Je Ne Sais Quoi
A. Silvestri
Je Ne Sais Quoi
”Kommer du med?” spørger manden, og ser på mig med en attitude, der er omkring 50 år forældet.
”Hvorhen?”
”Ikke rigtig nogen steder. Bare væk herfra.”
”Hov, vent lige lidt. Hvem fanden er du egentlig?”
”En rigtig god ven. Vi kommer til at se meget til hinanden. Men jeg kan ikke fortælle dig detaljerne endnu. Det bliver nødt til at vente, til mødet på caféen.”
Et stykke fra os har folk samlet sig i en rundkreds, alle stirrer ned på jorden. Mellem en ung kvindes ben kan jeg se små blodpletter på fliserne. Hun har tydeligvis ikke opdaget dem, for ellers ville hun fjerne sig. Fjerne sirener bryder eftermiddagens lumre ro. Noget trækker i mig, men manden griber fat i min arm, da jeg gør klar til at gå hen til folkemængden.
”Lad være. Det er ikke vigtigt, at du ser på det. Det ændrer ikke noget alligevel. Sket er sket, que sera sera, du kender flosklerne. Bare glem det.”
”Men er det ikke...” begyndte jeg, før jeg stoppede mig selv. Det var et åndssvagt spørgsmål. Alligevel besvarede han det.
”Jo, det er dig. Du er helt sikkert død. Hvis jeg ikke tager fejl, så ligger en del af din brystkasse ovre ved statuen af Karl Den Store.”
Se Paris og dø. Det var præcis hvad jeg gjorde. Jeg var taget til kærlighedens by i kærlighedens navn. Eller, rettere sagt, den forsvundne kærligheds navn. Efter Lise var der ingen, der ville kunne nå mig på den samme måde. I lyset af en sådan sikkerhed, var der ingen mening i at fortsætte med at leve.
Det var atypisk for mig. Rolig af natur, gjorde aldrig noget impulsivt. Og så sparkede hun benene væk under mig for ti år siden. Jeg blev fjollet, latterlig endda. Dansede rundt i min stue som en idiot. Dansede rundt i vores stue som en idiot. Dansede rundt som en endnu større idiot under bryllupsrejsen i Paris. For det kunne ikke blive romantisk nok. Hvis der er en kærlighed til os hver, var Lise min. Og jeg hendes.
Hun døde. Jeg havde kunnet tackle et tilfælde af cancer eller et trafikuheld. Men ikke, at hun fik en håndbold i hovedet, og døde af det. Det var simpelthen for urimeligt, og alt for tilfældigt. Bolde slog ikke folk ihjel. Metal slog folk ihjel. Før hendes dødsfald havde jeg en ide om, at tilfældet ikke rådede. At der måtte være en mening med tingene. Bagefter...ja, så stod det sgu klart for mig, at det var fuldkommen ligegyldigt hvad fanden man gjorde. Vi har ikke kontrol over noget som helst.
