Jerntungen

Hør Bogbidden her - Indtalt specielt til Bogbidder

1

   Der var en time til daggry, da kriminalassistent Ben Cooper fik de første informationer. En time før daggry burde være det døde tidspunkt. Men i soveværelser på tredje sal i lejlighederne i det sociale boligbyggeri og i villakvartererne ved foden af skråningerne blinkede folk forvirret over en fremmed verden med tyste lyde, hvor der var vendt op og ned på mørke og lys. Cooper kendte alt til timen før daggry, og det var et dårligt tidspunkt at være på gaden på. Men det var januar, og dagen gryede sent i Edendale. Og sneen havde forvandlet morgenen til et dirrende kaos.

   Cooper trak kraven på sin oilskinsfrakke op, så den rørte kasketskyggen og børstede snefnuggene væk, der havde sat sig i skægstubbene på kæbebenet, hvor han havde været for hurtig med morgenens barbering. Han var gået ned ad en af gyderne fra torvet, støvlerne knagede gennem den nyfaldne sne, gled på de frostglatte brosten og bevægede sig fra lys til mørke i takt med, at han nåede uden for gadelygternes rækkevidde. Men han var trådt fra gyden ud i en larmende snerren af trafik, der sad som en blodprop i hjertet af Edendale og fik de snedækkede gader til at gå i stå.

   I Hollowgate sad bilister på rad og række, kofanger ved kofanger i bølgende udstødningsrøg. Mange af dem havde nærmest kørt blindkørsel med forruden dækket af halvt afskrabet sne eller strimer af brunt søle, som de tilisede vinduesviskere ikke kunne fjerne. Motorernes dunken fyldte gaderne, rungede mod butiksfacaderne og overetagerne på ejendommene fra 1800-tallet. Forlygterne spiddede chauffører og passagerer i uhyggelige skygger, som silhuetter på en skydebane.

   "Vi har et alvorligt, dobbelt overfald, muligvis racistisk motiveret. Tidspunkt cirka nul-tohundrede. Underbank-området."

   Stemmen i radioen lød fremmedartet og fjern. Det var en træt operatørs sprukne stemme i et kontrolrum uden vinduer, hvor man aldrig vidste, om det stadig sneede, eller om solen var stået op. Ikke medmindre nogen ringede ind og gav dem vejrudsigten. Der er spredte udbrud af vold, sporadisk blod i gaderne. Der er en time til daggry.

   Cooper trådte ud over fortovskanten og direkte ned i femten centimeter vådt sjap. Det gik op over skokanten og forvandlede den ene fod til en iskold svamp. Eftersom klokken kun var syv, og det stadig var helt mørkt, ville det blive en lang og ubekvem vagt, medmindre han i løbet af kort tid kunne komme hen til sit skab på Division E’s hovedkvarter i West Street og skifte strømper.

   "To mandlige ofre har fået adskillige kvæstelser, og deres tilstand betegnes som alvorlig."

   Cooper kantede sig vej gennem de fastlåste biler til den anden side af Hollowgate. Rundt omkring ham bølgede udstødningsgassen op fra skyggerne og hang under gadelygterne, fanget i lav højde af frosten og den stillestående luft. Den hang som et gråt tæppe, der sugede lyset til sig og langsomt snoede sig forbi sorte, georgianske vinduer, der gnistrede af rimfrost.

   "Vi leder efter fire mistænkte. Alle fire er hvide mænd i alderen femogtyve til femogfyrre. Lokal accent. Den ene af de mistænkte er identificeret som Edward Kemp, Beeley Street 6 i Edendale, femogtredive år gammel. Kort, mørkebrunt hår, højde cirka én treogfirs."

   Vejret skiftede så hurtigt i Peak District, at sneen tilsyneladende altid kom bag på bilisterne i byen. Og det selv om alle biveje og pas nogle få kilometer fra Edendale stadig var lukkede, og afsidesliggende landsbyer afskåret fra omverdenen, indtil sneplovene nåede frem. De kunne være isoleret indtil i morgen eller dagen efter.

   Cooper var taget tidligt hjemmefra på grund af vejret. På vej ind til byen fra Bridge End Farm holdt han sin Toyota i sporene efter den første sneplov. Bjergene omkring ham havde glitret og strålet som enorme, hvidglaserede bryllupskager, der stak frem i mørket. Men det betød også, at han var gået glip af sin morgenmad. Nu trængte han til et par ostetoast og en kop sort kaffe. Han blev fristet af lysene fra Starlight Café, der reflekteredes i dyner af jomfruelig sne.

   "Edward Kemp beskrives som kraftigt bygget og med en karakteristisk kropslugt. Sidst set iført mørk overfrakke og hat. Ingen uddybende beskrivelse for nærværende."

   Cooper spejdede ind i caféen. På den anden side af den duggede rude sad skikkelser indhyllet i frakker, anorakker, halstørklæder og handsker og med et bredt udvalg af hatte – pels, læder og uld – på hovederne. De lignede modeller i et tøjkatalog for polarforskere.      

   "Alle mistænkte kan være bevæbnet med baseballbat eller lignende våben. Forsigtighed tilrådes."

   Han kunne næsten smage kaffen nu, kunne fornemme det knasende ristede brød med den klæbrige, bløde, smeltede ost. Spyttet begyndte at samles på hans tunge. Cooper skubbede handsken tilbage for at kigge på uret. Masser af tid.

   Mens han stod med næsen trykket mod ruden, blev en hånd løftet for at tørre noget af duggen væk. En kvindes ansigt dukkede op, og hun gjorde store øjne af bestyrtelse. Hendes mund formede et skældsord, og hun løftede to fingre, der stak op af en blå, strikket luffe. Cooper trak snuden til sig. Der blev ingen ostetoast denne morgen, ingen kaffe.

   "Central, jeg skal bruge en vogn uden for Starlight Café i Hollowgate."

   "Vi er der om to minutter, Cooper … Er det stadig mørkt derude?"

   "Der er en time til daggry. Hvad tror du?"