Hvide skygger

Den gamle mand med det lange hvide hår, de slidte støvler og den noget anløbne frakke skræver med besvær hen over nogle brædder, der er smidt midt i rummet. Han bander, da han et øjeblik er ved at miste balancen, og undgår kun at falde ved at tage et par hurtige skridt ind mod væggen, som han støtter sig til med begge hænder. Murværket føles behageligt koldt, og lugten af frisk mørtel minder ham om værkstedets lugt af vådt ler og dampende, nyhærdet gips. Han står tungt og hiver efter vejret, som han gennem længere tid har gjort ved den mindste anstrengelse. Så sukker han dybt, inden han stivbenet af både kulden og alderen fortsætter gennem de mange rum.
Byggeriet af museet er nået betydeligt længere, end han forestillede sig, da han tog af sted på sin sidste rejse til Rom for halvandet år siden. Til trods for at han selv har været med til at bestemme indretningen af det, inden han rejste, er han alligevel overrasket nu, da han er tilbage og går rundt i det. Både rummenes størrelse og antal overgår langt, hvad han i sin tid forestillede sig. Hvordan skal han nogensinde kunne fylde så megen plads ud? Hvordan skal han undgå, at hans livsværk forsvinder i den endeløse række af rum, der i to etager er bygget op omkring en tom, lukket gård? Skal han virkelig opleve, at hans modstandere får ret, at hans værker vil drukne i et alt for stort og alt for mærkeligt museum? Har hans forfængelighed alligevel vundet?
På vej gennem bygningen bliver han mere og mere overbevist om det, mere og mere sikker på, at han igen har overvurderet sit arbejde. Det minder ham i ubehagelig grad om dengang, han lavede sit mislykkede gravmonument for paven, det monument, der hjemme på værkstedet havde set så imponerende stort ud, men som nærmest var forsvundet i Peterskirkens enorme indre, da det først var sat op. Der er bare den afgørende forskel, at han dengang var ung. Nu er han gammel og burde være blevet klogere.
For hvert rum, han kommer igennem, er det, som om han når længere og længere ind i den labyrint af mørke, han i de senere år har opdaget inden i sig selv, og han får den tanke, at hvis han fortsætter, vil han nå helt ind i sit inderste og også dér finde et tomt, lukket rum, uden glæde, uden sorg, uden andet end tomhed. Han standser op og sætter sig på en stabel mursten, der står op ad væggen i et af de mange rum, som endnu ikke er blevet færdigt. Er det virkelig, hvad der er tilbage efter så langt et liv? Oven i købet et liv, der har været så utroligt som hans. Så fuldt af arbejde og venner og kvinder. Så fuldt af succes. Er han måske ikke en af landets berømteste personer? En af Europas berømteste kunstnere? Har han ikke opnået alt det, man kan drømme om? Han synker sammen under sin egen vægt og retter sig først op, da murstenene under ham begynder at skride. Han har grund til at være tilfreds. Det er gået ham bedre, end nogen overhovedet havde kunnet forestillet sig, da han for mange år siden blev født med udsigt til et alt andet end spændende liv. Også bedre, end han i sin vildeste fantasi selv havde drømt om, da han i de første år på akademiet havde opdaget sine usædvanlige evner. Men hvorfor er han så ikke tilfreds? Hvad vil han mere?
Han ved, hvad Anna Maria ville sige, hvis hun var her. Eller Frances eller Fanny. De ville sige, at han havde opnået alt det, der ikke betyder noget. At han var blevet rig og berømt, men aldrig havde forstået, at det vigtigste i livet er kærligheden. Han kan ligefrem høre dem sige det, ikke anklagende eller bedrevidende, men nøgternt konstaterende, som om de gjorde opmærksom på et indlysende faktum. Men kvinderne i hans liv er der ikke mere. De er enten døde eller langt væk. Der er kun ham selv og et liv, der er gået. Er det i virkeligheden det, der er galt? At livet er gået, og han skal dø? Nej, han er ikke bange for at dø, han glæder sig til det. Der er ikke mere for ham at gøre.
Den gamle mand ryster på hovedet, så det viltre hår blæser om ørerne på ham. Det er ikke det, han ikke nåede, der plager ham. Det er derimod det, han nåede, han har svært ved at affinde sig med. Det er bevidstheden om, at man selv i et liv som hans ikke er i stand til at nå længere. At man selv med hans store evner og al den medgang, et menneske kan ønske sig, alligevel ikke er i stand til at gøre en større forskel, til afgørende at forandre kunsten. Det er det, han har svært ved at holde ud. Og så skal han oven i købet opleve, bare fordi han tillader sig at blive gammel, at den smule, han har nået, bliver angrebet eller ligefrem set ned på af yngre folk, der vil andre ting. At han bliver overhalet af tiden, overhalet af verden.
Han går hen til et af de høje, aflange huller i væggen, hvor vinduerne engang skal sidde, og ser ud i museets gård, der er omgivet af mure til alle sider. Kun op mod himlen er den åben. Efter et mislykket forsøg på at kravle ud fortsætter han gennem de halvfærdige rum, til han endelig finder en vej ud i den stenbelagte gård – hans sidste hvilested. Da han står derude, søger hans øjne hele tiden hen mod den store stenplade midt i gården, hvor han ved, der neden under er lavet et rum til hans kiste. Han kommer til at tænke på den protestantiske kirkegård i Rom, hvor han for nylig har taget afsked med Frances. Hvor langt dejligere havde det sted ikke været med sin blanding af vild natur og frodig beplantning end hans eget gravsteds ensomme geometri. Han ser op i den firkantede himmel. Nej, det er ikke døden, han er bange for, det er livet. Det liv, der er gået. Kan de virkelig have ret, alle de, der påstår, at han hele sit liv har været så optaget af sit eget, at han har glemt det vigtigste? At han har fejlet, når det kommer til det vigtigste af alt, kærligheden. Han forstår dem ikke. Hvordan kan de være så sikre på, at kærligheden er det vigtigste af alt? Hvordan kan de overhovedet være så sikre på, hvad kærlighed er? Hvad ved de om kærligheden til kunsten? Om at give sig hen til noget, som er større end en selv, større end et andet menneske? Hvad ved de om at elske sin skæbne?
Nej, han må hjem, han må væk, inden tvivlen for alvor får tag i ham. Han er for gammel til at tvivle. Støvlernes hårde sål mod fliserne smælder tilbage mod ham fra murene, da han overraskende hurtigt skrår tværs over gården. Demonstrativt går han lige hen over sin grav, der kvitterer med to hule drøn.
Han har stadig gåsehud, da han står uden for museet.