Kystnære områder
Bugt Nu står vi igen ved vandet. Vi ved ikke hvorfor. Vi står her bare, side om side, skulder ved skulder. Vi er alle lige høje, men ikke lige gamle. Vi er seks søskende, jeg er den yngste. Det er koldt. Vi har begravet hænderne i jakkelommerne. Uden at tænke over det nulrer en af os (måske er det mig) noget mellem fingrene i bunden af lommen. Måske er det en mønt. Måske er det bare en syning.
Som sagt står vi her bare. Vi er tavse. Der er ikke meget at se på. Vandet er blikstille, fladt og ubevægeligt. Muligvis er det dét, vi er optaget af, at det er fladt. Det er et billede, vi lader stå for vore blikke. Denne store, blegblå flade, der udgør næsten hele vores synsfelt. Den breder sig til siderne og ud mod horisonten. Fordi det er en selvfølgelighed, bemærker man det næsten ikke, men den spejler uklart himlen og skyerne, skyerne, der på deres side næsten heller ikke bevæger sig.
Men hvorfor skulle vi være optaget af, at noget er fladt? Det burde kede os. Det er der ikke meget ved at se på. Men helt fladt er det nu heller ikke. Et stykke ude er der mere urolige områder på overfladen, små krusninger, som næsten ikke mærkbare vindstød fremkalder.
Vi registrerer blot disse krusninger, når de opstår, flygtige farvespil og mønstre, der skifter, afhængig af vindens styrke og retning. Hvis man var sejler, ville man kunne aflæse det som et kort og udnytte vinden bedst muligt. Hvis man var sejler, ville man kunne beskrive det bedre.
Men vi er ikke sejlere. Alt, hvad vi ser, er forskellige nuancer af blåt, lysere og mørkere partier på overfladen, længst mod højre et udflydende kølvandsspor efter en færge, der for nylig (antagelig lige før, vi ankom) er stået ind i havnen, havnen, der med al sin larm og spektakel lige nu ikke interesserer os. Vi kigger på vandet. Vi er gået helt frem til vandkanten. Vi ved ikke hvorfor. Hvis vi stod lidt længere tilbage, ville vores udsyn ikke være anderledes. Hvorfor vil vi partout stå ved kanten? Vi er gået frem til den, ligesom man går frem til et hegn midt ude på en mark, som om man så bedre kan se, hvad der er på den anden side.
Ingen af os træder ud i vandet. Det ville ikke være passende. Det ville vække opsigt. Vi er enige om, at vi kun skal stå og kigge. Hvis én af os trådte ud i vandet, ville de andre synes, at han var mærkelig. Det er vi ikke i humør til. Desuden er det stadig kun marts, og vandet er alt for koldt.
Der er en fin dis over bugten. Men vi kan se den modsatte kyst, halvøerne, der strækker sig ud i bugten, og som fra denne synsvinkel ligner aflange tanger med krat og træer, formet til afrundede figurer af vinden. Vi er vant til at færdes derovre, på de græsklædte bakker, til fods i de små landsbyer, på cykel eller i bil forbi de små, ensomt beliggende huse, der klamrer sig til en smal stribe asfalteret vej.
Vi har stået på den modsatte kyst og spejdet efter stedet, hvor vi netop nu står. Derovrefra har vi udpeget byens kendemærker for hinanden, kirker, høje bygninger og skorstene, der rejser sig mod himlen. Alt dét vi nu står med ryggen til. Vi længes ikke efter at være på den anden bred. Fordi vi er så fortrolige med, hvad der er på den anden side, er vi på en måde på begge kyster på samme tid. Kun vandet ligger som en barriere. Vi kigger på det. Vi kigger ind i os selv. Om lidt vender vi os og går. En af os (måske er det mig) bliver stående lidt længere end de andre.
