Jægerens bytte
JÆGERENS BYTTE
1. DEL
Christine
1
I øjeblikket inden præsten åbnede flapperne, stod verden stille, og hun så alting med større klarhed. På kinden havde den kraftige, midaldrende mand et rombeformet modermærke som lignede en forvreden lyserød tåre. Hans ansigt var kantet og stærkt, hans tynde hår redt tilbage, hans hænder massive og barkede som hos en bokser. Bøgerne bag ham dækkede hele væggen i en mosaik af skiftende farver. Den sene eftermiddagssol i Fristaten kastede en lysstråle på bordpladen, en magisk solstråle hen over papæsken.
Hun trykkede hænderne let mod sine bare knæs kølige overflade. Hun svedte i hænderne, hendes øjne ledte efter antydninger i de mindste forandringer af hans ansigtsudtryk, men hun så kun ro, måske en smule undertrykt, venlig nysgerrighed angående papæskens indhold. I øjeblikket før han løftede flapperne, forsøgte hun at se sig selv sådan som han så hende – vurdere det indtryk hun forsøgte at skabe. Forretningerne i byen havde ikke været til nogen hjælp; hun måtte bruge hvad hun havde. Hendes hår var langt, glat og rent, den mangefarvede bluse ærmeløs; måske en anelse for stram til denne lejlighed, for ham? En hvid nederdel der havde trukket sig lige op over knæene da hun satte sig. Hendes ben var glatte og smukke. Hvide sandaler. Guldspænder. Hendes tånegle ulakerede, det havde hun sikret sig. Kun en enkelt ring, en smal guldring på højre hånd. Hun havde kun lidt makeup på for at underspille sin munds fyldighed.
Ikke noget der kunne forråde hende. Bortset fra hendes øjne og hendes stemme.
Han åbnede flapperne en efter en, og hun opdagede at hun sad ude på kanten af lænestolen og lænede sig frem. Hun ønskede at læne sig tilbage, men ikke nu, hun måtte vente på hans reaktion.
Den sidste flap blev løftet, og æsken var åben.
„Liewe Genade,“ sagde han på afrikaans og rejste sig halvt op. Barmhjertige Gud.
Han kastede et blik på hende, men han lod ikke til at se hende, og hans opmærksomhed vendte tilbage til æskens indhold. Han stak den ene af sine store hænder ned i den, tog noget op og holdt det op mod sollyset.
„Barmhjertige Gud,“ gentog han med hænderne foran sig. Han følte efter med fingrene for at få ægtheden bekræftet.
Hun sad ubevægelig. Hun vidste at hans reaktion ville afgøre alting. Hendes hjerte hamrede, hun kunne endda høre det.
Han lagde genstanden ned i papæsken igen, trak hånden op og lod flapperne være åbne. Han satte sig igen og tog en dyb indånding som om han ville samle sig, og kiggede så op på hende. Hvad tænkte han? Hvad?
Så skubbede han æsken til side som om han ikke ønskede at den skulle komme imellem dem.
„Jeg så dig i går. I kirken.“
Hun nikkede. Hun havde været der – for at danne sig et indtryk af ham. For at se om hun blev genkendt. Men det var umuligt da hun alligevel havde tiltrukket sig så megen opmærksomhed – en fremmed ung kvinde i en kirke i en lille by. Han prædikede godt, medfølende, med kærlighed i stemmen, ikke så dramatisk og formelt som præsterne i hendes ungdom. Da hun gik ud af kirken, var hun sikker på at det havde været rigtigt at komme hertil. Men nu var hun ikke så sikker … Han virkede bestyrtet.
„Jeg …“ sagde hun, og hendes tanker ledte febrilsk efter de rigtige ord.
Han lænede sig frem mod hende. Han havde brug for en forklaring; det forstod hun udmærket. Hans arme og hænder dannede en ret linje på bordkanten, fra albuerne til de sammenflettede fingre, som lå fladt på bordet. Han havde en formel skjorte på som var åben i halsen, lyseblå med en svag rød stribe. Ærmerne var rullet op, og underarmene var behårede i sollyset. Udefra hørtes lydene fra en hverdagseftermiddag i en lille by – sothoer som hilste på hinanden hen over gaden, den kommunale traktor som dunkende accelererede hen til garagen, cikaderne, den klirrende lyd af en hammer vekslende med to hundes enerverende bjæffen.
„Der er meget jeg må fortælle Dem,“ sagde hun, og hendes stemme lød spinkel og fortabt.
Endelig rørte han på sig og åbnede hænderne.
„Jeg ved dårligt nok hvor jeg skal begynde.“
„Begynd ved begyndelsen,“ sagde han blidt, og hun var taknemmelig for hans indføling.
„Begyndelsen,“ gentog hun med en stemme der nu var kraftigere. Hendes fingre samlede det lange blonde hår, som hang ned over skulderen, og kastede det bagud med en rytmisk, øvet bevægelse.
