I døden dine mænd

SØNDAG
En behagelig stilhed mødte Fabian Andersson da han steg ud af Volvoen for enden af skovvejen. Tidlig morgen. Svag susen i træerne,
dæmpet fuglesang i det fj erne. Omkring ham stod granerne tæt, længere nede ved vandet voksede der el og birk. Rødhalsen holdt koncert dernede, først med sit vedholdende pip, så med den rislende bæk af klare toner og temposkift.
Fabian tog rygsækken og sine sammenklappede fi skestænger ud af bilen og begyndte at gå i retning mod fuglekvidderen, ad den sti som han havde fulgt to gange om året, hvert forår og hver sommer, i mange årtier.
Midt i august i den sydlige del af Stockholms skærgård. Det her var hans revir og hans årstid. Efter et par kilometer gennem vanskeligt terræn fi k han øje på den odde som ingen andre lagde mærke til. Det var dér aborrerne jagede nu, og det var dér havørreden stod, med usvigelig sikkerhed, hvert år når vandtemperaturen kom op over syv grader. Nogle gange kunne den hugge på en langsomt hjemtaget vådfl ue allerede ved fem grader. Ved ni grader var det for sent, men ved syv kunne man kaste en hvilken som helst madding ud og lave lige så meget støj det skulle være.
Det samme med aborrerne, der var lige så forudsigelige hvis bare man lærte sig deres urgamle vaner. Det første sensommerdøgn vandtemperaturen gik ned efter en kølig nat, blev de store stribede basser helt vanvittige. En time med jig, og så kunne man tage to fyldte plastickasser med hjem til fryseren. Vægten plejede at ligge på mellem to og otte hundred gram stykket – dem der var større eller mindre, slap han ud igen.
Velsignede højtidsdage. Fabian kunne næsten præcis forudsige hvornår de ville indtræff e, ved at holde øje med vejr og vind. Som ung havde han ofte fi sket her på må og få, men med årene snævredes perioderne ind til der kun var nogle timer tilbage. Morgenerne den 6. maj og 20. august, plus minus en uges tid. Hverken klimaforandringerne eller iltsvindet i Østersøen ændrede rytmen, hvad der havde fået ham til at tvivle på alvoren i begge dele. Fabian stolede mere på sine egne oplevelser af naturen end på miljøforskere og journalister. Han satte sig på et vindfældet træ ti meter fra strandlinjen og kiggede på stammerne omkring sig. Skoven var dårligt holdt; der var formentlig ikke blevet tyndet ud i træerne i tyve år. Normalt ville han have følt irritation over sådan noget sløseri, men ikke her.
Han sendte en taknemmelig tanke til Skærgårdsstyrelsen for dens slaphed. Takket være den var der ingen andre fi skere der orkede at nærme sig hans odde gennem krattet på land. Og gudskelov havde hæren af plasticbåde med hundred hestekræfters Yamahamotorer – havets hooligans med massefremstillede fi skestænger i grafi t og grelle fl ydeoveralls – heller ikke opdaget dette paradis fra søsiden. I den vanhelligede skærgård og de søndertrampede skove forblev det her hans egen private kirke.
Det havde ingen hast at komme i gang med at fi ske, det var bedst inden. Hans bevidsthed gled af sted halvvejs mellem tanke og følelse. For hvert år der gik, blev sæsonerne kortere. Barndommens konstante nu, hvor hver eneste sommerdag var fuld af skovjordbær, og hver eneste forårsdag havde en ørredtemperatur på syv grader, var blevet erstattet af det her accelererende urværk. Som om Jorden drejede hurtigere rundt. Øjeblikkene var overstået inden de kom. For hvert år der gik, blev det mere belastende at se hvor travlt naturen havde med at time blomstring, befrugtning, udklækning. Især efter at han var blevet pensioneret, havde den biologiske stress gjort ham nedtrykt snarere end henrykt.
En strofe fra en af børnenes firserplader dukkede op i hovedet: All the seasons rushing over me. All the secret sounds that bleed.
Godt skrevet, også selv om han aldrig havde orket at lytte til letvægtspop som Big Country. Fabians musikalske lidenskab var jazz – Miles Davis, John Coltrane, Charlie Parker, klassikerne. Nogle gange havde han musikken med sig når han fi skede, jazzen harmonerede med det frit svømmende liv i havet, men ikke denne her dag. Nu søgte han først og fremmest stilheden. Et sted i menneskehedens blinde vinkel, væk fra larm og konflikter.
Et plask rykkede ham ud af tankerne. Strømskaller pilede af sted lige under overfl aden for at undgå de jagende rovfi sk. Det var det rigtige tidspunkt. Han vidste det, selv uden at stikke fi ngrene i vandet.
Med langsomme bevægelser satte han fi skestangen sammen, valgte en gul gummiorm og gled nogle meter ud i vandet. Biddet kom på andet kast. Snart lå der en glitrende bunke fi sk med brækkede nakker blandt stenene på stranden. Stimen var ophidset til kogepunktet. Når den ene kammerat efter den anden forsvandt efter maddingen, blev de andre endnu mere glubske. Så længe han ikke tabte en fl ænset fi sk der skræmte de andre væk, ville ædegildet fortsætte.
Endnu et bid og endnu et modhug med den lette stang. Den her var større, måske en gedde. I nogle lange udfald fór fi sken af sted med linen. Fabian slækkede tilsvarende på hjulets bremse. Det her var et trofæ han var nødt til at se, nødt til at få fat i, også selv om den ikke egnede sig til stegepanden.
Kampen fortsatte i fl ere minutter, meget længere end nogen aborre plejede at gøre modstand. Men til sidst gled der et stribet uhyre ned i ketsjeren, det største af den slags Fabian nogen sinde havde set. Sikkert over to kilo.
I stedet for at tage krogen ud med tang og sætte fi sken ud igen, som han ville have gjort hvis den havde været halvt så velvoksen, gik han nogle meter op på stranden og gav den et slag i hovedet. Det her pragteksemplar af Perca Fluviatilis var han nødt til at vise frem derhjemme.
Ophidselsen blev afl øst af en mat lykkefølelse; det gjaldt om at blive i den så længe som muligt. Da aborren lå stille, forsvandt solen bag skyerne. Straks faldt temperaturen, og Fabian lukkede jakkens lynlås.
Da kom der en lyd fra skoven, som en tør kvist der knækkede.
En elg? Ethvert dyr ved sine sansers brug ville have mærket hans lugt nu hvor brisen kom ude fra havet, og mennesker plejede aldrig at vandre ud til odden. Til sin overraskelse blev han bange og sad en tid på hug med ryggen mod vandet mens blikket afsøgte skoven.
Rødhalsen var også urolig. Den konstante kaldelyd – et knækkende "tik" – blev trukket ud i lange serier som den plejede at gøre, hvis fuglen fornemmede at der var fare på færde: "tik-ik-ik-ik". Som når et standur bliver trukket op til bristepunktet.
Men der var intet at se eller høre. Fabians puls faldt til ro. Han vendte sig igen mod fangsten. Et rutineret snit skar maven op, og han studerede de ufordøjede småfi sk der lå derinde. To af dem bevægede sig stadig og måtte være blevet slugt sekunder inden biddet. Østersøen har det nok bedre end så mange går og tror, nåede han at tænke inden det igen knasede lige bag ham.
Kniv og fi sk gled ud af hænderne da han vendte sig og stod over for de tre mænd. De havde alle tre hætter på der skjulte ansigterne, og kraftige slagvåben i hænderne. Skikkelsernes øjne kunne næsten ikke ses, kun de åbentstående munde med skinnende tænder, åbne som før et bid.
Det første slag ramte overarmen fra siden. Han brølede uvilkårligt, ikke af smerte, for det følte han ikke endnu, men af skræk. Før det andet slag lykkedes det ham at vige til siden, og han hørte en hvinende lyd nær sit ansigt. Nu skreg han – "nej, neej" – men det lød som om det kom fra en anden, fra en stemme i højde med trætoppene.
Et tredje slag ramte hoften. Hele siden blev lammet, men det lykkedes ham alligevel at vende sig om for at fl ygte. Mændene sænkede kæppene og slæbte af sted med ham, som en fl ok rovdyr der leger med et såret bytte.
Grene piskede mod hals og øjne. Krybdyrhjernen var fortsat i højeste alarmberedskab, men det var kun halvdelen af kroppen der adlød signalerne. Efter nogle meter snublede han hovedkulds og mærkede det fugtige mos slå mod ansigtet. Det lugtede godt. Trøstende. Han lukkede øjnene og gav op.
Nogle langstrakte sekunders fred, så kom slaget i hovedet. I stedet for at bedøve ham åbnede det sanserne for smerten fra de sårede lemmer. Halvt bevidstløs, men igen i panik, mærkede han hvordan to af mændene satte sig på ryggen af ham. Han hev efter vejret i korte, hurtige åndedrag og kæmpede for at komme løs. Det var håbløst. De gjorde noget med ham, noget han ikke forstod. En glødende smerte bredte sig op gennem kroppen. Han genkendte lyden af jern mod træ, alt det andet forsvandt som i en tunnel af hvidt lys.
Sådan døde Fabian Andersson, 66, professor i planteforædling og tidligere afdelingsleder i Skovplejestyrelsen, da en femårig, afkvistet gran punkterede hans kropspulsåre.