der gik fra gulv til loft, eller middelaldergobeliner ophængt på forgyldte bogreoler med svungen front, tykke persiske tæpper og standerlamper med kvaster på skærmene og parvist ens kinesiske porcelænskrukker, der var så store, at man næsten kunne gennem sig i dem … det var en broget blanding, fordi det var en slags vidnesbyrd om vores forældres rejser, og på fremmede kan det givetvis have virket overlæsset, men for os var det normalt og rigtigt, og det var desuden vores arv, Langleys og min, denne følelse af at leve mellem ting, der skiltede med deres livløshed, og gå rundt iblandt dem.
Vores forældre rejste udenlands en gang om året med den ene eller den anden oceangående damper med tre-fire skorstene, hvor de stod og vinkede ved rælingen – Carmania? Mauretania? Neuresthania? – mens den langsomt fjernede sig fra kajen. De så meget små ud deroppe, og jeg følte mig meget lille, når jeg stod med min hånd i barnepigens, og jeg kunne mærke skibets tuden helt ned i fødderne, og mågerne kredsede over os som for at fejre det, som om der skete noget virkelig storslået. Jeg spekulerede altid på, hvad der ville ske med min fars patienter, når han var bortrejst, for han var en fremtrædende kvindelæge, og jeg var bekymret for, at de skulle blive syge og dø, mens de ventede på, at han skulle komme hjem.
Selv når mine forældre rejste rundt i England, Italien, Grækenland eller Egypten, eller hvor de nu befandt sig, blev deres hjemkomst foregrebet af ting i trækasser, der blev afleveret ved køkkendøren af Railway Express Company: gamle islamiske kakler, sjældne bøger, en marmorfontæne, buster af gamle romere uden næser og ører eller antikke skabe med en lugt af afføring.
Og så til sidst med høje hurraråb, da jeg næsten havde glemt alt om dem, var de der, min mor og far trådte ud af drosken foran vores hus og bar de skatte indenfor, der ikke var ankommet før dem. Helt ubetænksomme var de ikke, for der var altid gaver til Langley og mig, ting der virkelig kunne begejstre en dreng såsom et antikt legetøjstog, der var så skrøbeligt, at jeg ikke måtte lege med det, eller en forgyldt hårbørste.

Om bogbidder.dk

Bogbidder er en service til dig, der gerne vil have inspiration til din læsning serveret på et sølvfad. Med Bogbidder får du automatisk det første kapitel af en udvalgt bog i små inspirerende bidder direkte i din indbakke. Hver mandag får du starten på et kapitel serveret, når det bliver fredag har du et helt kapitel i din mailbox. Bidderne kommer fra bøger, som er oppe i tiden og giver dig indblik i, hvad der rører sig. Tilmeld dig gratis her på siden og få din første bid serveret allerede i morgen.

Kontakt

Bogbidder

Nyropsgade 1

1602 / Kbh. V

3366 4011

anmatt@kff.kk.dk