Lyden af bier
Et år med bier Da vi først besluttede os for at holde bier som en hobby, var det, fordi vores ven Ole havde gjort det gennem lang tid og så ud til at finde stor glæde ved ritualerne og ansvaret. Men jeg havde også nogle forbehold.
FRA ANNAS DAGBOG
15. MARTS 1980
Honningbiers vinger bevæger sig med 11.400 slag i minuttet – det er derfra, den tydelige summen kommer. Jeg overvejede denne summen. Jeg følte mig overbevist om, at den konstante summen ville drive mig til vanvid.
Men nu, efter bare et par sæsoner, føles biernes summen som en beroligende rytme, nærmest som en sang. Forårets sang.
Skive, Danmark – januar 2002
Bzzzzzz, det var sådan, hun syntes, det lød.
Bzzzzzz, som tusind biers summen.
Det var den lyd, hun plejede at høre, når hun besøgte sin onkel Chacha Bashir i Baharak. Han havde været en af de rigeste mænd i byen med sin silke og bistaderne. Silke og honning, plejede han at sige: "Jeg er rigere end den rigeste konge."
Så dræbte Taleban ham, og ingen ved, hvad der skete med hans familie.
Det var sådan dansk lød for Raihana, som Chacha Bashirs bier.
Danskerne mumlede, tænkte hun, når hun iagttog dem i supermarkedet, på tv og på gaden. Hun havde aldrig set så mange hvide mennesker før, og det var første gang, hun så hvide mennesker på så tæt hold. Så hun gloede på dem, hun kunne ikke lade være.
De var anderledes, end hun havde forestillet sig. De var ikke alle sammen høje og smukke og pæne, nogle af dem var små og grimme. Og de mumlede, når de talte. Den stående vits, fortalte Layla hende, var, at de talte, som om de havde munden fuld af varme kartofler, og Raihana var enig.
Hun var undsluppet endnu en kold vinter i Jalozai-flygtningelejren i det nordvestlige Pakistan, da den danske regering tilbød hende asyl. Det var vanskeligt at klare sig som enlig kvinde uden familie, uden mand og uden uddannelse. Hendes valgmuligheder havde været begrænsede. Hun kunne enten dø i en flygtningelejr, hvor den kolde vind fra bjergene gennemborede teltdugen med sine isnende hænder og var på nippet til at pille kødet af knoglerne, eller hun kunne rejse til dette land, hvor hendes grandfætter og hans kone havde indvilliget i at give hende et hjem.
En del af hende ønskede ikke at forlade lejren. Hun var nødt til at vente, tænkte hun, vente på Aamir eller måske tage tilbage og lede efter ham? Men selv hun var ikke vanvittig nok til at tage tilbage til Kabul. Alle vidste, at Osama bin Laden var ansvarlig for flyangrebene i Amerika, og alle vidste, at Taleban var i familie med al-Qaeda. Amerikanerne ville angribe; det var, hvad magtfulde lande gjorde. Taleban ville kæmpe, sagde de, og selvom afghanerne i Danmark, som så mange andre, ikke brød sig om tanken om amerikanske tropper på afghansk grund, var det bedre end Taleban. Visse mente dog, at Taleban var blevet fravristet magten uretmæssigt, at
de var gode nok.
Så Raihana sluttede sig til den lille gruppe flygtninge i Danmark, som fulgte nyhederne med desperation, mens de overvejede, hvornår de kunne vende hjem. De vidste, at Afghanistan ville ligge i ruiner i adskillige årtier fremover, men der var stadig håb. De håbede, at Afghanistan en dag ikke længere ville være synonymt med tortur og fattigdom.
Måske tingene ville ændre sig, så Afghanistan kunne blive et sikkert sted at være, et land med fremskridt og normalitet.
"Vi må jo vende hjem en dag. Vi kan jo ikke leve hele vores liv her, kan vi?" sagde Kabir næsten hver eneste dag. "Du skal ikke pakke det hele ud, Raihana, vi tager snart hjem igen."
"Hjem til hvad?" spurgte Layla sin mand med hænderne på hofterne, mens hendes søn, Shahrukh, trak i hendes salwar-kameez1.
"Mor, slik," plagede han. Hun havde ret skrappe regler om, at han ikke måtte få slik.
"Hør ham lige, hai, Shahrukh, det hedder ikke Mor, det hedder Ammi. Kan du sige Ammi?" sagde Kabir som sædvanlig, men Shahrukh hørte ikke efter. "Mor er en eller dansk kvinde, ikke Layla, hun er Ammi. Sig Ammi."
"Lad ham så være, han er kun to år," sagde Layla. "Og han kalder mig bare mor, ikke et eller andet uartigt. Alle hans venner kalder deres mødre for Mor, derfor siger han også Mor."
